Guds logik er bare anderledes
Forfatteren til ”Guds vanvid” har opsøgt den forfulgte kirke i over 70 lande, for at finde svar på hvordan kirken kan vokse under så barske vilkår.
”Du er nødt til at stoppe disse møder! Hvis du ikke stopper disse møder, vil vi beslaglægge dit hus, og vi vil smide dig på gaden,” siger politiet.
”Vil I have mit hus? Vil I have min gård? Ja, hvis I vil det, er I nødt til at tale med Jesus om det, for jeg har givet bygningerne til Ham,”…
”Vi kan ikke få fat i Jesus, men vi kan sandelig få fat på dig! Når vi tager din bygning, har du og din familie ikke noget sted at bo!”
”Så vil vi være frie til at stole på, at Gud giver os tag over hovedet og mad at spise,” erklærer de kristne i husmenigheden.
”Hvis I bliver ved med dette, vil vi tæve jer!” siger forfølgerne til dem.
”Så vil vi være frie til at stole på, at Jesus helbreder os”
”…så smider vi jer i fængsel”
”Så vil vi være frie til at prædike de gode nyheder om Jesus til fangerne, så de bliver sat fri. Vi vil være frie til at plante kirker i fængslet.”
”Hvis I forsøger at gøre det, slår vi jer ihjel!”
”Så vil vi være frie til at komme i himlen, og vi vil være sammen med Jesus for evigt.”
Friheden kan aldrig tages fra dig
Ovenstående dialog udtrykker mødet mellem den forfulgte menighed i Kina og de undertrykkende myndigheder. Samtidig er det et billede på den fantastiske historie, der gentager sig i land efter land, hvor kristne betaler den ultimative pris for at følge Jesus Kristus og gøre ham kendt over for deres landsmænd.
Når disse modige kristne står ansigt til ansigt med deres forfølgere, som vil tvinge dem til at fornægte Jesus eller i det mindste holde ham for sig selv, lyder svaret, som et ekko fra Peter og Johannes, vi kan ikke lade være med at vidne om Ham.
Konsekvenserne er diskrimination, undertrykkelse, fængslinger, tortur og i nogle tilfælde henrettelse, og det foregår på daglig basis i nogle af verdens barskeste steder, den dag i dag.
Beretningerne fra den forfulgte kirke minder os, i vores trygge og frihedselskende Danmark, om, at friheden ikke kan tages fra et menneske. Friheden til at tro, på trods af modstand, forfølgelser og uretfærdighed, lyser som et fyrtårn, helt fra det åndeligt formørkede Kina og de undertrykkende muslimske regimer og til den vestlige verden, der med største selvfølgelighed nyder friheden til at tro og udøve kristendommen. Og når lyset falder, rammer det lige i hjertet og afslører, at det, der ikke kan tages fra et menneske med vold og magt, alligevel kan mistes, når forfængelighed, menneskefrygt, materialisme og manglende tros-lydighed forhindrer den vestlige kristenhed i at holde vidnesbyrdet og troen frem som det, vi sætter allerhøjest i livet.
Guds vandvid
Nik Ripken (pseudonym) er forfatter til bogen, som har fået den noget provokerende titel ”Guds vanvid”. Nik Ripken ser i bogen tilbage på mange år, hvor han har været en del af eller fulgt den forfulgte kirke. Det er en rejse, der tager læseren med tilbage til begyndelsen af 90’erne, hvor forfatteren beskriver en tilværelse i Somalia – et helvede på jorden – hvor mennesker døde som resultat af borgerkrigens kampe eller følgevirkningerne, hungersnød og sygdom.
I dette hærgede land prøver Nik Ripken og den organisation, som virkede der, at give nødhjælp til tusinder i håb om også at kunne give dem Jesus. Men efter 6 års indsats er det, som om alt falder til jorden, og han må tage flugten selv.
Tilbage i USA leder Nik Ripken efter svaret på, hvordan Gud er at finde midt i dette vanvid. Har Gud mistet magten, eller er han bare ligeglad med de ufattelige menneskelige tragedier, spørger han sig selv. Og så kommer han på sporet af et endnu mere interessant spørgsmål: ”Hvordan kan kristne, der lever under hård forfølgelse for deres tro, ikke bare overleve, men have fremgang i troen og gøre flere til disciple af Jesus?”
Dette spørgsmål driver forfatteren til at opsøge den forfulgte kirke i over 70 lande og høre beretninger fra tusindvis af kristne. Nogle af de mest gribende og udfordrende historier er at finde i bogen. Det er historien om Sophia, der synger for Somalias fortabte børn, om Dmitrij, der overlever russiske fængsel og tortur ved hjælp at to rutiner; en salme til Gud hver morgen og takkeofre af bibelvers, hver gang han kan skaffe en lap papir. Det er troen lutret som guld gennem ilden.
Midt imellem historier om Guds suveræne åbenbaringer og interventioner, som historien om muslimen Pramana, der i et forsøg på at redde sit ægteskab, sine husdyr og sit liv, oplever Jesus, der åbenbarer sig for ham og fortæller ham, hvordan han skal finde frem til én af de tre kristne, der findes i en befolkning af millioner.
Guds veje er over vore
Det er altid en glæde at læse om mennesker, som følger Jesus Kristus. Guds vanvid minder os om, at vi aldrig kan gennemskue Guds veje, men at vi kan have tillid til, at ”Han er det hele værd” – som verdens barskeste mand (kalder forfatteren ham) siger. Den minder os om, at vi har ufatteligt meget at være taknemmelige over, at der er mennesker vi skal huske i vore bønner, og at Jesus sendte alle sine disciple ud i verden med en befaling. Det kan virke umuligt, ja ligefrem vanvittigt, at tale om Jesus til kolleger, flygtninge, fjender af alt hvad der lyder religiøst… men vi kan være lydige mod Jesu befaling, være hans efterfølgere og opleve, at Guds veje er over vore.
Nik Ripken: Guds vanvid
348 sider • 149,95 kr.
Åbne Døre