Jesus viste sig og citerede hele Johannesevangeliet

En muslim fra en by i Mellemøsten fik hver aften i en måned besøg af en ukendt mand i hvidt. Gæsten citerede en tekst, som manden skulle nedskrive.

Pastor David Platt interviewede Mellemøst-missionæren Yazim i en direkte udsendelse fra Washington D.C. forrige onsdag.

Jesus viste sig for en muslimsk mand hver nat i flere uger og citerede hele Johannesevangeliet for ham, skriver Christian Post.

Det er et af de mirakler i Mellemøsten, som en missionær, ”Yazim”, har fortalt om. Under konferencen ”Something Needs to Change” arrangeret af The Gospel Coalition, interviewede pastor David Platt fra McLean Bible Church ”Yazim”.

Gud arbejder

“Han bor og arbejder i en del af Mellemøsten, hvor det ikke bare er forbudt at dele evangeliet. Det er også livsfarligt at tale om, at evangeliet vinder terræn,” fortalte David Platt.
I interviewet, der blev transmitteret direkte, udtalte Yazim med sløret stemme:
”Gud arbejder inde i Mellemøsten gennem drømme, visioner og personlige åbenbaringer.”

Jesus kom hver aften

Herefter fortalte Yazim om en mand, som bor 50 km fra en by, der er kendt for et stort forbrug af opium.

“Denne mand sagde til os, da vi besøgte ham: ’En mand helt klædt i hvidt bankede på min dør hver aften, og jeg kunne ikke se på ham, fordi hans ansigt var så skinnende og lyst. Når han var kommet indenfor, bad han mig skrive det ned, han sagde. Mens jeg skrev, faldt jeg i søvn. Den næste aften kom han igen og det gjorde han igennem en måned.’

Yazim spurgte: Hvad skrev du? Må jeg se din notesbog?

I mandens notesbog kunne Yazim læse: ”I begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er” – altså de første vers af Johannes-Evangeliet.

”Han havde hele Johannes-evangeliet nedskrevet ord for ord i sin notesbog. Jesus besøgte ham hver aften, indtil han var færdig med bogen. Det fantastiske er, at denne mand derefter spurgte os: ”Hvem var den mand, der besøgte mig?”

– Jeg lærte den vigtige lektion, at Gud vil gøre sit, men vi skal stadig gøre vores del,” fortalte Yazim.

Nye disciple og kirkevækst

David Platt afslørede, at Yazims egen omvendelse også var mirakuløs: Hans hustru var en from muslim, som dybt deprimeret over islams krav besluttede at tage sit eget liv. Men samme aften hørte hun evangeliet for første gang og valgte at tro på Jesus.

Herefter besluttede hun og Yazim at blive i deres hjemland for at dele evangeliet til trods for de farer, der er forbundet med det.

”Vores fokus er at vinde disciple, som vinder disciple og starter nye kirker. Vi tror, at Gud har befalet os at gøre det i Mattæus 28. Vi tror, at hvis vi vinder disciple, vil kirkerne vokse.”

Yazim og hans hustru ønsker at starte yderligere ti nye kirker. Men arbejdet med at træne de nye kristne tager tid og koster penge, ikke mindst, fordi de nye kristne må bringes til hemmelige steder under oplæringen.

“Denne træning og støtten til lederne vil koste 25.000 dollars, for at ti kirker kan blive udviklet, fortalte Yazim.

David Platt lovede derpå Yazim, at han skal få det ønskede beløb til de 10 nye kirker.

Hver 4. får en drøm

Ifølge Mission Frontiers er 25 procent af 600 adspurgte konvertitter kommet til tro på Jesus som følge af en drøm.

”Det er meget farligt at prædike Guds ord direkte til folk i ikke-vestlige lande,” fortalte en tidligere muslim, som nu er præst og har startet flere hundrede kirker i Pakistan.

– Gud åbenbarer ting gennem drømme til evangelister og præster. Folk i Østen mangler ofte uddannelse, og de er ikke i stand til at læse Bibelen. Derfor bruger Gud denne metode til at nå dem, fortalte præsten til CP.

– Folk i Østen holder øje med tegn og mirakler, som viser, at Guds ord er levende. Det, at eje en Bibel, er et privilegium, som ikke alle oplever. Derimod er folk i Vesten mere optaget af visdom ligesom de gamle grækere. Ikke alle har tillid til det med at tro noget, som ikke kan ses,” forklarede præsten.