Tag imod Guds gode gaver

Både Faderen, Sønnen og Helligånden har givet os gaver. I denne og kommende
kronikker gennemgår Mirjam Rasmussen både de medfødte gaver og dem, vi kan få.

Faderens gaver

Allerede fra fødselen har alle mennesker fået gaver af Gud, ofte bliver de betegnet som naturlige anlæg. Disse gaver passer nøjagtigt til det, Gud har tænkt med vort liv. Jeg har valgt at kalde dem motivationsgaver, fordi det er disse gaver, der motiverer os og får betydning for, hvordan vi tænker og handler i vores hverdag (Rom.12: 6-8). ”Vi har forskellige nådegaver …” Altså er det gaver, som ligger latent i os, noget som vi har fået givet.

Sønnens gaver

Da Jesus kender de motiverende gaver, som Gud har nedlagt i os, har han lagt en opgave ned i vort liv, som passer til disse gaver. Fordi det er med dem, vi skal tjene hinanden med mere eller mindre synlige tjenester. Vi oplever det som noget, vi ønsker og længes efter at gøre. Vi kan også kalde dem tjenester eller tjenestegaver.
Jesus lovede sine disciple: ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse …” (Johs.14: 18). Han efterlod heller ikke sin kirke faderløs, men han sendte Helligånden. Han gav også disse tjenestegaver til den. Tjenestegaverne til kirken er mennesker, som han kalder til en bestemt tjeneste.

Helligåndens gaver

Helligånden ved nøjagtig, hvilke gaver du og jeg har brug for ud over vore motivationsgaver for at fuldføre den opgave eller tjeneste, som han har til os. Derfor giver han os gaver, som passer til vores opgave. Det er med dem som med alle andre gaver; de gives os i et vist mål, som så vil udvikles, når vi bruger dem til gavn for andre. Vi kalder disse gaver i daglig tale for nådegaver, fordi de gives os kvit og frit, eller endnu bedre for manifestationsgaver, fordi det er den måde, Helligånden manifesterer sig på. ”Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn, én får gennem Ånden …” (1.Kor. 12: 7-8). Vi kan ikke selv bestemme, hvilken eller hvilke gaver, men Helligånden giver os del i disse gaver, når vi tjener andre.
Hvor er det fantastisk at se samarbejdet mellem de tre personer i guddommen – Fader, Søn og Helligånd.
Når vi almindeligvis taler om nådegaverne, tænker vi på de ni nådegaver, som er omtalt i 1.Kor.12: 1-7. De omtales som nådegaver – åndelige gaver – manifestationsgaver – ”kært barn har mange navne”.
Gaver er ikke noget, vi fortjener, men noget som gives os ufortjent, og sådan er det også med manifestationsgaverne. I 1.Kor.14: 1 står der, at vi skal hige efter kærligheden og stræbe efter de åndelige gaver. Hvorfor så det? De to ting må ses i en sammenhæng. Nådegaverne er ikke noget, der tjener os selv til bedste, men udelukkende næsten. Kærlighed er det, der kalder det bedste frem i andre, og det, der får os til at se det bedste hos hinanden.
De åndelige gaver ”gives den enkelte til fælles gavn” (1. Kor.12: 7), altså til opbyggelse af de andre.

Visdomsord

”Hvad der er skjult i Gud” og som åbenbares ved Helligånden
Når vi taler om visdomsord, er der ikke tale om naturlig menneskelig visdom, men en overnaturlig visdom til at forstå Gud, hans tanker og planer, som gives os på uforklarlig vis. Der kan også være tale om visdom til at afgøre problemer eller stridsspørgsmål i kirken. Eller det kan være visdom til at sige de rette ord til rette tid og på rette sted.
Der er to former for visdom: Den vi erhverver os gennem livet (Ordsp. 2: 1-6, 10 og 3: 1 og 13), og så den gudgivne visdom – det er den sidste, vi skal beskæftige os med her. Det er med den som med kundskab og profeti, vi får det ”stykkevis.”
I 1.Kor.13: 9-10 læser vi: ”For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå.” Vi er ikke og kommer aldrig i besiddelse af Guds fulde visdom, men han giver os stykkevis, når vi har brug for det, og når vi beder ham om at give os det. I Jak.1: 5 står der: ”Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.”

