Kærlighed i tre generationer

I anledning af Valentinsdag fortæller tre par, om at finde den rette ægtefælle og holde kærligheden i live hele livet.

Amy og Carl Emil blev kærester d. 10. december 2017. Den 10. oktober 2020 skal de giftes.

’Vær aldrig bange for at være den, der elsker mest’

Sådan lyder kærlighedsrådet fra Amy Møller, 20 år, og Carl-Emil Krag, 21 år. Parret kommer i Apostolsk Kirke i Vejle, hvor de har kendt
hinanden, siden de var små. Lige før jul blev de forlovede, og den 10. oktober skal der være bryllup.

Hvordan mødtes I?

– Vores forældre er rigtig gode venner igennem kirken, så vi er kommet sammen som familier, siden var vi 3-4 år. Omkring 7. og 8. klasse blev vi lidt mere interesseret i hinanden. De første følelser begyndte at dukke op, forklarer Carl Emil.

– Jeg husker, at jeg beundrede Carl Emil. Jeg tænkte, at jeg gerne vil have én ligesom ham, én der har ligeså godt et hjerte. Men jeg tænkte aldrig, at det faktisk ville blive ham, fortæller Amy.

– Efter efterskoletiden hængte vores vennegruppe meget ud sammen. Flammen blussede stille og roligt op igen, og Carl Emil spurgte forsigtigt om en første date. En date var det måske ikke rigtig – mere en hyggelig gåtur i en romantisk skov. Derefter førte det ene til det andet, siger Amy.

Hvilken rolle spiller Gud i jeres forhold?

– Han gør vores forhold stærkere. Ligesom der står i Prædikerens Bog, så brister en tretvundet snor ikke så let. Det er Gud, der har lært os at elske, og vi ved, at vi er fuldkomne i troen på Gud.

Han har givet os hinanden som en gave, fortæller Amy og fortsætter:

– Der har været situationer, der bekræftede os i, at Gud velsignede forholdet. Jeg havde året inden skrevet en bøn om, hvor jeg gerne ville være i livet om et år. Jeg ville være leder i ungdomsgruppen sammen med min kæreste. Jeg gik på efterskole på det tidspunkt og havde ingen idé om noget som helst. Ét år senere havde jeg en kæreste og tjente i ungdomsgruppen og lovsangsteamet sammen med ham.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Jeg sagde til Gud, at hvis det skulle være Amy og mig, så måtte Han åbne en mulighed for det. Kort efter kom vi i ledergruppe sammen og skulle planlægge ting sammen – den perfekte mulighed for at mødes, siger Carl Emil.

Hvordan komplementerer I hinanden?

– Vi er faktisk rigtig forskellige personer, men har det vigtigste tilfælles: troen på Gud. Vi har de samme værdier. Og så elsker vi begge musik og lovsang og nye eventyr, siger Carl Emil.

– Carl Emil kan godt lide ting i systemer, og jeg tager det mere, som det kommer. Carl Emil lærer mig at være mere ordentlig, og jeg lærer ham, at det hele ikke behøver at være i orden. Vi udfordrer hinanden til at blive de bedste versioner af os selv, mener Amy.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hvordan takler I uenighed?

– Det vigtigste er at kommunikere, og det er vi egentlig rigtig gode til, mener Carl Emil.
– Hvis en af os bliver ked af noget, den anden har gjort, er vi hurtige til at snakke om det. I begyndelsen af vores forhold var vi på PREP (et parkursus).

Her lærte vi, at mænd og kvinder er på to forskellige øer. Når man oplever uenighed, skal man gå hen på den andens ø og bare lade personen snakke. Uden at tage nogle fordomme med fra sin egen ø eller prøve at forsvare sig selv, skal man lade personen tale ud.

Vi beder også sammen, hver gang vi har hængt ud. Det er ret svært at være sur på én, man beder for og med, så det er også et lille fif, siger Amy.

Hvordan vil I holde jeres kærlighed levende resten af livet?

