Soaking – et bad i Guds nærhed

Soaking er egentligt ikke noget nyt, men en lidt anderledes måde at gøre det gode gamle på – nemlig – at søge ind i Guds nærhed og lad Helligånden kommer over énDa jeg var dreng, havde vi et badekar. Sådan et rigtigt et, som man kunne ligge udstrakt i. Når mormor – som boede hos os – havde gjort karret klart med dejligt varmt vand og duftende „Susanne Skumbad“, så var det en fryd at stige splitternøgen op i badet og sænke kroppen helt ned under vandet, og bare ligge der og bløde op og blive gennemvarm og slatten. Det var så skøøønt! Jeg kan stadig føle varmen i ansigtet, som kun lige stak oven vande. Åh!
Sådan tænker jeg på soaking (udtales „såuking“): At falde helt til ro i Guds nærhed. Fuldstændig afslappet. Varm og veltilpas. Intet at præstere. Ingen parader. Ingen forstillelse. Lutter væren, omgivet af ham, gennemtrængt af ham!
Kan vi ikke alle trænge til sådan en halv eller hel time sammen med Gud ind imellem? Men har vi ikke også gjort den erfaring, at det slet ikke er så let at få det gjort? Så ringer telefonen, så skal vi liiige se det der på TV eller få noteret den dér geniale tanke eller de to liter letmælk, vi bare ikke må glemme at købe eller … Vi har brug for en håndsrækning, så vi kan få virkeliggjort det, vi egentlig så gerne vil. Og det er sådan en håndsrækning fra Gud, jeg oplever soaking som.

Det er som om Gud på en måde siger: „Jeg kan se, at du gerne vil være koncentreret sammen med mig. Men det er bare så svært for dig at få det gjort, når du er alene derhjemme. Så hvad med at gøre det sammen i kirken? Det er meget lettere, når der er nogle andre, der gør det samme. I kan lægge jer på gulvet på nogle madrasser eller bare sidde tilbagelænet på stolene. Sæt noget afslappende musik på og bed min Helligånd komme og møde jer! Når I er sammen om det, bliver I ikke så let forstyrret. Der er ikke noget fjernsyn, ikke nogen telefon – hvis I har husket at slukke mobilen! Og jeg skal nok være der, for I er jo samlet om mit navn.“
Og han har ret! Det er faktisk nemmere, når man gør det sammen. Hviler i Guds nærhed. Praktiserer Guds nærvær. Soaker.

Soaking er et engelsk ord, der sådan set er let nok at oversætte til dansk. Politikens Engelsk Dansk Ordbog oversætter „soak“ med: „lægge/ligge i blød“; „gennembløde; gennemvæde“; og til slut: „afslappende bad“, jf. min beskrivelse i begyndelsen.
Men det bliver lidt langt i spyttet og lyder måske også lidt underligt i sammenhængen. Det kalder så at sige på en forklaring, og så kan man jo lige så godt beholde det engelske ord – den slags er vi i forvejen så vant til fra computer- og forretningsverdenen – og lade det glide ind som et nyt låneord: „Skal vi soake lidt?“ „Så er der soaking!“ „Sidst jeg soakede …“

Som det fremgår af det, jeg har skrevet, er soaking egentlig ikke noget nyt. Det er ikke en metode. Jeg vil nærmere beskrive det som en lidt anderledes måde at gøre det gode gamle på. En måde, der er blevet aktuel, fordi vi lever i nogle omgivelser, der er så fulde af muligheder for adspredelse, af sansepåvirkninger, af travlhed og jag.
Her kan vi have brug for at hjælpes ad med at forholde os til den usynlige, men særdeles virkelige, åndelige verden. C. S. Lewis skriver: „Det, som er konkret, men immaterielt, kan kun holdes for øje ved en smertelig indsats.“ At soake sammen gør indsatsen lidt mindre anstrengende. Men selve formålet bliver ikke mindre vigtigt af den grund. Det er sandt, som sjælesørgeren Leanne Payne skriver: „At begynde at holde sig den Usynligt Virkelige … for øje er at begynde at praktisere Guds nærvær, og dette er vores allervigtigste åndelige opøvelse.“

