Apostolsk SommerCamp sætter fokus på LYSET

Banning Liebscher fra USA er manden bag Jesus Culture, der er bl. er kendt for sin inspirerende lovsangstjeneste og arrangerer konferencer, events og lederudvikling over hele verden.

Banning Liebscher fra Jesus Culture i USA er gæstetaler på SommerCamp i Kolding.

Der er fokus på lyset, når Apostolsk Netværk holder sin SommerCamp i Kolding i dagene 1. til 6. juli.
”Lys strømmer til os fra himlen og bringer liv og håb – og vi udfordres til at lade det lys brydes igennem os og give kolorit, varme og nærvær til vores land, vores byer, arbejdspladser, nabolag osv. Lys sættes ikke under en spand, men højt, så det giver lys til alle. Den lokale kirke er verdens håb og udfordringen lyder klart: Lys!”, hedder det i oplægget til sommerstævnet.

Gæstetalere

Årets to udenlandske gæstetalere er Banning Liebscher, USA, og Arianna Walker, England.
Banning Liebscher, manden bag Jesus Culture, er kendt for sin inspirerende lovsangstjeneste og arrangerer konferencer, events og lederudvikling over hele verden. Jesus Culture udsprang oprindeligt fra ungdomsgruppen i Bethel Church i Redding, men i 2014 blev Banning, hans kone, SeaJay og teamet sendt ud for at plante kirken Jesus Culture i Sacramento i Californien.
Den anden gæstetaler, Arianna Walker, står i spidsen for Mercy UK, som er en kristen hjælpeorganisation, der særligt rækker ud til unge kvinder med spiseforstyrrelser, problemer med selvskade, depression og andre alvorlige udfordringer i forhold til selvværd og kontrol.

De øvrige talere er Jacob Viftrup, Bent Bjerring-Nielsen, Johannes Hansen, Christian Tychsen, Jesper Kure, Lene Jørgensen, Niels Peter Hedegaard, Peter Prothero, Sebastian Fredegod og Simon Jørgensen.

Noget for alle aldre

På sommerstævnet, som Apostolsk Netværk selv kalder for ”Danmarks hyggeligste sommercamp”, er der aktiviteter for alle aldersgrupper.
De mindste kan godt glæde sig til, at Sine og Frække Rikke kommer forbi og skaber sjov. Sine er bugtaler, tryllekunstner og ballondyrsekspert, og Frække Rikke er – ja, Frække Rikke!
De mindste kan også glæde sig til PastaParty, et børnelovssangsband fra København, der giver den gas. Bandet ledes af Simon Bartholdy, som har oversat og skrevet en række festlige, sjove og skæve børnelovsange.

For de lidt ældre er der om tirsdagen koncert med bandet Twelve24.
Der bliver masser af inspirerende undervisning til alle hver formiddag, og om eftermiddagen interaktion i de nye ”Brændpunkter”, hvor der åbnes for samtaler om bl.a. mission, familieliv og for de unges vedkommende et samtaleforum om tro og liv og et sted, hvor de bare kan hænge ud og skabe netværk.
Hver aften er der lovsang og forkyndelse. Men ind imellem bliver der masser af muligheder for bare at hygge, for fællesspisning, sejlads på søen, kaffe i caféen og barbecue på grillen.