Visdom giver vejledning
Når vi står i en svær afgørelse eller i en problemstilling, og én får et visdomsord, får det de andre til at udbryde: ”Ja, sådan skal det gøres.” Resultatet af et visdomsord bliver enighed og fremgang. ”…gives den enkelte til fælles gavn” (1.Kor.12: 7).

Kundskabsord

”Hvad der er skjult i mennesket” og som åbenbares af Helligånden
Ordsp. 1: 4, 2: 5-6 & 10, 8: 10 & 12. Læs selv Ordsprogenes bog.
Med kundskab er det som med visdom – vi erhverver os kundskab gennem hele livet – men når vi taler om kundskabsord, er det noget helt andet – nemlig overnaturlig kundskab – noget vi ikke kan vide noget om. Vi kan sige det meget enkelt, et kundskabsord er lig med fakta. Noget som er sket eller blot ”sådan er det” – det kan både være fortid, nutid og fremtid.
I 2.Sam.12 bringer profeten Natan et kundskabsord til kong David om hans forhold til Batseba, og den måde Natan åbenbarede det på, var med et visdomsord. Her ser vi igen, hvordan gaverne virker sammen.
I Johs.1: 47-49 omtaler Jesus Natanael som ”en israelit i hvem der ikke er svig.” Og Natanael siger så til Jesus: ”Hvor kender du mig fra?” Her talte Jesus et kundskabsord. Bibelen er fuld af eksempler.

Kundskab giver vejledning
Mange tror, at hvis de får et kundskabsord, skal de fortælle det straks, men det er ikke rigtigt. Kundskab eller kundskabsord gives os først og fremmest for, at vi skal vide, hvordan vi skal bede. Her er det på sin plads at bede om visdom, og det har Gud lovet at give os, så det kan vi også forvente. På den måde bliver der en sammenhæng mellem kundskabsord og visdomsord, når vi handler på det.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Bedømmelse af ånder

NB! Der står vi skal bedømme ånder – ikke mennesker
I Matt.7: 1 siger Jesus det helt klart til sine disciple: ”Døm ikke!” Og i Jak.4: 11 står der jo netop, at vi ikke må dømme hinanden.
Men der er flere områder, hvor en bedømmelse er nødvendig. Profetiske ytringer bør bedømmes. ”To eller tre kan tale profetisk, og de andre skal bedømme, hvad de siger” (1. Kor.14: 29).
Andre områder, hvor der også er brug for bedømmelse, er fx mirakler og helbredelser. Vi tænker jo helt naturligt, at sådanne manifestationer er fra Gud. Men vi ved, at der også i det første århundrede fandtes omvandrende åndemanere, som endog forsøgte at bruge Jesu’ navn til at gøre undergerninger. ”Men også nogle af de omvandrende åndemanere forsøgte at nævne Jesu navn over dem, som havde de onde ånder …” (ApG.19: 13 – gl. overs.) En helbredelse eller et mirakel i sig selv bekræfter ikke, at det kommer fra Gud. Bedømmelse giver vejledning.

En gave i opmuntringens tjeneste
Et andet eksempel på denne gaves brug finder vi, hvor Priscilla og Akvila tager Apollos med hjem, fordi de skønner, han har brug for mere undervisning i Ordet (ApG.18: 26).
Gaven til at bedømme ånder kan også komme i funktion, når det drejer sig om de gaver og tjenester, Gud har nedlagt i den pågældende person – altså en langt mere positiv tilgang til gavens funktion.
Denne gave gør, at personen bliver i stand til at genkende åndelige gaver og tjenester i et andet menneskes ånd. I det hele taget ønsker Helligånden at få os til at fokusere på det positive og ikke det negative for på den måde at kunne hjælpe hinanden.
Som én, der selv har oplevet noget af dette, kan jeg sige, at det blev til en uvurderlig hjælp i mit eget liv, da en person, som ikke kendte mig, ved bedømmelsens gave udtalte noget af det, der lå i mit hjerte, som på denne måde blev frigjort.
Bedømmelse indebærer at se med Helligåndens forståelse.

