Er materialismen blot en filosofi?

”Materialismens død – filosofiens renæssance” hedder en ny bog af Karsten Pultz, som netop er udkommet på Udfordringens forlag.

Det er en bog om virkelighedens inderste beskaffenhed – noget, mange mennesker aldrig rigtig har stunder til at beskæftige sig ordentligt med.

Som forfatteren selv siger: ”Ingen har simpelthen tid til at efterforske alle de forskellige videnskabelige, filosofiske og historiske påstande, som medier og undervisningssystem præsenterer os for.”

Karsten Pultz har i denne bog taget sig tiden til at gøre det, og det er der kommet noget godt – og sjovt – ud af.

Pultz’ grundtese er, at materialismen – troen på, at alt består af og kan forklares ud fra materien, stoffet – ikke er en videnskabeligt underbygget holdning, men blot en filosofi, et verdenssyn på linje med andre verdenssyn.

Materialismen sættes i modsætning til idealismen – tanken om at ideer, bevidsthed, noget immaterielt ligger til grund for virkeligheden. Her skal man lige vænne sig til at forstå noget andet ved ’idealisme’, end man er vant til.

Pultz dykker ned i kvantefysikken og finder, at de fænomener, man her kan observere, på ingen måde understøtter det materialistiske verdenssyn, men peger på ’noget andet’ som grundlag for virkeligheden. På kvante-niveau ligner virkeligheden slet ikke det univers af små billiardkugler, vi normalt præsenteres for.

Et af hans mest interessante eksempler er ’dobbeltspalte-eksperimentet’, hvor bittesmå fotoner driver gæk med forskerne og ændrer karakter og adfærd, alt efter om vi observerer dem eller ej. Her er det svært ikke at trække på smilebåndet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Også Big Bang-teorien og evolutionsteorien kommer Pultz ind på, og lader nærmest ikke sten på sten tilbage af disse almindeligt vedtagne dogmer.

Kvantefysikken drev en af verdens største fysikere, Max Planck, til denne konklusion: ”Stof som sådan eksisterer ikke … materie består overhovedet ikke uden ånd,” og vi må ”antage denne ånd for en person.”

I tråd hermed er Pultz’s konklusion, at tidens militante ateister – Richard Dawkins m.fl. – er galt afmarcheret, når de kæphøjt forkynder, at videnskaben har taget livet af Gud. Verdens sande beskaffenhed peger tværtimod på, at Gud må findes, og at han opretholder den fysiske verden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hvis man skal kritisere en detalje ved bogen, må det være, at citater af en række dygtige og anerkendte forskere – Max Planck, Niels Bohr m.fl. – gengives først på originalsproget og derefter i dansk oversættelse. Det forstyrrer læsningen noget. Det havde været bedre med et noteapparat – det findes ikke i bogen – hvor man kunne placere den originale ordlyd og en kildehenvisning.

Efter endt læsning sidder man lidt stakåndet og tænker: Forstår jeg den virkelighed, jeg lever i? Forstår Karsten Pultz den? Er der overhovedet nogen, der forstår den?

Svaret må nærmest være nej, og det er det, der gør bogen så interessant og tankevækkende og ligefrem ”mind-blowing”, som man siger på engelsk.

Karsten Pultz: Materialismens død – Filosofiens renæssance
198 sider. 198 kr.
Udfordringens Forlag


Artiklen fortsætter efter annoncen: