Trods sygdom banede Johanne vej for vækkelse

Guds svar på tidens ugunst kan meget vel være en endetidsvækkelse, gennem hvilken talrige mennesker vil komme til tro på Gud. Ligesom Greta Thunberg har banet vej for en klimavækkelse i vor tid, banede min hustrus faster Johanne vej for en åndelig vækkelse på disse kanter i sin tid.

Johannes mor blev gift som 18-årig. Hendes første 4 børn var drenge, men de døde alle inden for kort tid. Da hun ventede sit femte barn, vovede hun at sige til Vorherre, som hun udtrykte sig:

”Hvis jeg må få lov at beholde det barn, så gør det ikke noget, hvor meget jeg skal døje med det”.

Gud hørte hendes bøn på forunderlig måde. Selvom det var en lille skrøbelig pige, hun fødte, fik Johanne dog 23 år at leve i; men hun var aldrig rigtig rask. Hun lå meget af tiden i sengen og kunne næsten aldrig passe sin skole. Da der ikke fandtes mennesker på egnen i Suldrup i Himmerland, som kunne hjælpe hende, var det som om, Gud selv var hendes åndelige vejleder.

”Du skal ikk være bange”

Johanne havde i lang tid omkring 12-års alderen gjort sig tanker om døden og var blevet bange for, at hun snart skulle dø, og hvad så bagefter? Men så en morgen vågnede Johanne strålende glad og sagde til sin mor:

”Nu er jeg ikke mere bange for at dø, jeg har drømt i nat, at der stod sådan en god mand foran mig; jeg tror bestemt, det måtte være Jesus, og han sagde til mig: ”Du skal ikke gå og være bange for at dø Johanne, for det varer længe endnu, men når du dør, skal du få lov at komme herind”.

Og så åbnede Jesus en stor dør lidt på klem, og åh, der var så skønt derinde. Det var, som det skinnede af guld og perler”.

Guds lille juvel
Johannes mor havde mange oplevelser med ”Guds lille juvel”. Johanne genspejlede i meget høj grad Guds kærlighed. Det fortælles, at stedets unge pastor Bruun selv var et alvorligt søgende menneske, som følte, at han ikke havde samme tro som Johanne. Han besøgte hende ofte om søndagen på vej til kirke og sagde engang: ”Bed for mig, lille Johanne, at jeg må blive et glad menneske som du”.

Hans prædikener kunne ikke hjælpe mennesker til den glæde og fred, han ikke selv havde fundet.

Fyldt af Guds Ånd

Gennem Johanne kom vækkelsen til den egn. Johanne var fyldt i en sådan grad af Guds Ånd og kærlighed, at mennesker i hendes nærhed overgav sig til Gud. Af den grund blev der bygget et missionshus i 1903 i nærheden af Johannes hjem. Til et møde en søndag eftermiddag havde Johanne glædet sig til at være med, men hun blev som så ofte syg og måtte holde sengen.

En kristen ven kom for at følge Johanne til missionshuset. Men da han blev klar over, at Johanne var for svag til at komme med, lovede han at komme ind på tilbagevejen og fortælle om mødet.

Netop, som han var gået, faldt Johanne i søvn og sov trygt en god times tid, vågnede da op og sagde: ”Det var vel nok en god prædiken”.

Hendes mor forstod, at Johanne havde haft en drøm. Og i det samme kom den unge mand tilbage fra mødet i missionshuset. Johanne kunne fortælle ham, hvilke salmer de havde sunget, hvilken tekst der var prædiket over og udlægningen deraf.

Vennen bekræftede rigtigheden af det altsammen. Og så forstod de jo, at Gud havde givet Johanne i søvne det, som kræfterne ikke rakte til, men som Johanne selv sagde: ”Så fik jeg alligevel lov til at være med i missionshuset”.

Johanne var faster til Knuds hustru Esther. Johannes mor fik siden sønnen Elmar Sørensen, der blev far til Esther Irene Sørensen født 1938 og gift med Knud Erik Held-Hansen i 1959, red.

Skrevet af Knud Held-Hansen