Blå Kors: Forbyd salg af alkohol til mindreårige
Blå Kors Danmarks generalsekretær Christian Bjerre er glad for udmeldingen fra vin- og spiritusgrossisternes interesseorganisation VSOD om at forbyde salg af alkohol til mindreårige. “Tidlig alkoholdebut øger risikoen for alkoholproblemer senere i livet,” siger han.
VSOD anbefaler et totalforbud af salg af alkohol til unge under 18 år. Og det er der ikke noget nyt i, forklarer formanden for VSOD, Carsten Suhrke, ifølge Ritzau.
“For os drejer det sig om at sælge vores produkter på en ansvarlig måde, og det er ikke ansvarligt at sælge alkohol til mindreårige.
Vi synes, det er forkert, at 16-17-årige kan købe alkohol, uanset om det er vin, øl eller cider,” siger Carsten Suhrke til Ritzau.
Udmeldingen har vakt glæde i Blå Kors Danmark.
“Jeg er meget glad for at høre den udmelding fra VSOD, og jeg ville ønske, at endnu flere fra branchen melder sig på banen med samme budskab. Vi véd, at en tidlig alkoholdebut øger risikoen for alkoholproblemer senere i livet,” siger Christian Bjerre.
Ifølge en Voxmeter undersøgelse ønsker 73 % af danskerne sanktioner mod butikker, som sælger alkohol til unge under 16 år, 92% vil have obligatorisk undervisning i skolerne om alkohol-og stofmisbrug og 74 % mener, at der er brug for en ny alkoholkultur blandt danske unge.