– Vi vil blive ved med at prøve at score hinanden og aldrig holde op med at date. Det er så vigtigt at blive ved med at bruge tid med hinanden og gøre små ting, som man ved, den anden holder af, siger Carl Emil.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Et andet råd jeg har hørt, er, at man aldrig skal være bange for at være den, der elsker mest.
Så hurtigt kan man komme til at måle og veje, hvem der gør hvad for hinanden, og blive sur, hvis man føler, at man kæmper mere for at holde kærligheden i live end den anden.
Man må ikke holde op med at overraske hinanden, mener Amy.

Skrevet af Kristina Højer Nørgaard

 

Lene og Allan kan se tilbage på 25 års ægteskab. I april kan de fejre sølvbryllup.

Brug tid sammen – gennem hele livet

Lene og Allan Madsen har snart været gift i 25 år. De bor ved Solbjerg syd for Aarhus og kommer i Aarhus Valgmenighed, hvor de bl.a. i flere år har givet førægteskabelig rådgivning til kommende ægtepar. De har tre sønner på hhv. 22, 20 og 12 år.

Hvordan mødtes I?

– Vi mødte hinanden på Ungdom Med Opgaves center Sjellebro, hvor jeg arbejdede på kontoret, og Allan kom for at være elev på en dts (discipeltræningsskole, red.). Han ringede med nogle spørgsmål inden skolestart, og allerede da syntes jeg, at han lød sød og sjov, husker Lene, der dengang var 24 år.

– Jeg kom jo ikke på bibelskole for at møde én, så det var en bonus, jeg fik med fra opholdet, griner Allan, som efter dts’en blev medarbejder på centeret, hvorefter de begyndte at komme sammen.

Lene er vokset op i Aarhus og arbejder i dag som socialrådgiver ved Aarhus Kommune. Allan er fra Ølgod i Vestjylland og arbejder som pedel ved Aarhus Universitet.

Søgte I Guds vilje, da I mødte hinanden?

– Jeg kan huske, at jeg gik en tur og bad Gud om svar på, om det skulle være Allan og mig. Da jeg så kom op over en bakketop, kunne jeg se, at han kom gående imod mig langt nede af vejen. Men han gik sammen med en anden pige, så grinede jeg, for jeg kunne godt se det komiske i situationen. Var det et tegn, og hvis det var, betød det så ja, fordi han kom gående, eller nej, fordi han fulgtes med en anden pige? fortæller Lene. Allan supplerer:

– Jeg søgte Gud, men jeg fik ikke et konkret svar. Jeg oplevede det som noget, jeg måtte tage et ansvar for. Når jeg tog det store skridt som ægteskab er, ville Gud velsigne min beslutning, det valg jeg tog. Jeg tror ikke på den eneste ene som noget forudbestemt, men i det øjeblik du vælger din ægtefælle, bliver hun eller han den eneste ene.

Hvad betyder troen for jer?

– Troen gør, at vi har et fælles værdisæt. Min kollega, som ikke er kristen, deltog i parkurset 7 dates. Hun bemærkede efterfølgende, at som kristen er der nogle værdier, som allerede er bestemt for én. Der er noget, som man allerede er enige om, og som sætter rammerne for ægteskabet, og det gør det lettere, siger Lene.

Komplementerer I hinanden, eller er I meget ens?

– Vi er ikke diametrale modsætninger. Vi er grundlæggende enige om mange ting. Da vi havde mødt hinanden, prøvede jeg at holde hovedet klart og tænke ’Hvad vil hun dybest set?’, ’Hvad er hendes værdier?’. Men derfor kan små ting selvfølgelig godt blive til uenigheder. Men jeg oplever, at som tiden går, bliver vi mere og mere enige. Man vokser sammen, fordi man med tiden både giver sig og strækker sig – bliver mere til et ’vi’, siger Allan.

– Vi er begge udadvendte og sociale og enige om mange af de praktiske ting. De største forskelle ligger nok i, hvad vi kan li’ at lave. Allan har altid gang i et eller andet praktisk projekt. Men når jeg kigger på andre mænd i vores omgangskreds, så tænker jeg, at alle mænd har en interesse eller passion, som ligger uden for familien, og det er jo også dejligt. Det handler om at finde en balance. Jeg er selv en, der ofte er ude, fx sammen med veninder, siger Lene.

