– Vi har fundet stedet, hvor Jesus helbredte

Israelske arkæologer har fundet Siloa-dammen, hvor Jesus helbredte en blind mandJERUSALEM – Efter at have været skjult i næsten 2000 år har israelske arkæologer gravet Siloa-dammen i Jerusalem frem. Her blev en blindfødt mand helbredt af Jesus. Stenene er de samme som på Templets tid. Nærmere Jesu fodspor kommer man næppe.

– På disse sten har den blinde mand gået, da han kom for at vaske sig, siger arkæolog Eli Shukron, der har ledet udgravningen af Siloa-dammen

– Det startede for et år siden, da en kloakledning skulle ændres. Gravemaskinen stødte på nogle trappetrin, som førte ned til et damanlæg. Det kommunale arbejde blev standset, og arkæologer blev tilkaldt. I løbet af et år har vi udgravet området. Der er ingen tvivl om, at dette er Siloa-dammen fra det andet tempels tid, siger arkæolog Eli Shukron fra de israelske antik-myndigheder til Udfordringen.
Shukron er heller ikke i tvivl om, at Jesu mirakel, som står omtalt i Johannesevangeliet kapitel 9, må have foregået lige netop her. Da Jesus mødte en blindfødt mand, spyttede han på jorden og lavede noget mudder af spyttet og smurte det på hans øjne og sagde til den blinde mand:
„…Gå hen og vask dig i Siloa-dammen! – Siloa betyder ‘udsendt’. Han gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.“ (Joh 9,7).
Folket blev forundret over miraklet og spurgte, hvordan den tidligere tigger nu kunne se. Selv fortalte den blinde mand:
„Den mand, som hedder Jesus, lavede dynd og smurte det på mine øjne og sagde til mig: Gå hen til Siloa og vask dig. Da jeg så gik derhen og vaskede mig, kunne jeg se.“ (Joh 9,11).
– På disse sten har den blinde mand gået, da han kom for at vaske sig. Her kan Jesus også have vandret. Det er de samme sten som under det andet tempels tid, siger Eli Shukron.

Vigtige fund

Her kommer vandet ud fra Esekias’ tunnel. Tidligere troede man fejlagtigt, at dette var Siloa-dammen

Der var ikke noget mærkeligt ved, at Jesus bad manden gå hen til Siloa-dammen for at vaske sig. Dette var en stor mikva, eller et religiøst badebassin, hvor pilgrimme skulle rense sig, før de gik op til templet. Hver dag kom der mange mennesker her.
– I år 70 ødelagde romerne templet, og der var ikke længere behov for at rense sig i denne mikva. Siloa-dammen mistede sin betydning og blev år for år dækket af sand og skidt. Så blev der bygget huse her, og stedet blev glemt, fortæller Shukron.
Han har fundet både potteskår og mønter helt frem til revolutionen omkring år 70. Derfor kan arkæologerne med stor sikkerhed sige, at efter templets ødelæggelse var det også slut med Siloa.
Vandet i Siloa-dammen kommer fra Gihon-kilden og bliver ledet gennem en 512 meter lang tunnel, som kong Esekias lod bygge for at sikre vandforsyningen til Jerusalem i tilfælde af krig og belejring (2 Krøn 32,30). I slutningen af 1800-tallet fandt man en indskrift, som blev sat op, da kongen byggede denne tunnel. Den dag i dag kan man se det friske vand strømme ud på samme måde som på Jesu tid.
For religiøse jøder er drømmen om et tempel og dermed også et religiøst bad med dette vand fortsat levende. Udfordringen besøgte stedet i december og opdagede et par bukser, som hang på porten foran Esekias’ tunnel. En ortodoks jøde med langt skæg tog sig et religiøst bad i tunnelen, før han tog sit sorte tøj på og stille luntede op i retning mod kong Davids palads og templet, som lå der engang.
– Det er folk med en stærk tro, sagde en israeler til Udfordringen.

Venter på de kristne

– Jeg vil tro, at stedet, hvor Jesus gjorde miraklet, må være vigtigt for de kristne.
Eli Shukron, som har ansvaret for udgravningen, håber efterhånden, at de skal få fjernet kloakledningen og ordnet stedet til glæde for turisterne. Der er endnu meget i Siloa-området, som kan graves ud, men der står huse på den jordmasse, som har hobet sig op i tidens løb.
Indtil for et år siden troede man, at Siloa-dammen lå et stenkast længere oppe mellem to trange mure. Nu ved arkæologerne, hvor Siloa er. Selv om der ikke er så mange, som kender til stedet, er der enkelte kristne, som kommer for at opleve området. Man kan fortsat se det klare vand, som strømmer forbi, som da den blinde mand blev helbredt af Jesus.
Det er, som om stenene taler om Guds Søn, som en gang vandrede på disse sten blandt sit jødiske folk.