Jeg bruger for mange penge på tøj og sko
Kære Suh
Jeg har en rigtig dårlig vane, eller måske er det faktisk blevet til et reelt problem: Jeg bruger for mange penge på tøj og sko.
Synes, det er virkelig pinligt at erkende, for det virker bare så dumt og overfladisk. Jeg har flere gange forsøgt at ændre på det, men det er som om, at jeg bare ikke kan lade være, og jeg finder hurtigt på 100 undskyldninger for lige at købe denne gang, og så lige en gang til, og så fortsætter det.
Jeg har et fuldtidsjob, så jeg kan godt klare regninger m.m ved siden af, men der bliver ikke noget tilbage til opsparing, som jeg egentlig gerne ville, og jeg har (igen pinligt) efterhånden også et pladsproblem til alt det tøj og alle mine sko.
Jeg ved godt, at jeg bare burde tage mig ordentligt sammen, men det er bare virkelig svært.
Hilsen en shopaholic
Kære Shopaholic
Som med alle andre mennesker med problemer, synes jeg blot det er modigt og prisværdigt, at du vælger at stå frem og bede om hjælp, i stedet for at lade din stolthed bestemme, at du skal blive ved med at kæmpe en for svær kamp alene.
Først og fremmest bliver du nødt til at finde ud af, hvad dit indkøb af alt det tøj og sko gør for dig.
Det handler jo tydeligvis ikke kun om, at du skal have noget at gå i, eftersom du har så meget, at du efterhånden ikke har plads til det.
Så tænk dig rigtig grundigt om: Hvilke følelsesmæssige behov bliver opfyldt, når du shopper?
Er det et kick af begejstring og glæde over nye farver og designs i garderoben?
Er der mon en oplevelse af kontrol og magt, når du svinger med kortet og ser poserne bugne?
Er det for at jage en kedsomhed væk?
Får du en oplevelse af at være mere attraktiv i det nye tøj?
Har du brug for at hævde dig overfor andre?
Vær grundig i din granskning af dig selv, for først når du bliver klar over, hvilket behov dine mange indkøb egentlig dækker over, kan du komme det ordentlig til livs.
Handler det fx om, at du i virkeligheden keder dig i dit liv, så skal du fokusere langt mere på, hvordan du får fyldt dit liv med noget meningsfyldt og spændende, snarere end om udelukkende at gå på tøj-og-sko-diæt – så er det blot et spørgsmål om tid, før du ikke kan holde det ud længere.
Handler det mere om en oplevelse af at have magt/være i kontrol, så skal du prøve at undersøge, om der er områder i dit liv, hvor du netop er udfordret på manglende magt/kontrol, og hvor det måske plager dig mere, end du er klar over?
På den måde bliver din shoppen en form for kompensation – men aldrig helt tilfredsstillende, fordi det ikke er det, det egentlig handler om, og derfor må du købe mere og mere.
For nogle er et overforbrug af ting ganske enkelt et udtryk for et tomrum indeni. Mangel på solide venskaber eller kærlighed. Så måske skal du granske også dit liv og dine relationer og overveje om der er noget dér, du trænger til at investere i – enten praktisk eller økonomisk?
Det kan vise sig at være en langt mere udbytterig investering end tøj og sko.
Hilsen Suh