Gud taler på vers til Rigmor
Gennem digte i en andagtsbog fik Rigmor Madsen
konkrete svar fra Gud midt i svære situationer
som missionær i Kina og Afrika.
Nu er Rigmor 85 år, men brænder
stadig for sagenNok er kroppen blevet 85 år gammel, men ånd og sjæl er stadig helliget det missionskald, hun fik som barn.
Da Rigmor Madsens bror døde, modtog hun budskabet i et telegram i Indien. Da hun havde læst det, gik hun ned på børneafdelingen på Tuberkulose-hospitalet og satte sig. I løbet af ingen tid var hun omgivet af børn. De satte sig på skødet af hende, kravlede på hende og omfavnede hende:
– De overdængede mig med kærlighed, og det havde jeg sådan brug for på det tidspunkt.
I dag er Rigmor Madsen 85 år. Hun er ikke længere sygeplejerske i marken, men missionskaldet brænder stadig! Det kan man ikke være i tvivl om, efter at have tilbragt nogle timer i hendes selskab. Selvom solen skinner, fuglene kvidrer, og sommerblomster trives i den hyggelige have udenfor rækkehuset i Åbyhøj, flyver tankerne snart til fjernere himmelstrøg til Kina, hvor hun var barn; til Indien og Afrika, hvor hun har tilbragt det meste af sit voksenliv, og til de mange missionærer og missionærbørn, som har spillet så stor en rolle i hendes liv. Et pust af noget stort, som gør indtryk på trods af at Rigmor Madsen selv er en ydmyg dame, som i virkeligheden slet ikke bryder sig om al denne opmærksomhed.
– Det vigtigste, jeg har lært, er, at meningen med vores arbejde som missionærer var at udruste de nationale medarbejdere til selv at overtage ansvaret og arbejdet. Det er vigtigt. Ellers kan man let komme til at få magt over folk. Min far lærte mig det. Han tog til Kina som missionær og levede som kineser blandt kineserne. Det var ikke let, men det var hans ønske at tjene, så det gjorde han. Jeg kan stadig se vores dejlige store kirke i Kina for mig og de to kinesiske præster, hvis børn vi legede med.
Rigmor Madsens far tog til Kina som missionær i 1904. I 1917 fik han besøg af en gruppe missionærer, som skulle til Indien for at arbejde. I blandt dem var en ung dansk kvindelig missionær. Det var nærmest det, vi kalder kærlighed ved første blik. Men i den uge, de tilbragte sammen, blev intet sagt. Heller ikke i den måned, de siden var på missionskonference sammen. Men pludselig gik det op for Rigmor Madsens far, at hvis ikke han gjorde noget snart, så ville Nora snart være på et skib til Indien. Så han sendte sit frieri i et telegram. Der gik ikke længe, så kom svaret, det lød i sin enkelthed således: Yes, Nora
Rigmor Madsen blev født i Manchuriet i 1919. I 1928 tog familien hjem til Danmark på orlov, hvorefter Rigmor Madsens far fik ansættelse som præst i den danske folkekirke.
– Den dag jeg havde fået at vide, at vi ikke skulle hjem til Kina igen, tænkte jeg på, hvad det ville betyde. Det gik op for mig, at det behøvede jeg ikke være ked af, for jeg kunne jo bare rejse ud igen, når jeg blev voksen. Fra det øjeblik vidste jeg, at det var det, jeg skulle og ville, fortæller Rigmor Madsen.
I 1944 var hun færdiguddannet som sygeplejerske og klar til at tage på DMSs to-årige teologi kursus for missionærer og i 1946 rejste hun fra Danmark. Der var krig i Kina, så de danske missionærer blev i første omgang sendt til Berkley i Californien for at starte sprogstudier. Siden læste hun yderligere et år i Peking. I mellemtiden blev det klart at kommunisterne havde overtaget styret i Manchuriet, hvor Rigmor Madsen havde været på vej til. Der herskede anarkistiske tilstande, så det var ikke muligt at rejse dertil. På det tidspunkt virkede det dog stadig umuligt at forestille sig, at hele Kina skulle blive overtaget.
Sammen med en lille gruppe danskere rejste Rigmor Madsen et amerikansk metodist-hospital i Kiukiang. Efterhånden blev optøjerne flere, og det blev bestemt, at kvinder og børn skulle forlade landet. Turen gennem Kina foretog de med tog 11 dage gennem krigszonen, før de kom frem til det hospital, hvor de skulle arbejde så længe som muligt.
– Var du aldrig bange, spørger jeg?
Rigmor kigger lidt forundret på mig. Så svarer hun: – Jo, men jeg oplevede i denne tid at få forunderlig styrke ved Helligånden gennem digte fra en andagtsbog, som Gud gav melodi til Guds konkrete svar midt i situationen. Og så henter hun et lille hæfte, som hun fik udgivet til sin 80 års fødselsdag. 18 sange med melodi hver eneste af dem en gave fra en Gud, som ikke bare kalder, men også trøster, når det bliver svært.