At opøve, træne, hedder på græsk askein. Herfra kommer ordet askese. Det centrale ved askesen er at opøve mine færdigheder til at vandre i Ånden, til at skelne mellem godt og ondt, til at følge i Jesu fodspor. Soaking er en lille hjælp til denne træning. En lille ørken, så at sige. I forhold til den, de gamle ørkenfædre søgte ud i for at koncentrere sig om Gud, er den bekvem og behagelig. Men man skal jo begynde et sted. Det vigtige er, at vi rent faktisk får taget os tid til at være sammen med Gud – og det gør man i fælles soaking. Når så først man har fået smag for det og har oplevet, at det ikke er så svært endda, kan man også soake derhjemme for sig selv.
Det ser ud til, at kong David på et tidspunkt fik en klar opfordring fra Gud. I hvert fald skriver han i Salme 27: „Jeg husker, at du siger: »I skal søge mit ansigt!«“ Og Davids vise reaktion var: „Herre, jeg søger dit ansigt“. I Salme 37 giver han denne opfordring til læserne: „Vær stille over for Herren, vent på ham“. Og i Salme 46, vers 11, siger Herren igennem salmedigteren: „Stands, og forstå, at jeg er Gud“.

At soake er at standse op, at blive stille over for Herren, at søge hans ansigt. Leanne Payne skriver: „I et indbyrdes forhold som dette holder vi op med at spejde efter tegn eller et eller andet sansemæssigt bevis for hans nærhed og begynder i stedet at glæde os i ham. Han er vores formål. … Denne praktiseren af Guds nærvær er ikke en metode, men en vandring sammen med en person.“
Vi er ikke optaget af hvordan, men af hvem. Vi er ikke optaget af at føle, fornemme, opleve. Vi kommer ikke for at få – andet end kærlighed – og heller ikke for at give – andet end kærlighed. Vi kommer for at være. Være hos Gud, sammen med ham, i hans nærhed. Carol Arnott, en erfaren soaker, skriver: „Der er nødt til at være tid i dit liv til bare at elske ham og lade ham elske dig uden nogen dagsorden, ingen indkøbsliste med vores egne eller andres behov… Soaking er at anbringe dig hos Gud for at erfare hans kærlighed til dig og give din kærlighed til ham. … Som med ethvert andet forhold mellem personer er det at tilbringe tid sammen noget af det mest værdifulde, man kan gøre.“

At praktisere Guds nærhed – som f.eks. i soaking – vil sige at minde mig selv om den virkelighed, som ikke er synlig for sanserne, men som ikke desto mindre er konkret nok: At når jeg ved den omvendelse og tro, som kun Gud ved sin Helligånd kan virke frem, har taget imod syndernes forladelse på basis af, at Jesus døde for mig, og er blevet født til et helt nyt liv ved Jesu opstandelse fra de døde, da er den almægtige Gud i mig, og jeg er i ham. Nu. Her. „Kristus i jer, herlighedens håb“ (Kol. 1,27), og vi i ham, „levende for Gud i Kristus Jesus“ (Rom. 6,11).
Dette var den praksis, som karmelitermunken Laurentius opfordrede til i 1600-tallet, og som han selv legemliggjorde på så inspirerende og smittende en måde, at hans små optegnelser og breve om det er lige så aktuelle og elskede i dag som for 350 år siden. „Jeg gør ikke andet end at forblive i hans hellige nærhed, og det gør jeg ved enkel opmærksomhed og ved en vane med at vende mit blik til ham i kærlighed. Man kunne kalde det … en ordløs og skjult konversation mellem sjælen og Gud, som ikke mere ophører.“
Og før og efter ham har der været utallige andre kristne. F.eks. afspejler Lina Sandells gendigtning af englænderen Anne Louise Ashley-Greenstreets salme noget af den samme erfaring i livet med Gud:

„En liden stund med Jesus, o hvor det jævner alt,
og gør, at hele livet bli’r lyst og rigt i alt.
Når jeg er træt af vejen og det, som møder mig, –
en liden stund med Jesus, og alt forandrer sig.
En liden stund med Jesus, det er hvad soaking går ud på.
Vil du prøve at soake sammen med nogen, afholder Frikirken på Havnen soaking-aften den sidste onsdag i hver måned kl. 19.30. Adressen er Refshalevej 203 A.