Jordbegravelse er ikke mere ’kristelig’ end ligbrænding
Skal man brændes eller begraves? spørger en læser. Pastor Stig Christensen giver sit svar.
70 år er støvets år, og går det højt så 80, siger salmisten. Et af de spørgsmål, der er grund til at overveje, når man kommer op i årene, er, om man ønsker en traditionel jordbegravelse, eller om man foretrækker en kremering.
Hvis man brændes, skal støvet da spredes for vinden, over havet, eller skal krukken sættes ned på den lokale kirkegård? Er der også nogle kristne overvejelser at tage i betragtning?
Tilladt siden 1892
Den første ligbrændingslov i Danmark blev vedtaget i 1892. På det tidspunkt måtte en folkekirkepræst ikke medvirke ved en ligbrænding. Reglen blev lempet i 1910, således at en folkekirkepræst kunne medvirke, hvis han var villig dertil. Denne regel var gældende indtil 1975, hvor ligbrændingsloven blev ophævet, hvilket medførte, at præster derefter havde pligt til at medvirke ved ligbrændinger på samme måde som ved jordbegravelser, når afdøde var medlem af Folkekirken.
Den klassiske kristne jordbegravelse er knyttet til det faktum, at Jesus blev jordbegravet, hvilket var i overensstemmelse med den jødiske tradition. Ligbrænding blev opfattet som en hedensk tradition.
Man kan med rimelighed spørge, om det har betydning i relation til opstandelsen. Apostlen Paulus skriver: Men nogen vil spørge: Hvordan opstår de døde, og hvad slags legeme får de? Tåbe! Det, du sår, får ikke liv, hvis ikke det dør. Og det, du sår, er ikke den plante, der kommer op, men et nøgent korn, enten af hvede eller af en anden art.
Videre siger han: Der findes både himmelske legemer og jordiske legemer; men de himmelske har én slags glans, de jordiske en anden.
Vort jordiske legeme går til, hvad enten det sker i jorden eller gennem ild.
Opstandelsen er et mirakel
Hvis man skal opstå fra de døde og få et nyt legeme, må Gud gøre et mirakel. Vores tro på opstandelsen er naturligvis knyttet til Jesu opstandelse, som blev bevidnet af de første kristne, og som siden har været fundamentet for den kristne tro.
Jesu opstandelseslegeme var anderledes end det jordiske, hvilket medførte, at disciplene ikke kunne genkende ham, medmindre han åbenbarede sig for dem. Han havde et legeme, som gjorde, at han ved flere lejligheder spiste sammen med dem, gik gennem lukkede døre og udfordrede apostlen Thomas til at stikke en finger i naglegabene, og ved himmelfarten forsvandt han i skyerne. Jesus havde iført sig sit himmelske legeme. Det samme loves alle, der tror på ham.
Vores trosbekendelse slutter med ordene om, at vi tror på syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv. Det evige liv begynder med troen på Jesus, fx siger Jesus: Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. (Johs. 10,27-28). Jesus sagde til den ene røver på korset: I dag skal du være med mig i Paradis.
Når vi dør i troen, vil vor sjæl og ånd blive bevaret i Paradis, indtil vi efter dommedag iklædes et himmelsk legeme, der passer til den nye himmel og den nye jord, hvor alt det gamle er glemt.
