– Det kan aldrig gå i Løgumkloster!

Det begyndte i 1974. En lille gruppe havde dannet en fælleskirkelig kreds, som bad for deres by, præsten, kirken og missionsforeningerne. Og så skete der noget…Men bestemt ikke lige med det samme. Og slet ikke som Karen og Kalli Christesen havde forestillet sig det.

– Da jeg var 30, så jeg Jesus i et syn. Han stod der med åbne arme og var så utrolig kærlig mod mig, siger den 59-årige Karen.
– Før den tid tvivlede jeg tit på min tro. Jeg oplevede mig selv som en stor synder og var bange for at have syndet mod Helligånden. Ofte følte jeg mig fortabt og troede, jeg skulle havne i helvede.
Karen og Kalli gik meget op i antikke ting og våben. Nu betød de pludselig ikke længere så meget for dem.
– Vi fik ryddet op i det og blev fuldstændig løst fra det materielle. I stedet fik vi en utrolig stor nød for, at mennesker måtte blive frelst. Vi kunne sidde inde i vores stue og bede for mennesker, der gik forbi på fortovet udenfor, husker Karen med et smil.
Kalli var i første omgang tilskuer til den forvandling, der skete med hans kone. Men snart blev det hans tur:

– En dag, mens jeg kørte i bilen, begyndte jeg pludselig at tale i tunger, erindrer den 59-årige Kalli.
– Vi oplevede begge at blive fyldt af Helligånden og fik en utrolig vished om at være i Guds hånd med hele vores liv. Det var bare sådan en fantastisk tid.
De begyndte at komme meget i sammenhænge med åndelig fornyelse, blandt andet på Vejen Højskole Kibbutz. Bibelen var begyndt at lukke sig op for dem, og de søgte efter Guds ledelse i deres liv.

I 1978 arbejdede Karen og Kalli i køkkenet sammen med det kristne kollektiv Quo Vadis på Roskilde Festival.
– Vi var ikke ude på pladsen og tale med mennesker om Gud. Det havde vi slet ikke frimodighed til, siger Kalli.
Men de gik alligevel ind og kiggede på pladsen en dag. Et lille skilt på deres bluser afslørede deres tilhørsforhold.
– Folk begyndte at spørge om kristendom. Og vi fik sparket til at fortælle dem om Guds kærlighed. Det vendte noget i mig, fastslår Kalli.
De begyndte at stille et „Jesus-telt“ op til den traditionsrige byfest „Klostermærken“ i Løgumkloster.
– Jesus siger, at vi er verdens lys. Derfor følte vi også, at vi skulle være lys i vores by, siger Kalli.

Det var i begyndelsen af firserne, at tanken om en café i Løgumkloster dukkede op.
– Jeg havde en vision, hvor jeg så en rede med æg i, der skulle udruges, husker Karen.
– Da der ikke skete noget med cafeen i løbet af firserne, tog vi det som et tegn på, at det ikke var tiden endnu.
Men at der skulle gå mere end 20 år, før „æggene var udruget“, og visionen blev til virkelighed, havde ingen af dem regnet med.
– Folk har mange gange spurgt, hvordan vi kunne holde visionen i live så længe. Og så var der selvfølgelig også de kritiske røster, der mente, at cafeen ville lukke igen efter et halvt år. Det ville aldrig kunne lade sig gøre med en café i sådan en lille by som Løgumkloster, fortæller Karen.
Ofte måtte de spørge, om de havde forpasset tiden.
– Det er lettere at lade være, men er det også det rigtige? spørger ægteparret samstemmende.

Det skortede dog heller ikke på opmuntringer. Selv om de gik stille med dørene, blev flere og flere med tiden optaget af at realisere ideen.
– På et tidspunkt kom en kvinde til mig og sagde, at hun havde ligget vågen hele natten og bedt over denne sag. Hun mindede mig om de tomme butikker i byen, og jeg måtte spørge mig selv, om Gud virkelig talte gennem hende til mig, siger Karen og tilføjer, at de havde bedt Gud om et tegn, så de kunne få klarhed.
Senere blev Karen og Kalli opmuntret af ordene fra Ordsprogenes Bog: „Stol på Herren af hele jeres hjerte og forlad jer ikke på jeres forstand.“

Al begyndelse er svær. Og for at komme godt i gang økonomisk blev der sendt breve ud med anmodninger om at blive sponsor.
– Vi havde brug for 20 sponsorer, der ville give 300 kroner om måneden det første år. Derefter skulle cafeen bære sig selv økonomisk, fortæller Kalli.
Det lykkedes at skaffe sponsorerne, og der blev ydet et lån til indkøb af stole, borde, kaffemaskine m.m.
– På et tidspunkt manglede vi et nyt kasseapparat, og vi havde ingen penge. Men Gud mindede en mand om at give 5.000 kroner til cafeen. Og det var lige præcis nok! siger Kalli med begejstring i stemmen.
Også frivillige medhjælpere til cafe-arbejdet begyndte at melde sig, og de har været helt uundværlige for cafeen.

Et kig ind i cafeen afslører et hyggeligt rum og en høj standard af inventaret.
– Cafeen er ikke et værested. Folk kan komme og få en kop kaffe eller en lun ret og gå igen, uden at de behøver at blive konfronteret med kristendommen. Vi tvangs-evangeliserer ikke folk, men vi er der, hvis nogen har brug for at tale med os om Gud, siger det engagerede ægtepar. I øvrigt rummer cafeen også en række andre aktiviteter som studie- og sjælesorgsgrupper.
– I begyndelsen var folk i byen skeptiske overfor cafeen. Mange troede, at det var en missionsk café. Men efter det første år er stemningen vendt, siger Karen og Kalli.
– Folk, som er kirkefremmede, har sagt til os, at vi ikke må lukke, men skal holde ud. De synes, at det er godt for byen med en café. Og byens museum er glad for at have et sted at henvise deres besøgende til.

Karen og Kalli opfordrer andre til at realisere deres vision.
– Men løb ikke for stærkt. Gå de skridt, Gud leder dig og spørg efter hans vilje. Det giver stor frimodighed, når man ved, det er fra Gud, mener de.
For Karen indeholder ordet frimodighed tre vigtige elementer: At være FRI, MODIG og HED. Det sidste hentyder til, at man må brænde for sagen.
Om de fremtidige perspektiver for cafeen er ægteparret afventende:
– Gud er boss for cafeen, og vi venter på, hvad han vil videre frem.