Regering dropper ’moms- tyveri’ fra foreninger
”Tyveri ved højlys dag” kaldte Frivilligrådets formand, Vibe Klarup, det, da skatteministeren bebudede, at han ville afskaffe moms-godtgørelsen for velgørende foreninger og frikirker – som han sagde udnyttede ordningen. Nu har regeringen droppet ”tyveriet”.
I forvejen kompenserer skatteministeriet kun ca. 150 mio. af de ca. 500 mio. som de velgørende foreninger og frikirker betaler. Og først efter ansøgning.
Men disse 150 mio. ville skatteministeren også tage fra foreningerne i et spareforsøg.
Udover de store organisationer, som fx Røde Kors og Mødrehjælpen, reagerede også FrikirkeNet og andre kirkelige organisationer, som omtalt i Udfordringen uge 37.
– Det er helt urimeligt, hvis vi skal til at betale moms af gaver, sagde generalsekretær Michael Wandt Laursen fra Frikirkenet.
Som et plaster på såret skulle der afsættes 67 millioner i en pulje, som de ca. 900 foreninger kunne søge. Men her frygtede de kirkelige at blive sorteper.
Efter protesterne udtrykte Venstres kirkepolitiske ordfører Carl Holst og flere Venstre-folk sig ligesom Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti kritisk overfor regeringens forslag.
Regeringen har nu droppet forslaget, der ellers skulle være trådt i kraft fra nytår 2018.
Læs også leder