Profeti

Mange er af den opfattelse, at profeti kun handler om fremtidige hændelser, men profeti er i sin grundholdning åbenbaring og kan derfor åbenbare både det nutidige og det fremtidige.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Profeti er Guds tale til mennesker
Det gælder hovedsageligt til hans eget folk. Til ikke-kristne kan det virke overbevisning, dom, afsløre hemmeligheder og bringe til omvendelse. Når vi møder profeterne i Det Gamle Testamente, så ser vi dem også helt klart som Guds talerør til sit folk.
Profeti er åbenbaring og må som sådan være til opmuntring, trøst og formaning. Men profeti kan også være retningsgivende, og i enkelte tilfælde kan det afsløre Guds dom. (Jon. 1: 2)

Men profeti kan også være retningsgivende, og i enkelte tilfælde kan det afsløre Guds dom (Jon. 1: 2).
Nådegaver og tjenester kan også formidles gennem profeti. ”Forsøm ikke at bruge den nådegave, du har, den, som blev givet dig ved profeti og med håndspålæggelse af ældsterådet” (1.Tim.4: 14). ”Og mens de holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: ’Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til” (ApG.13: 2).

Profeti skal bedømmes
Samtidig bliver vi også opfordret til at bedømme det profetiske ord og ikke tage alt for gode varer. Uanset om en profeti gives offentligt eller personligt dvs. givet direkte til en person, så skal den bedømmes. Vi skal tage Guds ord alvorligt – både det skrevne og det talte (1.Thess.5: 20)
I 1.Kor.14: 29 står der: ”to eller tre kan tale profetisk, og de andre skal bedømme, hvad de siger.”

Hvordan vi kan bedømme profeti:
* Er det i overensstemmelse med Guds ord?
* Herliggør det Jesus Kristus eller personen selv?
* Opmuntrer det til at tjene Gud?
* Vidner det sammen med Helligånden i mig?
* Hvad skaber det? Hvis det skaber frygt, så vær på vagt.
* Skaber det liv og frihed eller trældom og død?
* Sker det? – når der er tale om fremtidige hændelser.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Tungetale

Når der er tale om tungetale, finder man ofte, at der er meget forskellige meninger om, hvad dette er. Det, der her er tale om, er en offentlig handling. Det fremgår også af 1.Kor.12: 10 ”en at bedømme ånder; en anden forskellige slags tungetale; og atter en anden at udlægge tungetale”. Her er der samtidig tale om, at tungetalen skal udlægges – altså sådan at det talte giver mening for dem, der lytter.
Den gave, der er tale om i 1. Kor.12: 10 og 14: 2-5, hvor den sammen med udlægningen ligestilles med gaven til at profetere, er tungetalens gave.

Bede i tunger – pant på vor arv
Der er altså ikke tale om det åndelige sprog, vi modtager ved Helligåndens dåb. Der vil jeg bruge udtrykket at tale eller bede i tunger (1.Kor.14: 4), hvor Helligånden kommer os til hjælp i vor magtesløshed, når vi beder. Ofte bruges udtrykket tungetalens gave om denne form for ytring, men det er ikke korrekt – den nådegave er for alle Guds børn og er pant på den ånd, som Gud har lagt ned i os ved den nye fødsel.
Det er også den måde, vi kan opbygge os selv og vor tro på. ”Men I, mine elskede, opbyg jer selv på jeres højhellige tro, bed i Helligånden” (Judas brev v. 20) Bibelen opfordrer os til ”at bede uden ophør”, og det er netop her, vi kan bede i tunger – tale hemmeligheder med Gud, så vor ånd til stadighed bliver opbygget.

Udlægning af tungetale

Af 1. Kor. 14: 1-5 fremgår det helt klart, at tungetale er et himmelsk sprog, og et himmelsk sprog kan vi ikke forstå med vore hjerner, derfor må det oversættes eller udlægges for os, for at vi skal forstå det. Det kan sammenlignes med, at har vi en kinesisk-talende forkynder i kirken, så forstår ingen, hvad han siger, hvis ikke det bliver oversat til vort sprog. På samme måde er det med en tungetale, hvis ikke den udlægges og tales i vort sprog.
Der kan tales nok så meget opmuntring, formaning eller trøst, men hvis det ikke oversættes til et af os forståeligt sprog, får vi ingen glæde af det. Derfor er det også vigtigt, at offentlig tungetale udlægges for kirken.

