Danskere støtter kristen radiostation i Tyrkiet
Dansk Europamissions givere har støttet en udvidelse af Radio Shemas sendeområde. Dermed kan evangeliet nu spredes til 500.000 potentielle lyttere i et større område af Mellemøsten.
Nu er kristendommen næsten forsvundet fra Tyrkiet, selv om det var i den tyrkiske by Antiokia, at mennesker første gang kaldte sig kristne. Men i disse år bliver flere tyrkere interesserede i Jesus Kristus, Guds søn – og ikke ”profeten Jesus”. Radiomediet er med til at sprede evangeliet.
Radio Shema, der startede i Ankara, har de sidste år udvidet, så de nu har stationer fire steder i Tyrkiet. Den seneste udvidelse bragte kristen radio til Midyat i den sydøstlige del af Tyrkiet, tæt ved grænsen til Syrien.
Sendeudstyr og drift betalt af danskere
Det er Dansk Europamissions givere, der har betalt for det nye sendeudstyr, samt det første 1½ års drift i Midyat. Siden den 1. august er der blevet sendt kristen musik og programmer ud til 500.000 potentielle lyttere.
”Det er et fantastisk arbejde, som vi er meget taknemmelige for. Vi startede stationen for tre uger siden, og allerede i den første uge blev vores hovedkontor kontaktet af folk fra området, der sagde: ”Hey, I har åbnet en radiostation her, og den kan vi lide,” fortæller en af de kvindelige ledere fra Shema.
Radioen kan skabe nysgerrighed for evangeliet
Radioens ansatte ser allerede en forandring i området. For et år siden åbnede de en station i nabobyen Mardin, og det er dennes programmer, som Midyat-senderen sender ud.
Området har været præget af store stridigheder. I 1915 brugte de ottomanske tyrkere kurdere til at dræbe minoriteter i området, og den arv fylder stadig. Der er en stor gruppe syriske flygtninge, og – efter tyrkiske forhold – en del kristne, men de mange minoriteter har ikke meget med hinanden at gøre.
”Der er en åben atmosfære i området, hvor forskellene tolereres og accepteres, men radiostationen kan åbne en nysgerrighed for evangeliet.
Vi har hørt, at flere kommer til kirken i Mardin og spørger interesseret om kristendommen, hører en prædiken og får en bibel med hjem. Kirken i Mardin har døbt 30 mennesker i 2019 og uddelt mere end 25.000 Nye Testamenter.
Når vi rejser rundt, får vi også lov til at dele et budskab om forsoning og tilgivelse med folk i området, og vi ser, hvordan de forskellige kristne grupperinger nærmer sig og er mere åbne og forsonende mod hinanden. Det håber og beder vi også om må ske i Midyat gennem den nye station,” fortæller lederen.
At kristne fra forskellige kirker nærmer sig hinanden og forsones, er en af de gode, afledte effekter af det primære formål om at forkynde evangeliet til muslimer gennem radioen.
Forsigtig start med store drømme
Foreløbig har kanalen i Midyat sendt et børneprogram om traumer og helbredelse af dem. Stationen kan sende 100-150 km ind i Syrien, og med tiden båber man, at Shema skal sende på engelsk, tyrkisk, assyrisk, kurdisk og arabisk.
Men det kræver en del arbejde at få programmerne godkendt på kurdisk, arabisk og assyrisk af RTUK – den statslige myndighed, der godkender radio og TV i Tyrkiet.
”Vi træder forsigtigt og er ikke så offensive med eksplicit forkyndende programmer her i begyndelsen, men det kommer. Lige nu er det stadig spændende, hvordan både lokalbefolkning og myndigheder tager imod stationen, men det ser ud som om, det går godt.
I værste fald, så bliver vi lukket om et par år, og så har vi da alligevel fået sendt noget kristent radio,” siger lederen og takker Dansk Europamissions givere for deres støtte og forbøn.