Rigmor Madsen bladrer i hæftet, så finder hun den hun leder efter:
– Se den her tekst. Det var et digt på engelsk i en andagtsbog. Da jeg læste den, hørte jeg den med melodi til. Men se teksten: Mørk er himmelen! Og overskyet den ukendte morgendag! Mørk er livets vej, for natten er endnu ikke ovre. Det glimt af lys, som jeg længtes efter, er det endnu ikke givet mig at se. Men ét ved jeg, Han går foran!
– Hvordan skulle jeg kunne være bange eller tvivle, når jeg fik sådan en gave og hjælp som disse digte og melodier blev, spørger hun og rækker hæftet frem.
Det blev efterhånden klart, at det ikke ville være muligt for Rigmor Madsen at komme til Manchuriet faktisk overhovedet ikke at blive i Kina. Så da hun var blevet indkvarteret i Hong Kong, som nu var oversvømmet af vestlige missionærer fra alle dele af Kina, måtte hun overveje, hvor vejen så gik. Da hun var født i Kina, forsøgte hun ad den vej at komme tilbage dertil. Det mislykkedes, og det hele virkede lidt uoverskueligt, for hjem ville hun ikke.
– Der var overfyldt af mennesker alle vegne, så Søster Kirsten og jeg gik hver dag ud til en kilde for at bede og holde andagt. Vi var jo indstillet på, at vi skulle være livstids-missionærer, så vi kunne ikke forstå, at vi skulle være nødt til at rejse hjem. Jeg kan huske hvordan jeg kæmpede, men til slut måtte jeg sige til Gud sådan næsten i trods Jamen så din vilje ske. Samme dag fik jeg telegram fra Arogyavaran i Indien at de ønskede, at jeg skulle komme dertil som missionær-sygeplejerske.
De næste 21 år tilbragte Rigmor Madsen i Indien, først som administrerende sygeplejerske siden som Forstanderinde. Fem år efter hendes ankomst blev der bygget et børnehospital for tuberkulose patienter det første af sin slags i landet. Efter 21 år i Indien blev Rigmor Madsen i 1970 sendt til Tanzania, hvor hun blev bedt om at blive Chefsygeplejerske på det nybyggede KCMC (Kilimanjaro Christian Medical Center). Opfordringen kom midt i hendes sprogkursus, som hun så måtte afbryde for at skaffe sengetøj og organisere arbejdet før åbningen d. 6. marts 1971. Dette job bestred hun i fem år, men allerede tidligt fik hun øje på sin efterfølger og selvom det i lang tid var tys-tys, så brugte hun tiden på at oplære sin tanzanianske kollega, så hun var rustet til opgaven.
De sidste ni år i Tanzania tilbragte Rigmor Madsen på Ndolage Sygeplejerskeskole de sidste fem år som leder. Hun var 55 år gammel, da hun påtog sig jobbet og lidt nervøs efter mange år i administrative stillinger. Men frygten var ubegrundet. Hun elskede jobbet og det at have indflydelse på de mange elever. Hver morgen inden morgenandagten tog lærerne hver en håndfuld elever med for at undervise dem i praktisk sygepleje. Der blev lagt vægt på at uddanne sygeplejersker, som kunne deres håndværk; standarden var høj og der blev lagt vægt på fællesskabet man arbejdede sammen, holdt andagt sammen og lærerne fik tid og lejlighed til at svare på spørgsmål og uddybe emner i samspillet med eleverne.
I 1984 rejste Rigmor Madsen hjem til Danmark igen. Efter 39 år i Asien og Afrika. I kufferten havde hun en lille mappe med udklip. Gennem længere tid havde hun samlet udklip om det at være pensionist. Det har hendes venner og familie grinet meget af siden. For tiden er fløjet af sted. Først og fremmest var det jo fantastisk at få tid til familie og venner i Danmark. Så var der den lokale kirke og søndagsskole. Der var IM i Åbyhøj og menighedsplejen. Der var DMS kredsen og Dansk Kristelig Sygeplejeforening. Plus alt det andet møder, foredrag og udvalg og komiteer. Og så har hun da også været på besøg i både Kina, Indien og Afrika igen flere gange faktisk. Den sidste tur var til 50 års jubilæum på Ndolage Sygeplejeskole, hvor hun til sin store fornøjelse mødte to af sine gamle elever. I dag er de begge lærere på skolen. Det var fantastisk at høre om deres engagement blandt kvinder i dag, fortæller hun.
Rigmor Madsen er i dag 85 år gammel. Hun har jo faktisk fortjent at holde fri. Men hun gør det ikke særlig tit. Hendes kald til mission er et kald for livet. Og kaldet er i dag lige så levende som dengang hun var ung. Og det smitter!
