Behov for, at vi kristne bliver enige

Profetien fra Bethel Church bliver ved med at summe i mit hoved.
Jeg kan ligesom ikke slippe det. Jeg tror, det er vigtigt, at hver enkelt beder og søger Gud for, om der er noget i ”mit” eget liv, som Gud ser, der må ændres, for at denne profeti kan opfyldes.

Nogle profetier skal vi ikke handle på, mens der i andre tilfælde er brug for en ændring i holdninger og handlinger. Her må vi hver enkelt spørge Gud, hvad han ser nødvendigt, for at han kan føre det igennem, som han ønsker med vort land.

Connect the dots

Når jeg ser videoen med David Wagner, hvor han taler om ”connect the dots”, bliver det oversat med, at ”Gud forbinder prikkerne”, men det giver ikke rigtig mening for mig.

Men når man lægger mærke til David Wagners kropssprog, hvordan han fører hænderne ind imod hinanden, så må dette betyde, at ”samle noget” eller ”forbinde noget”, som det fremgår af Oxford Advanced Learners.

Det kan betyde at samle landet, men det kan måske også være et udtryk for, at Gud ønsker at samle sine børn fra alle kirker og menigheder, så han kan gennemføre sine planer med os som nation.

Guds sorg

Jeg tror, det er en stor sorg for vores himmelske far, at vi kristne står så langt fra hinanden. Kærligheden vil enhed, men vore forskellige teologiske synspunkter kommer let til at skille os ad, og så har kærligheden dårlige vækstbetingelser.

Hvorfor er der så mange forskellige kirker/menigheder i sådan et lille land som Danmark?
Når man ser på kirkehistorien i Danmark, bliver dette helt klart for én.

Der har op gennem tiden været så mange mennesker, som har fået ny åbenbaring i Guds ord eller ved Helligånden, og når de ikke er blevet forstået i den kirke eller menighed, de var en del af, er resultatet blevet, at de har dannet en ny menighed og senere et nyt kirkesamfund for at være tro mod åbenbaringen.

Det er desværre en tendens, som er sket igen og igen. Resultatet af dette er blevet mange forskellige kirker og kirkesamfund med så forskellige synspunkter på både det ene og det andet i Guds skrevne ord. (Vi har også set dette i politik med det ene nye parti efter det andet. Mennesker følger deres overbevisning)

Guds ord siger, at ”bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende” (2.Kor.3,6), og her er der tale om, at kærligheden til åndelige brødre og søstre bliver slået ihjel på grund af meningsforskelle.
Hvor er dette sørgeligt. Jeg tror, Gud ønsker, at vi skal begynde at forlige os med hinanden og gennem forsoning og tilgivelse søge efter at opflamme kærligheden til hinanden.

Kærlighed til Guds folk

Paulus siger i 1. Kor. 13:13 ”Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.” Og så fortsætter han i kap. 14:1 ”Hig efter kærligheden …” Da jeg helt personligt blev døbt med Helligånden, var det første, jeg oplevede, hverken tungetale eller nogen åndelig gave (det kom først senere), men en sådan kærlighed til alt Guds folk. Det er den kærlighed, vi bliver døbt med, når vi modtager Helligånden.

Og har pladsen med ”vores kirke” taget pladsen fra det, Jesus gav sine disciple besked på den sidste dag, inden han blev taget fra dem? Gav han dem her besked på at bygge kirker? Nej, det er helt klart, at han ikke gjorde, det kom først senere, da Paulus fik åbenbaring om at samle de troende, fordi de nu ikke kun levede i det forjættede land rent geografisk.

Men hvad var så hans budskab til dem og til os, som lever i dag? Matt. 28:18-20. Vi skulle gøre mennesker til HANS disciple – til HANS efterfølgere.

Vi evangeliserer for at vinde mennesker og tage dem med ind i vores kirker, men bliver de her gjort til disciple? Svaret må nok være et nej mange steder, vi gør dem til kristne.

Men betegnelsen ”disciple” bruges 260 gange i Bibelen, mens betegnelsen ”kristne” kun bruges 3 gange (i Apostlenes gerninger og i 1. Peters brev) Så det er klart, hvad der var det vigtigste for Jesus og dermed hans hensigt med dem, der tager imod hans offer på Golgata, at vi skulle blive hans efterfølgere og komme til at ligne ham.

Mangel på nådegaver

Hvorfor mon det så er sådan? Personligt er jeg af den overbevisning, at kirkerne/menighederne ikke har forstået at tage imod de gaver, som Jesus Kristus har givet og stadig giver til ”sin menighed” (alle kirker/menigheder) De gaver, der skulle sørge for oplæringen og den åndelige sundhed i vores fællesskaber.

Når vi læser Ef. 4:11-15, er det helt klart, at han sender disse gaver – som er mennesker – for at de skal fortsætte hans gerning med at oplære og udruste hans folk. Det er vigtigt, at vi forstår hans hensigt med disse gaver og giver dem plads til at udføre deres opgave.

De har ikke selv valgt det, men hver enkelt har fået et kald, en opgave fra Jesus Kristus, som de skal udføre, men hvis vi nægter at tage imod dem, så snyder vi os selv og går glip af alle de velsignelser, som Kristus ønsker at give sin menighed gennem dem.

Hvorfor har vi ikke forstået at tage imod hans gaver? Det må vel skyldes manglende undervisning og forståelse for disse tjenester. Mange tænker eller måske endda udtrykker det med Jantelovens ord til disse tjenere: ”Du skal ikke tro, du er noget”.

Men er det ikke, fordi man helt har misforstået, hvad en tjeneste drejer sig om? Nogle tror, at det drejer sig om, at andre er noget mere end dem, fordi vi har sat tjenester op på piedestaler og dybest set måske også er bange for, at de skal få for meget at sige eller blive regnet for mere værdifulde end dem selv.

Bibelens beretninger

Årsagen kan måske findes i Bibelens beretninger om profeterne i GT og apostlen i NT, på grund af deres gerninger og den autoritet, de havde. Derfor sætter man især disse to tjenester op på piedestaler: evangelister, hyrder og lærere kender man allerede i de fleste menigheder. Men det være langt fra virkeligheden, for en tjeneste er en opgave og et ansvar, som man skal stå til ansvar for, hvad man har gjort med.

Det vil tjene både os selv og kirken, at disse tjenester, som naturligvis også skal prøves, bliver taget imod og får mulighed for at udføre den opgave, som de har fået betroet.

Mange af disse tjenere har gået gennem en lang proces, en Helligåndens oplæring, før de bliver synlige, og det har mange gange kostet svære afsavn og personlige kampe, men når Jesus Kristus sender dem, så lad os tage imod dem og modtage de velsignelser fra dem, som han ønsker at give os.

Og så lad os begynde at samarbejde om, at kirken skal blive til velsignelse både for det danske folk, i Skandinavien og Europa, som det udtrykkes i de profetiske ord. Lad os stå sammen som Guds folk i dette land, hvor ”der kun er så kort fra grænse og til grænse. Men dette land er vort.”