Indre Mission ser optimistisk fremad
Efter smertefulde strukturændringer og tunge underskud er der nu igen overskud og plads til udvidelser, og yngre vil gerne være missionærer igen.
Indre Mission samlede fredag og lørdag over tusind venner til sit årsmøde i Ringkøbing-Skjern Kulturcenter.
Og den nye generalsekretær Jens Medom Madsen kunne glæde sig over, at Indre Mission for en gangs skyld er fri for gamle underskud. IM har endda ca. 2 mio. i driftsoverskud og et regnskabsoverskud på 17-18 mio. Det sidste kæmpe overskud stammer især fra salg af en boligblok på Frederiksberg. Pengene indgår ikke driften, men giver råd til at indfri dyre lån.
Indre Mission har ligesom mange kirkelige indsamlings-organisationer haft tradition for næsten altid at være i underskud og skulle tigge om støtte, samt spare på både folk og opgaver.
Men nu er bøtten vendt.
Den positive økonomiske udvikling er dog især eftervirkninger af den strukturreform, som den tidligere generalsekretær Thomas Bjerg Mikkelsen fik gennemført i sin periode. Den betød bl.a., at der ikke længere er knyttet en indremissionær til et bestemt missionshus, men at missionærerne nu arbejder i teams på en halv snes medarbejdere i hver af de fem regioner. Der er heller ikke boligpligt. Desuden fik medarbejderne mere præcise arbejdsbeskrivelser.
Og Indre Mission oplever nu, at det er meget lettere at skaffe nye missionærer.
Indenfor den sidste måned er fire nye medarbejdere blevet ansat, og indenfor de næste fem år vil der skulle ansættes 15-20 afløsere for nuværende missionærer.
Temaet for årsmødet var ”På vej sammen”. Formanden, Hans-Ole Bækgaard, understregde i sin mundtlige beretning lørdag formiddag, at Indre Mission ønsker mere mission og stærkere forkyndelse.
Luften i økonomien betyder, at IM’s ledelse i dag har fokus på bevægelsens mission og visionen om at nå længere ud med en klar forkyndelse af Jesus Kristus som den eneste vej til Gud.
Samtidig vil den 166 år gamle missionsbevægelse kæmpe for at bevare religionsfriheden og styrke åndsfriheden i det danske samfund.
Læs også ugens profil om generalsekretær Jens Medom Madsen