Med Gud til det hele
Rockmusik, englesang og ædegilde –
var det noget for dig?Gud er alt – undtagen lukket. Det er budskabet bag en helt ny gudstjeneste for unge.Date med Helligånden? Eller cover-koncert med DAD? Begge dele er mulig, hvis du er i Herning lørdag 1. april.
Her har Lajla Mogensen og Marie Klaris Søgaard udarbejdet ungdomseventen med navnet Gud er alt – undtagen lukket.
– Vi er hyret af biskop Karsten Nissen til projektet. Og vi sagde ja, fordi vi gerne vil lave et arrangement for unge af unge i folkekirken.
Vi vil vise, at folkekirken kan rumme forskellige typer af arrangementer, fortæller de to arrangører.
Programmet indledes med en gudstjeneste med garanti for dramatik, der ikke bliver som vor mor lavede den og musikvideos med bl.a. Kashmir.
Herefter er der festmåltid og ædegilde med lasagne og sodavand, inden aftenen rundes af med en koncert med fem seje fyre fra Aalborg.
Det hele varer fra kl. 17 til 22, og arrangørerne forventer mellem 300 og 400 glade deltagere, primært i alderen 13-19 år.
– Nutidens unge får så mange tilbud smidt i hovedet. Derfor vil vi gerne give dem et åndehul, da vi mener, det er vigtigt at hjælpe de unge til at finde ud af, hvad de står for, slutter de to arrangører.
Du kan tilmelde dig og læse meget mere om hele arrangementet på hjemmesiden: www.guderalt.dk