Ole bliver campingchef på Mørkholt Strand
Den nye leder har bl.a. missionær og efterskoleforstander på CV’et.
Indre Mission har ansat tidligere efterskoleforstander Ole Korsholm Nielsen som ny leder af Mørkholt Strand Camping ved Vejle Fjord.
Den 17. februar begynder Ole Korsholm Nielsen som ny campingchef på Mørkholt Strand Camping.
Omfattende CV
Ole Korsholm Nielsen er 51 år og gift med Karen. De har tre voksne børn. Ole har de seneste halvandet år arbejdet som håndværker.
Ole Nielsen er uddannet lærer og har siden været missionær i Tanzania, leder af Friskolen i Bramming og forstander på Frøstruphave Efterskole.
Glade campister
Ole Korsholm fortæller, at det rykkede i ham, da han så stillingsopslaget om en ny campingchef på Mørkholt Strand Camping.
“Jeg trives rigtig godt med at være sammen med mange mennesker, og det er spændende at være med til at skabe nogle gode rammer for mennesker, der holder ferie.
Som familie har vi i mange år nydt at tage på bibelcamping, for det er et sted, hvor man kan få mange gode oplevelser med andre mennesker, men man kan også være sig selv, hvis man vil det,” fortæller han.
“Jeg ser frem til at være med til at afvikle de mange arrangementer i sommertiden på en god måde. Og jeg glæder mig meget til at indgå i teamet med både lønnede medarbejdere og frivillige medarbejdere på Mørkholt Strand Camping.”
Kendt med ledelse og økonomi
Ole Nielsen beskriver sig selv som et menneske, der ikke trives med at sidde på et kontor.
“Jeg skal ud og have luft, være blandt mennesker og være med til at skabe noget. Det kan være lige fra løsningen af forskellige praktiske problemer til at udvikle nye tiltag,” forklarer den kommende campingchef, der også har god erfaring med ledelse og økonomistyring fra sin tid som forstander på Frøstruphave Efterskole.
“Noget af det, jeg hurtigt skal sætte mig ind i, er bookingsystemet,” fortæller Ole Nielsen, der er spændt på de nye opgaver.
Vil adskille arbejde og fritid
Indtil videre bor den nye campingchef i Esbjerg sammen med sin kone.
“Tanken er ikke, at vi skal bo i lederboligen på campingpladsen. Hvis man gør det, så er man på 24 timer hele året rundt. Vi prøvede det, da vi var forstandere på Frøstruphave Efterskole. Det fungerede i en periode, men ikke på den lange bane.
Jeg tror, at det er en god ide at skille arbejde og fritid ad, og det vil vi gerne forsøge på at gøre med mit nye arbejde,” forklarer Ole Nielsen.
“Vi regner med at flytte til området, og så må tiden vise, hvor tæt på Mørkholt vi skal bo, for at det kommer til at fungere.
Det er mig, der er ansat som campingchef. Min kone er rigtig glad for sit arbejde som sygeplejerske.”
Kompetent campingchef
Virksomhedschef i Indre Mission, Ingrid Bjerre, glæder sig over den nye ansættelse på Mørkholt Strand Camping.
“Vi glæder os meget over, at det er lykkedes at finde en ny og kompetent campingchef. Ole Nielsen har solid og relevant ledererfaring, god praktisk sans og godt kendskab til vores største kundesegment, nemlig bibelcampister,” siger Ingrid Bjerre.
“Vi er også i den heldige situation, at Ole Nielsen allerede begynder sit virke den 17. februar og kan være med til at gøre pladsen klar til en ny sæson med spændende aktiviteter som bedsteforældrecamping, pinsecamping, årsmødefestival og sommerbibelcampings,” tilføjer hun.
Mørkholt Strand Camping
Indre Mission købte den nedlagte grusgrav i 1975, og i 1977 blev den nye campingplads indviet med toiletter, cafeteria og købmandsforretning.
Mørkholt Strand Camping er en offentlig campingplads med topmoderne faciliteter, smukt beliggende ved Vejle Fjord.
Pladsen råder over mere end 400 stadepladser, 30 hytter (+ 3 nye luksushytter under opbygning) og to servicebygninger.
Forlystelserne omfatter opvarmet swimmingpool, multibane og minigolf.
Foruden traditionelle campingaktiviteter afholdes der også bibelcampings, lejre og konferencer på pladsen.
Mørkholt Strand Campings omsætning gennem de seneste år er gået fra 4,7 mio. kr. i 2016 over 4,4 mio. kr i 2017 til 5,0 mio. kr. i 2018.
I 2018 overnattede 16.257 voksne og 6.270 børn i løbet af året.
Herudover havde Mørkholt Strand Camping 99 ”fastliggere” i sommersæson 2018.