Hvornår er et liv værdigt?

Hvad er det for et samfund vi er ved at skabe, når man mener, at man gør sig selv og det lidende menneske en tjeneste ved at tage livet af det inden fødslen eller før den naturlige død?

Vi kender alle mennesker, der har haft så stor en indflydelse på vore liv, at vi ikke ville have været de samme, hvis ikke vi havde kendt dem; mennesker, som har sat uudslettelige spor i vore liv.

De mest oplagte er selvfølgelig vore forældre, foruden hvem vi i hvert fald ikke havde været de samme, ja overhovedet havde været til. Også venner, en lærer eller måske en præst kan være sådanne sporsættere. Men selv langt mindre oplagte personer kan have sat afgørende spor, måske uden at vi – og de – har opdaget eller kunnet forestille os det.

Når jeg ser tilbage på mit liv, har jeg mindst to af disse i udgangspunktet ikke særlig oplagte personer, jeg kan takke for, at jeg er den, jeg er, og som har lært mig noget værdifuldt om livet, som ingen andre kunne have lært mig så eftertrykkeligt og autentisk.

En særlig fred

Den ene er en gammel, dement diakonisse. Som tyveårig flyttede jeg til Sankt Lukas Stiftelsen som diakonisseelev. Her arbejdede jeg en årrække på diakonissehusets plejehjem, Lindely, hvor søster Wilhelmine boede. Hun var permanent sengeliggende. Hele hendes krop var stivnet, og hendes ordforråd var indskrænket til et tilbagevendende ”Åh, da-da-da”.

Hvor meget hun kunne opfatte, var svært at afgøre, for alle naturlige døre ind til et menneskes indre, var definitivt lukkede hos hende. Jeg havde ikke kendt hende i hendes velmagtsdage, før denne stivnethed var indtrådt, og vidste kun det om hendes liv, som hendes medsøstre kunne fortælle mig.
Men også uden disse historier, ville jeg vide, at hun, som alle diakonisserne, havde en lang, travl tjeneste for Gud bag sig – og hvad var hendes liv nu sammenlignet med dette?

Man taler så meget om retten til et værdigt liv. Kunne hendes afslutning på livet kaldes værdigt? De fleste, der mener at kunne vurdere den slags ting, ville nok sige nej. Men søster Wilhelmine var den første, der lærte mig sådan helt ind i marven, at dette ikke er tilfældet. Tværs gennem det tilsyneladende uigennemtrængelige kom jeg tæt på hende, som på ingen af de andre diakonisser. Selv den dag i dag, næsten 30 år senere, mindes jeg hende med glæde, taknemlighed og savn. Der var en særlig fred i hendes stue, som drog mig til hende, også udenfor min arbejdstid. Ofte tog jeg min guitar med over til hende og sang trosstyrkende sange for hende, og det var som om vi nåede hinanden bagom tid og rum – på troens plan. Det kan ikke forklares, men det var alligevel fuldt ud virkeligt og på en mærkelig måde også helt konkret.

Søster Wilhelmine lærte mig, at et menneskes sande værdi ligger hinsides alt det, vi kan se og beundre ved et menneske. Det ligger hinsides kroppens funktioner, talte ord og enhver anden ydre kommunikation. Intet kan tage vor Gudgivne værdi fra os, ja ofte træder den særlig tydeligt frem, der hvor vi står rippet for alt det, vi normalt værdisætter et menneske efter. Netop der stråler vor sande værdi igennem og siger os noget om den Gud, som skabte os.

Kaldte det bedste frem

Den anden mødte jeg, mens jeg i en periode cirka tyve år senere arbejdede med multihandicappede børn og unge. Blandt dem var en lille pige, hvis formåen indskrænkede sig til et absolut minimum.
Tilsyneladende var det alt for overvældende for hende at gøre brug af for mange sanser på en gang, så hun lukkede automatisk øjnene, når hun fik noget at spise og derfor var nødt til for en stund at aktivere smagssansen. At få øjenkontakt med hende kunne være noget af en udfordring, som det var det hos de fleste af de børn, jeg arbejdede blandt; og som hos gamle søster Wilhelmine var det som om, der fysisk set var en uoverkommelig barriere mellem hende og mig.

Alligevel erfarede jeg det stik modsatte. I stedet var det som om denne tilsyneladende manglende bevidsthed og kommunikation, alt det, som definerer et menneske for os, i stedet viste sig at være barrierer, som var blevet fjernet og gjorde, at jeg umiddelbart og direkte kunne møde denne lille piges dybeste væsen, det, vi alle ejer et sted dybt inde bag alle ydre udmærkelser og forsvarsværker.

Og jeg lagde mærke til noget andet: Dette lille væsen med de indtil benet beskårne udfoldelsesmuligheder kaldte det bedste og mest ægte frem i alle, der mødte hende. Hvilken større og rigere opgave eller hvilket større kald kan et menneske egentlig få? Undertiden oplevede jeg det som at se direkte ind i Guds eget ansigt.

Hvilket samfund er vi ved at skabe?

Jeg kan ikke lade være at tænke, hvilken gennemgribende forbrydelse et samfund gør sig skyld i – ikke bare overfor det handicappede barn eller den syge ældre, men også overfor samfundet selv og dets indbyggere – når man mener, at man gør sig selv og det lidende menneske en tjeneste ved at tage livet af det inden fødslen eller før den naturlige død. Mon vi overhovedet kunne have skabt det samfund, vi har i dag, hvor man mistænkeliggør syge og arbejdsløse, og hvor stakkevis går ned med stress, fordi de ikke kan leve op til kravene om effektivitet, vellykkethed og succes, hvis vi havde favnet disse tilsyneladende uværdige liv?

Er de mon ikke et bolværk mod kynismen og egoismen, og har vi ikke ved blot at overveje, hvilke liv, der er værdige, og hvilke der ikke er, frarøvet os selv noget af det mest værdifulde i livet – vor egen menneskelighed? Har vi til syvende og sidste ikke fraskrevet os selve Himmeriget?