Børn indsamlede 80.000 til forfulgte
Skoleelever fra det vestlige Norge har indsamlet 80.000 kroner til forfulgte kristne.
Den kristne friskole, Møre barne- og ungdomsskole i Herøy Kommune, har holdt juleindsamling til fordel for Åbne Døres arbejde i Centralasien.
Alle skolens 140 elever var med til missionsugen i uge 45, selvom eleverne i de ældste klasser tog det største ansvar.
– Gennem sådan en uge ønsker vi at lære eleverne om mission. Skolen har også et langsigtet mål om, at eleverne vil engagere sig i missionsarbejde senere i livet, siger Ståle Tønnesen, der er leder af skolens missionskomité.
Åbne Døres juleprojekt har fokus på børn i Centralasien, som lider under fattigdom og forfølgelse.
Organisationens samarbejdspartnere i Centralasien uddeler både julegaver og madpakker. De laver også et arrangement til glæde og opmuntring for børnene.
Under missionsugen arbejdede de ældste elever med en stor basar. Flere hundrede gæster kom for at købe mad og lodsedler og deltage i skolens særlige programmer.
Nogle af pengene er dog kommet ind gennem sponsorløb og kantinedrift.
Mandag morgen i missionsugen kom områdeleder Olaug Lillian Bjørke fra Åpne Dører på besøg for at inspirere eleverne med billeder, film og historier fra Centralasien.
Efter det flotte indsamlingsresultat takker hun nu både skolen og eleverne for deres store indsats.
KPK/Bodil