Hvordan takler i uenighed?

– Vi sover på det! Man hører ofte ”Lad ikke solen gå ned over jeres vrede”, men vores erfaring er, at det altid er dårligt at tage en diskussion, når man er træt. Mange ting ser anderledes ud efter en god nats søvn. Men få sat ord på, at nu sover vi på det, og så snakker vi videre i morgen, siger Lene og tilføjer:

– Vi prøver at indgå kompromisser. Allan plejer at sige ”Man skal være villig til at gå længere end til midten, så når man hinanden”.

Allan supplerer:
– Ja, for at nå hinanden, skal man ikke kun til midten – begge skal over midten. Når bølger går højt, er Lene god til at minde om, at vi skal huske at bede over det og søge Gud for, hvad der er hans plan. Jeg ville ønske, vi altid huskede at gøre det først, men vi er tilbøjelige til at vente, til alt andet er prøvet.

– Vi har også altid prioriteret at komme afsted én weekend om året uden børn, og her har vi af og til brugt tiden på at tale nogle ting igennem i ’fredstid’. Det kan også være godt at få vendt nogle ting med en god ven. Mange uenigheder udspringer af mand-kvinde forskellen og ligner derfor andres. Så det giver god mening at spejle sig i andre. Man siger, at 80 procent at skilsmisser grunder i problemer omkring økonomi eller kommunikation. Og fx er økonomi jo noget, man kan organisere sig ud af, evt. med hjælp fra andre, siger Lene.

– Det er også vigtigt at huske på, at vi godt kan være uenige, og at det er okay, at det kan tage noget tid at nå til enighed. Det betyder jo ikke, at vi ikke kan lide hinanden, siger Allan.

– Min tese er også de 5 kærlighedssprog. Mange konflikter har deres udspring i, at man ikke føler sig elsket, og det kan skyldes, at man primært kommunikerer med sit eget kærlighedssprog, siger Lene.

Hvilket råd vil I give til unge par?

– Brug tid sammen, hav et fælles projekt gennem hele livet. Også når børnene er små, og hverdagen er travl. Find noget, I er sammen om. Det kan være i kirken, en fritidsinteresse eller andet.

– Og giv så ’projektet’ lidt ekstra. Hvis det er at cykle sammen, så prioritér at bruge penge på gode cykler. Skab rammerne for, at projektet kan blomstre, lyder Allans råd.

– Ud over at tage på weekend uden børn har vi også gennem årene regelmæssigt deltaget på ægteskabskurser. Også selv om vi kan tænke, at vi ved det hele i forvejen, siger Lene.

– Og så er det godt som ægtepar at række ud sammen og give noget eller gøre noget for andre. Det, at vi har unge par i førægteskabelig rådgivning, giver også noget til os. Når vi hører andres livshistorier og snakker om emnerne i materialet, må vi samtidig forholde os til os selv. Vi får jo nærmest et parkursus selv hver gang, slutter Allan.

Skrevet af Lisbeth Thomsen

 

– Vi har haft et super guldbryllup. Vi havde naboer inde aftenen før. De havde lavet den flotteste æresport, og ranke om døren. Næste morgen startede det med morgensang, da vi kom ud stod der mellem 75-80 personer, og derefter var der morgenkaffe i kirkehuset. Om eftermiddagen startede vi i kirken, en dejlig optakt til festen i Jels. Det burde mange opleve. En stor dag. Og vi må sende mange tak til alle som gjorde, at vi havde en forrygende dag. TAK! siger Magda og Poul Dirksen.

Vær sammen om Guds Riges arbejde

Magda og Poul Dirksen er aktive i Luthersk Mission, i det lokale kristne musikliv og i KFUMs Soldaterhjems genbrugsbutik i Jels. De har to børn, to svigerbørn og fem børnebørn, som er ’verdens skønneste’.

Hvordan mødte I hinanden?

