Pilatus’ signetring vidner om Jesus

”Se hvilket menneske,” sagde Pontius Pilatus, da han viste Jesus frem for folkeskaren under domfældelsen. Pilatus’ hustru advarede sin mand mod at dømme ”den retfærdige” (Matt. 27,19). Hun ses yderst til højre på vej væk. ”Ecce homo” er malet af Antonio Ciseri i 1871.

Pontius Pilatus, som dømte Jesus til døden, har efterladt sig spor i den synlige verden. Nu har forskere gransket en signetring, som blev fundet ved fæstningen Herodion udenfor Jerusalem for omkring 50 år siden. På ringen står der ’Pilatus’.

Det var professor Gideon Forster fra Det hebraiske Universitet, som ledede udgravningerne fra 1968 til 1969 – ikke længe efter at seksdageskrigen havde åbnet mulighed for denne type fund.

Signetring med Pilatus’ navn. Tegning: J. Rodman. Foto: C. Amit, IAA Photographic Department.
Afsløret af kamera

Når arkæologer graver i Israels jord, er den ofte så mættet af jødisk og bibelsk historie, at det kan tage tid, før alle fund bliver udforsket. Israels antikmyndighed har nu renset ringen og affotograferet den med et specialkamera, som afslører dens hemmelighed.

Hemmeligheden er navnet Pilatus, skrevet på græsk. Siden det er en signetring, muligvis et officielt stempel, er der også et billede. Det viser en klassisk græsk krukke, som sandsynligvis har indeholdt vand til fortynding af vin.

Undersøgelsen er foretaget af Malka Hershkovitz, professor Shua Amorai-Stark, Gideon Foerster, Yakov Kalmann og Rachek Chacghy. Ringen blev overdraget til Dr. Roee Porath ved Det hebraiske Universitet . Han har selv deltaget og leder studiet i Herodion-området.

Resultatet blev præsenteret i bladet «Israel Exploration Journal» og omtalt på de første sider af aviserne The Jerusalem Post og Haaretz.

Pilatus-stenen. Foto: Israel-Museet.
Embedsmands ring

Pontius Pilatus har næppe selv benyttet ringen. Den er nok snarere blevet brugt af embedsfolk, som har stemplet hans signatur.

I aviserne er man enige om, at Pilatus ikke var noget almindeligt navn på den tid, og ringen har sandsynligvis tilhørt den femte romerske præfekt på den tid.
Arkæologer mener, at han kan have benyttet Herodes’ gamle klippeborg, Herodion. Han styrede landet fra år 26 til år 36 – nogle mener dog allerede fra 19 e.Kr.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Sjældent navn

Professor Dan Schwartz siger til Haaretz, at navnet Pilatus var sjældent i Israel på den tid.
– Jeg kender ikke til nogen anden Pilatus i den periode. Ringen viser, at det er en mand med status og rigdom, sagde Dan Schwartz.

Pilatus er et særdeles vigtigt navn. Det var denne romerske landshøvding, som dømte Jesus til døden ved korsfæstelse i Jerusalem. Den kendte jødiske historieskriver Josefus omtaler også Pilatus og skriver ifølge Jerusalem Post, at denne forsøgte at få Jesus frigivet.

Historien om Pilatus, som dømte Jesus til døden på korset, er nøjagtigt nedskrevet i blandt andet Mattæusevangeliet kapitel 27. Det er og bliver det vigtigste retsreferat i menneskehedens historie, fordi det fortæller om, at Guds Søn blev dømt til døden. Han kom til verden for at lide og dø og påtage sig alle menneskers straf.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det er derfor ikke så underligt, at onde kræfter har forsøgt at så tvivl om Pilatus’ eksistens. Man har sagt, at der aldrig har eksisteret en romersk landshøvding som Pilatus. De mente, at det bare var noget, Bibelens forfattere havde fundet på, og de henviste til, at der ikke var nogen synlige beviser for mandens eksistens.

Men denne vantro varede kun frem til 1961. Da fandt arkæologer nemlig en stenplade med navnet Pilatus i den romerske administrationsby Cæsarea ved havet. Måske har pladen været sat op i amfiteateret for at vise, hvor Pilatus havde sin fremtrædende plads. Dette fund lukkede munden på de liberale teologer.

Bevis nr. 2

Nu er der så her ved juletid kommet endnu et bevis på Pilatus’ liv: Denne ring. Den bekræfter ikke bare Bibelens historie, men signetringen er også et vigtigt politisk dokument om jødefolkets mangeårige tilknytning til landet og til selve frelseshistorien. Jesus var jo jøde. Det er underligt at se, hvordan stenene taler – og i dette tilfælde altså en ring.

Nu skal man fejre jul i hele den kristne verden til minde om og i glæde over, at Guds Søn blev født ind i verden, til frelse for alle mennesker. Det kan nok for nogle næsten føles som en lille hilsen fra oven, når stenene taler.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Men enhver som har mødt Jesus som sin personlige frelser, behøver ingen fysiske beviser. Guds Ord i Bibelen er nok.

Når Den Hellige Ånd gi’r lys og åbenbarer Ordet, kan alle uden tvivl i hjertet synge med på julesangene om frelseren, der blev født i Betlehem.