Troens gave

”Den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham” (Hebr. 11: 6). Alle kristne har et mål af tro, men når der er tale om troens gave, er det noget helt specielt. Det er som med profeti, kundskabsord eller visdomsord en del af Guds tro, vi modtager.

Tro er som selvstarteren i en bil, og uden selvstarteren får du ikke bilens motor i gang. Troens gave gives i det øjeblik, vi har brug for det. Og den er ofte basis for at bruge de andre manifestationsgaver.
Troens gave har noget at gøre med, at vi ikke bare tror, at Gud kan gøre det, uanset om der er tale om helbredelse, udfrielse eller et mirakel, men også at han vil gøre det. Det er forunderligt at opleve denne gave i funktion. Man blot véd, at noget vil ske, og derfor kan man bede med stor frimodighed og forvente resultatet, også selv om man ikke ser det her og nu. Det er specielt ved helbredelser. Den form for tro, der her er tale om, er ikke noget, vi kan tage af os selv eller anstrenge os for at få, nej, det er en gave, som gives netop i det øjeblik, hvor der er behov for det.
Jesus vidste, hvem han var, og han havde denne troens gave og vidste, at Gud ville gøre det, han bad om. Han kom ikke for at fremme sin egen vilje, og det er en anden side af det. Han kom for at gøre Guds vilje, derfor var der ”ingen kiksere” hos Jesus. Vores tro er nogle gange præget mere af håb end af egentlig tro.
Troens gave fungerer bare ikke pr. automatik, men den gives os fra gang til gang alt efter som Helligånden giver os del i den.

Mirakler og undergerninger

Mirakel, eller som det benævnes andre steder: undergerning, er noget, der bryder de fysiske love. Et mirakel er en handling, som ikke kan forklares som noget naturligt fænomen. Det er Guds suveræne handling – hans overnaturlige indgriben. Tænk fx på, hvordan det Røde Hav delte sig, og israelitterne kunne gå tørskoet over. Eller som det skete i Johs.2: 1-11, hvor vand blev forvandlet til vin.
Da Jesus gik hernede på jorden, gjorde han mange mirakler, som også hans disciple var øjenvidner til. Når Jesus i Johs. 11 oprejste Lazarus fra de døde, så er der også tale om et mirakel – ”han stinker allerede,” sagde Martha, og alligevel kom Lazarus van-drende ud ad graven.
Da Jesus stillede stormen på søen, står der: ”det blev helt blikstille” (Matt.8: 26). Normalt tager det lang tid, inden vandet igen bliver roligt, når det er i oprør og bølgerne høje, men her står der, at det blev helt blikstille.

Helbredelse

Der tales i 1.Kor.12 om nådegaver til at helbrede, og her står ordet i flertal. I praksis ser vi, at én har tro for at bede for helbredelse af fx fysisk benlængde, en anden for sjælelig helbredelse, en tredje for dårlige rygge og andre igen til åndelig helbredelse osv.
Nogle gange er der tale om, at hjerteproblemer eller andre sygdomme og lidelser kan skyldes sjælelige konflikter eller åndelige problemer, som på den måde kan udmønte sig i fysiske sygdomme.
Og nogle gange må personen tilgive en eller flere personer for at kunne modtage en helbredelse. Andre gange er der brug for udfrielse, for at helbredelsen kan ske. Det er faktisk et stort område. Og brug gaven til bedste for dine medmennesker og Guds riges vækst.
Hvis du ikke ser de store resultater i begyndelsen, så fortsæt med at bede – giv ikke op.