Sjællænderen Poul fortæller, hvordan han som 24-årig mødte den sønderjydske pige Magda:
– Jeg havde været soldat i Haderslev, hvor jeg spillede i musikkorpset som værnepligtig. Efter soldatertiden var jeg på Luthersk Missions Højskole.

Jeg læste til maskintekniker i København. Så fik jeg arbejde ved Gram i Vojens, og flyttede tilbage til Haderslev.

Vi mødtes til ungdomsmøder og i sangkoret i LM´s missionshus i Haderslev. Magda var ung pige i huset hos en installatør. Vi havde også en del fælles venner i Haderslev, som jeg lærte at kende under min soldatertid.

En aften efter et møde fik jeg lejlighed til at følge Magda hjem. Det var ligesom starten, siger Poul.

Søgte I Guds vilje, da I fandt hinanden?

Magda og Poul fortæller, at de aldrig var i tvivl om, at det skulle være de to.
– Vi ville begge gerne have Guds ord som ledetråd i vores liv, fortæller Poul.

Magda var lige fyldt 20, da de blev gift efter et halvt års forlovelse.

– Poul var gammel nok, og jeg var en af de første, der ikke skulle have kongebrev for at blive gift som 20-årig, siger Magda.

Hun tilføjer, at hun var ældst i en søskendeflok på syv. Da hun skulle giftes, var forældrenes reaktion positiv – også fordi der nu var en mund mindre at mætte!
Poul fortæller om de første år:

– Vi kom med i junior- og børnearbejdet i Mølby-Sommersted. I 1973 byggede vi hus i Sommersted. Da midlerne ikke var så store, lavede vi det meste af arbejdet selv med hjælp fra nogle venner.

Poul har i mange år spillet i LM’s hornorkester, mens Magda er aktiv i det lokale kirkekor.

Oplever I, at I komplementerer hinanden – eller er I meget ens?

– Vi har ikke altid været enige, men er altid kommet overens. To modsætninger mødes tit. Det gør, at det ikke bliver kedeligt.

En gang imellem må en af os gi´ sig, eller vi finder et kompromis. Men i det store hele er det som regel endt med, at vi er blevet enige, siger Poul.

Under guldbryllupsfesten blev der fortalt anekdoter om parrets forskellighed, blandt andet, at de belært af erfaringen udfører havearbejde i hver sin ende af haven. Det fungerer bedst på den måde, når den hurtige Magda og den mere sindige Poul skal arbejde samtidig.

– Poul er mest rolig. Lidt sådan: det går nok – og det, vi ikke når i dag, når vi nok i morgen. Han får tingene gjort, men det sker ikke altid lige med det samme. Jeg vil helst gøre det hele med det samme, når jeg kommer i tanker om noget, forklarer Magda.

Hvordan takler I uenighed?

– Det er vigtigt at få snakket ud med hinanden om både glæder og problemer. Vi har mange diskussioner om tingene. Somme tider har vi et hurtigt skænderi og får det overstået. Men vi har jo lovet at holde ud, siger parret samstemmende.

Den fælles tro præger dagligdagen, fra de om morgenen læser i bibellæseplanen fra Bibellæserringen, til de om aftenen læser et stykke fra en andagtsbog før sengetid.

– Når vi er kommet i seng, læser Poul måske en bibeltekst på telefonen. Men jeg kan godt finde på at spille et computerspil, indrømmer Magda leende.

Hvilket råd vil I give til unge par?

– Vi har været glade for vores rejser til min søster og svoger i Norge og for gode rejser sammen med gode venner blandt andet til Italien og Etiopien, siger Magda.

– Det er godt at engagere sig i Guds riges arbejde. Det kan starte i det små, så der også bliver tid til familie og børn, og man ikke brænder ud. For os blev det musik og junior-børnearbejde.

Jeg tror, det har været med til at holde blikket rettet på det himmelske hjem, det er trods alt det, der er vores endelige mål, at vi bliver bevaret i troen på vor frelser Jesus Kristus, slutter Poul.

Skrevet af Bodil Lanting