Brug for bedsteforældre i vores kirke-familie

Jeg har gjort mig nogle observationer om det at blive bedsteforældre. Ikke som førstehåndserfaringer, men af at se på mennesker omkring mig, der har fået børnebørn. Og jeg har konkluderet, at der sker noget med folk, når der kommer små børn til i deres familier:

Jeg har lagt mærke til, at selv ellers fornuftige mennesker bliver en anelse fjollede, når der kommer børnebørn i familien. De får store smil, bløde øjne og viser pludselig billeder uden videre anledning. Der er ikke grænser for, hvad de vil give afkald på af søvn en tidlig morgen, hvad de vil købe af udstyr eller hvordan de vil indrette sig for at børnebørnene kan være med og have det godt.

Det er kærlighed, når det er bedst. Det kan godt være forældre elsker deres børn betingelsesløst, men der er en anden umiddelbarhed i forholdet mellem bedsteforældre og børnebørn. Jeg tror, det er helt som det skal være.

For børn er er afhængige af, at både forældre, bedsteforældre og andre i familien indretter sig efter dem, så de kan trives. Børn har brug for de voksnes velsignelse. Det er det, de vokser af.

Den er med til at sikre deres fremtid.

Jeg tror, det skal være lige sådan i kirken.

For os alle sammen må det gælde, at den næste generation – om det er i fysisk alder eller troens alder – er den vigtigste. Hvis ikke de næste kommer til, slår rødder og får lov til at udvikle sig, så uddør fællesskabet og kirken.

Børnene i og omkring kirker og menigheder er afhængige af, at de voksne indretter sig efter dem; at der bliver gjort plads, købt ind til dem og at de voksne glæder sig over, at de findes. Børn og unge kan ikke trives i kirken, hvis ikke de voksne giver dem deres velsignelse. Det gælder i måden vi møder børn og unge på, men det gælder også måden vi fordeler vores ressourcer på som fællesskab. Bedsteforældre, onkler, tanter og forældre er nødt til at tænke børn med ind i kirke-familien. Børnene og de unge kan ikke gøre det selv, for det er ikke dem, der udstikker retninger eller kan vedtage programmer.

Vi kan alle sammen være som bedsteforældre i vores kirke-familie. Vi kan alle sammen gøre plads til de næste, og være glade og stolte over dem, der kommer til: Uanset om det er børn, unge eller nye i troen. De er afhængige af, at vi, der er gamle i gårde eller i hvert fald ældre, giver plads og indretter os, så de også kan være med. De har brug for vores velsignelse. Præcis som børnebørn har brug for at baske i deres bedsteforældres kærlighed.