Tværkirkelig forbønsgruppe i Maribo fik Initiativprisen 2017
– Jeg valgte at tildele denne gruppe årets initiativpris, fordi det nok er et af de vigtigste kirkelige initiativer, man kan tænke sig, siger biskop Steen Skovsgaard om valget af forbønsgruppen i Maribo.
Dagmar Viftrup modtog prisen på vegne af bedegruppen den 18. juni i forbindelse med et stiftsmøde. Prisen er et kors, doneret af Den gamle smedje i Sakskøbing.
Biskoppen gengiver, hvad Dagmar Viftrup i 2007 skrev til ham:
”Vi er 6-7 piger – alle over 70, der hver tirsdag mellem 14-15.30 samles her i min lille stue for at takke og lovprise Gud og gå i forbøn for aktuelle emner i vor by, landsdel, ja hele Danmark, dem ude i verden, der bliver forfulgt pga. deres tro på Jesus. Vi beder om, at vi kristne må blive/være fyldt af Helligånd og ild, så vi bliver mere synlige i tiden, vi lever i. Ja, der er såmænd emner nok, bare på forsiden af avisen eller TV.
Vi beder meget for folk i høje stillinger, deriblandt vores biskop med familie…Vi er ganske vist en ynkelig lille flok, alle over 70. En næsten blind, én har Parkinsons sygdom, vi er to, der har sklerose. En kan ikke forstå, at hun lever endnu, to har dårlige rygge. Men gruppen har bestået i 10 år, og vi agter at fortsætte. Vi bliver selv velsignet og har fået mange bønnesvar.
Vi ønsker bare at være et lille bitte hjørne af Herrens vingård.”
”Det er en økumenisk gruppe, hvor der bl.a. også var en katolik til stede, og man tog emner fra en krukke, læste op, tilføjede lidt selv, og var i en helt naturlig dialog med Gud og med hinanden”, skriver biskoppen og tilføjer en tak og et tillykke:
”Til lykke med prisen – må Gud forsat velsigne jeres lille svage – men åndeligt stærke – gruppe.”