Kristen spejder-power

Hvad får en flok børn og voksne i alderen 5-70 år til at leve en hel uge udendørs i telte og lave mad over bål?

Byg dit eget brusebad, syng karaoke-lovsang og tænd
bål som Elias. Det kunne man prøve på dette års Royal Rangers Pow-Wow-lejr

En sø med mulighed for både at sejle, bade og fiske i, når naturen viser sig fra sine bedste sider, seje ledere, der er med på den værste, det sociale fællesskab, vilde og sjove aktiviteter er bare nogle af de grunde, børnene kommer med, når man forhører sig rundt i Royal Rangers sommerlejr.
Lejren foregik i Dyrendal ved Klovborg. Helt ude på landet i en smuk natur med masser af plads til vilde aktiviteter.

Det vilde liv

Vi lavede en svævebane på en wire, der er blevet spændt ud over terrænet. Der var fodgolf med en fodbold som golfkugle og et antal spande gravet ned forskellige steder i området, så man kunne sparke sig gennem golfbanen. Her kunne man vinde æren af at være den, der kunne komme gennem banen i færrest spark.
Kanosejladsen foregik i delvist hjemmelavede kanoer, der efter endt brug ved ugens afslutning kunne skilles ad og pakkes fladt sammen. Der var også glidebaner med masser af vand, der kunne køle os godt af, når aktiviteterne havde bragt lidt rigeligt sved frem på panden m.m.
Hver morgen startede vi dagen rundt om flagstangen, hvor vi hejste flaget og hørte en kort andagt og bad for dagen.
Straks derefter styrtede vi hen til de hjemmebyggede borde – af granrafter naturligvis – for at indtage dagens første måltid.
Maden laver vi selv over vores hjemmelavede køkken, der også er bygget op af granrafter og lidt jord, så bålstederne kommer op i en passende arbejdshøjde. Det kræver selvfølgeligt, at der hugges en hel del brænde. Der går ret meget træ til at koge en gryde kartofler, stor nok til at mætte en gruppe velbrugte børn, teenagere og ledere.
Men ikke desto mindre var der ved hvert eneste måltid altid mad nok til, at ingen behøvede at gå sultne fra bordet.

Lavede eget brusebad

Er det trængsel i badeværelset om morgenen? Her er løsningen: Et hjemmelavet brusebad

At komme i brusebad var også lidt af et projekt. Badet var sat sammen af fire kryds-finerplader og en bundplade -igen bygget op over et skelet af granrafter.
Over badet var der så en stor vandtank ,der havde sit udløb i et bruserhoved. Vandet løb så i slanger ned til en gammel varmtvandsbeholder. Her kunne man tænde et bål, så vandet blev varmt.
Vandet blev faktisk dejligt varmt, selv om det selvfølgeligt krævede lidt mere arbejde at skaffe det varme vand end blot at dreje på vandhanerne derhjemme.
Det var vist ikke alle, der lige frivilligt fik afprøvet badet, men de fleste kom da vist igennem mindst én gang.
De, der først havde prøvet det, havde intet imod at gentage seancen – især hvis en af lederne ville lave bålet.

Synger karaoke-lovsang

Hver aften var vi samlet i en stor maskinhal. Hallen var tømt for traktorer og andre maskiner, og hallen var blevet pyntet flot op med halmballer, musikanlæg, lærred og projektor. Det var faktisk ikke til at se, at det ikke var en samlings- sal for Royal Rangers.
Her fyrede vi op for projektoren med karaokesang til ”Jesus you are my super hero”. Der blev hoppet og danset, som til en koncert. Selv om samlingen officielt sluttede, var der mange, der insisterede på at fortsætte sangen og dansen, så musikken fik lov at fortsætte helt til sengetid.
Vi havde også en gåtur på 15 km ud til Rørbæk sø. Her kunne man sejle i kano. Selv de mindste spejdere klarede den lange udflugt og sov godt i teltene om aftenen.
De store spejderes tur stoppede ikke der. De gik videre op til 25 km i alt, hvor de endte ude ved et shelter, her badede de i en meget beskidt å, spiste lidt mad og hyggede rundt om bålet om aftenen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Tændte bål med vand på

Den sidste aften på en Pow-Wow-lejr med Royal Rangers er det et absolut krav, at der er bålsamling.
Inden bålet blev tændt, fik vi historien om Elias’ kamp med Baal-profeterne. Selv om der blev hældt vand på bålet, lykkedes det alligevel at få tændt ild i bålet. Det skete selvfølgelig, UDEN at der var nogen synlig menneskelig indgriben, der gik bare ild i bålet, da ’Elias’ bad om det.
En yderst effektfuld indledning på vores sidste samling.

Både ånd og fysik

Som spejder i Royal Rangers er der flere ting, man skal lære udenad. Blandt andet et motto: Parat, parat til alting. Parat til at høre, lære, lyde, gøre, hjælpe, lege og bede.
Det er ikke ment som en remse, men er virkelig noget, vi skal lære at leve efter. Helt på linie med sikkerhedsreglerne for brug af kniv, sav og økse. Og det gælder både, når vi er samlet til Royal Rangers Pow-Wow-lejr, og når vi er andre steder og i helt andre sammenhænge.Så vi kan færdes sikkert og have det rart sammen, såvel fysisk som åndeligt.

Kim Grenov er fungerende hovedleder ved Royal Rangers – Kongens Lyngby


Artiklen fortsætter efter annoncen: