Så blev det jul igen
Så er vi tæt på jul igen. De fleste gaver er købt. De sidste kan stadig nås. Der er blevet bagt, eller også er bagernes hjemmebag købt. Der er købt juletræ, og der er pyntet op i mange hjem. Fryseren og køleskabet bugner. Der er lagt op til årets familiefest. Den danske jul og det er hyggeligt.Også hjemme hos os skal der holdes jul. Vi vil spise godt. Vi vil samles om træet og gaverne, men vi vil også læse højt af den gamle Holberg-Bibel med gotiske bogstaver, som jeg har arvet fra min far, der har den fra sin far, der
. Det er gammel tradition fra vores familie, at vi læser juleevangeliet fra den og barnet i krybben skal være i centrum. Vi vil synge salmer ved træet – og ikke omkring træet.
Vi fejrer en blanding af svensk og dansk jul. Min kone er nydansker og har taget nogle af de svenske traditioner med ind i vores danske jul. Men julottan må vi savne. I Sverige går man kun få steder i kirke den 24. og man danser ikke om juletræet jo man har sanglege omkring juletræet, men at synge salmer omkring juletræet er en vederstyggelighed. Til gengæld går man og jeg mener går – til julottan tidligt om morgenen den 25. december. Nogle steder er der gudstjeneste kl. 6, andre kl. 7. Det er så flot, når man går til kirke en stjerneklædt julemorgen, og sneen knirker under fødderne.
Men vi kommer nok til at savne sneen, som vi kender fra Sverige og fra Grønland, hvor alt er hvidt.
Til gengæld vil vi have lige så mange levende lys som i Grønland, hvor vi var vant til at tænde levende lys i hele mørketiden. Mørketid var for os hyggetid.
De mange levende lys minder os om, at Jesus kom for at tænde lys i mørket. Og hvert eneste lys gør sin virkning.
Jesus er verdens lys, og vi er hans små reflekser. Gid at mennesker må se hans genskin i vore liv. Det er min bøn, at vi alle i denne jul må blive ramt af Hans lys, kærlighed, glæde og fred, så det må stråle ud fra os, og skinne på dem omkring os, som trænger til Hans lys.
Glædelig Jul og et Velsignet Nytår.