Jesus ønsker at helbrede alle slags sygdomme
I dag møder vi også mange forskellige sygdomme, som ikke er beskrevet i Bibelen, og her gælder det for os om at lytte til Helligåndens vejledning, også når det gælder helbredelse. Forhold som traumer, mishandling og incest finder vi ikke omtalt i Bibelen, men det betyder ikke, at vi ikke kan bede ind i disse områder. Der findes i det hele taget intet regelsæt, når det gælder denne gave.
I Matt.9: 35 læser vi: ”Så vandrede Jesus omkring i alle byer og landsbyer, lærte i deres synagoger og prædikede evangeliet om riget og helbredte al slags sygdom og svaghed.” Vi er kaldet til at fortsætte hans tjeneste i vores tid.
Når vi taler om helbredelser, vil jeg også gerne pointere, at helbredelser ikke nødvendigvis behøver at ske her og nu. Nogle gange kan det ske her og nu, men for det meste er det noget, der sker over en tid. Ofte tror jeg, at mange bliver skuffede, hvis det ikke sker her og nu, fordi de forventer det. Det kan skyldes, at man dybest set forventer et mirakel. Men når vi beder om en helbredelse, kan vi ikke forvente et mirakel, for Gud har ikke givet os tro for at bede om et mirakel. Derfor kan det være direkte nedbrydende for vores tro at forvente et mirakel, når vi beder om en helbredelse.

Hindringer for at bruge de åndelige gaver

Der kan også være helt andre hindringer, som vi kunne kalde myter omkring de åndelige gaver. Myter er næsten som en slags spøgelser, der ikke vil forsvinde, fordi vi i fortiden har haft negative oplevelser.

1. ”Vi har ikke brug for nådegaverne, det, der betyder noget, er, at vi har Åndens frugt” Det kan i første omgang lyde meget fromt, men det er ubibelsk. ”Jag efter kærligheden, og stræb efter åndsgaverne, men især efter at tale profetisk” (1.Kor.14: 1).
Vi har brug for at udvikle vores karakter, så der er mere af Åndens frugt i vore liv. Men vi har også brug for, at Åndens kraft virker gennem os, fordi det er den måde, Helligånden manifesterer sig på. Vi har ikke brug for Åndens frugt i stedet for Åndens gaver, men vi har brug for begge dele.

2. Vi skal være optaget af giveren – ikke af gaverne
Jeg vil påstå, at hvis man fornægter gaverne, så afviser man også giveren. Han giver os de åndelige gaver, fordi det er dem, der manifesterer hans nærvær i os og gennem os. Har du nogensinde tænkt på det, der står i Rom.9: 13: ”Jeg elskede Jakob, men hadede Esau.” Jakob ville for enhver pris have del i Guds velsignelse, men Esau regnede ikke velsignelsen for noget, han solgte den til sin bror for et måltid mad. Det var den pris, han satte på Guds velsignelse.
Nogle gange ses der ned på den, der virkelig gør alt for at få del i Guds velsignelse. ”Han eller hun er fanatisk eller ude af balance”, men Gud er mere tilfreds med dem, end med dem der menneskeligt set er retfærdige og selvtilfredse. Han hader den holdning, der ikke værdsætter hans velsignelse, nærvær, gaver og kraft. Men han glæder sig over dem, der af hele hjertet søger dem.

3. Det at søge gaverne er selvisk
Nu skal vi huske på, at nådegaverne gives os til velsignelse for andre, ikke til selvophøjelse. At tjene andre er ikke selvisk. Paulus opmuntrer os til at søge efter de åndelige gaver. ”Jag efter kærligheden, og stræb efter åndsgaverne, men især efter at tale profetisk” (1. Kor.14: 1).

4. Vi åbner os for dæmonisk indflydelse
Det har også været fremme i visse kredse, at når vi beder om de åndelige gaver, åbner vi os selv for dæmonisk indflydelse, men det er ikke rigtigt. Det er i modstrid med det, Jesus lærte. Tænk på beretningen i Luk.11: 11. ”Hvilken far iblandt jer vil give sin søn en slange, når han beder ham om en fisk …” Hvis vi beder Gud om en nådegave, så behøver vi ikke at være bange for, at han vil give os noget, der vil skade os. Det turde være indlysende.

5. Det er kun ganske få mennesker, som er kaldet til at profetere
Det er noget, som jeg har hørt mange gange. I Den Gamle Pagt var der ikke mange profeter, det er rigtigt, men under Den Nye Pagt modtager vi alle Helligånden, så derfor kan alle, der er født på ny og som har Helligånden, komme til at tale profetisk, selvom det ikke betyder, at alle er profeter. (1.Kor.14: 29)
Gaverne er til for at opbygge andre, ikke vort eget image!!!

Læs om motivationsgaverne i næste uge.