Maria så en kæmpe løve på SommerOase

Vi havde haft en fantastisk uge med Gud. Vi havde oplevet store ting sammen. Vi havde vandret i en åbenbaring af omsorg for det skrøbelige dyrebare menneskeliv, for den ene, Gud møder, lige der hvor det gør allermest ondt. Og en åbenbaring af omsorg for Guds menighed som et fællesskab, hvor vi hver især udgør hans lemmer med hver vores gaver.

Vi havde fået udlagt fem forskellige identiteter – apostel, profet, evangelist, hyrde, lærer – på en sådan måde, at alle kunne spejle sig og blive mødt i omsorg for netop den/de typer, man var. Og omsorgen var til at tage og føle på, på stolerækkerne hvor vi talte med hinanden, bad for hinanden og opmuntrede hinanden med ord og billeder i forhold til hver enkelt – alt sammen guidet og ledet af ægteparret Becky og Paul fra England, der stod i tjeneste til Sommer Oases formiddagsmøder. Der var en helt unik atmosfære af Guds ånd over SommerOase, og vi fik lov at se et gennembrud på ting, vi har sukket efter i flere år. Jeg havde sammen med min mand været i tjeneste som forbeder hele ugen.

De mennesker, vi modtog til forbøn, var mange, og mange nye, mange med dybe sår på sjælen – nogle særligt dybe pga. kristne lederes/menigheders svigt, men de var ikke svigtet af Gud – og de vovede sig ind i hans nærvær igen. Det var fantastisk at se, hvordan Gud gav dem et nyt fundament, de kunne begynde at rejse sig op igen på. Og lige så fantastisk, at forældre og kærester kom for at modtage forbøn for deres børn eller kære.

Gud handler på tro

Der var masser af fokus på helbredelse både sjæleligt og åndeligt og fysisk, især på gæstedagen, hvor Hans Berntsen ledte aftenen. Rigtig mange søgte personlig forbøn hos ham, som repræsenterer så stærk en tro på det, Gud gør. Og vi lærte, at det kommer netop an på tro – og at jeg kunne repræsentere lige så meget tro for det menneske, som kom – og dermed greb Gud lige så meget ind i de menneskers liv, der søgte forbøn hos mig, som hos Hans. På den ene side kommer det ikke an på personen – på den anden side gør det!

Det var fantastisk at se, hvordan Gud gav dem et nyt fundament, de kunne begynde at rejse sig op igen på.

Hvis ikke jeg, den enkelte bærer tro for det menneske, som kommer og søger forbøn, hvad kan Gud så gøre? Handler Gud uden tro? Hvis du tror på Gud, er det ikke svært at være forbeder for en anden. Du henvender dig på den andens vegne til Gud. Og Gud griber ind! Hver gang! Og det er helt sikkert, at hvis du ikke forstår hans indgriben, så griber han ind alligevel.

Og hvis der ikke sker det, du beder om, så vil han lede dig i bøn til at bede, så han kan handle, så der bliver brudt blokeringer, sker udfrielser, lettes byrder, som så måske leder til det, du beder om. Andre gange giver han os en ro i, at han har andre planer i forhold til det bedeemne. Jeg tror på vigtigheden af specifik bøn. Jeg tror på vigtigheden af at sætte navn og ord på, både hvad vi præcis ønsker, at Jesus skal gøre for os, og hvilke ting vi præcis ønsker, han skal befri os fra i vores liv. Og han vil gøre det! Jeg har set det.

Når man er forbeder på Sommer Oase får man en uge med intense oplevelser, som kan være helt overvældende og umulige at skille fra hinanden. Nogle gange svæver man på en bølge af glæde over det, Gud gør, ofte samtidig med sorg over de smerter og lidelser, man husker, fra de mennesker, der kom frem. Men samtidig oplever man sin egen skrøbelighed og et kæmpe behov for selv at få forbøn! Dette behov anerkendes i ledelsen og bliver italesat i vores møder, og vi bruger tid på at bede for hinanden og opmuntre hinanden. Man skal ikke være bange for at give udtryk for sine egne behov, og man opmuntres frimodigt til at holde fri, hvis man trænger.

Man skal heller ikke være bange for at komme ud på dybt vand, som fx den aften, hvor køen til Hans Berntsen syntes uendeligt, og jeg stod nærmest, hvor få fra denne kø trådte ud til mig, og jeg var nær ved at miste modet over mine evner som forbeder! Men så huskede jeg på, hvem det er, vi beder til, og da jeg bad ham om at vise, hvem HAN var, så skete der forløsninger og helbredelser, også hos dem jeg bad for.

SommerOase: Gud er nær, også når han føles fjern

Ramt af Guds kraft

En af dem, der trådte ud til mig fra den lange kø, var en kær veninde, som var helt klar over, at jeg kunne tro lige så meget på hendes vegne som Hans. Og som opmuntrede mig i min tjeneste ved at lade sig betjene af mig. Faktisk var jeg stadig nervøs over situationen, men jeg gjorde en bevægelse, som virkede trosstyrkende i det øjeblik: i stedet for at stå med front imod hende stillede jeg mig ved siden af hende i retning mod scenen, hvorfra lovsangen strømmede, og sagde, at vi sammen ville bede Jesus om at komme.

Næppe havde jeg gjort det, før hun faldt om og tog mig med i faldet, (vi slog os ikke ) – jeg fandt et tæppe og lagde om hende og sagde, at nu skulle hun bare lad Gud gøre, hvad han ville gøre. Hun nikkede og sagde, at han allerede var i fuld gang, og hun blev liggende under resten af lovsangen, imens hun bare hvilede i alt det, Gud gjorde. Hun bekræftede, at det var en del af en indre helbredelse, der fandt sted lige dér, og som var endnu en manifestation af, at Gud handler når vi tror, og når vi bringer hinanden frem for ham i bøn.

Der var rigtig mange mennesker i teltet den aften, – det var jo gæstedag, så måske 3000? Men uanset om den slags sker i midten af en stor flok, eller om det sker hjemme i din egen stue, hvor 2 eller 3 er forsamlede i Jesu navn… (Matt 18,20), så handler Gud lige godt!

Forbøn er at have tro på vegne af hinanden, og den skal vi praktisere for hinandens skyld.

Forbøn er at have tro på vegne af hinanden, og den skal vi praktisere for hinandens skyld.

En kæmpestor løve

Og hvad var det så med den der løve?
Jo, som sagt, det havde været en uge med erfaring af Guds uendelige omsorg. Og den sidste dag blev der sat trumf på det for mig:

Jeg stod midt i teltet under det sidste formiddagsmøde, og de sidste lovsange buldrede derudaf. Arvid Asmussen og band havde leveret i Guds nærvær, og denne sang de sang lagde an til trumfen: Jesus stod op, og døden har ingen magt mere….

Med ét så jeg denne kæmpe, kæmpe løve – større end alt, jeg har set, – den kom ovre fra højre sideloft foran i teltet og var så stor, at den fyldte hele teltet. Hvis du har set Narnia-filmen, så forestil dig en smukkere, større og stærkere løve end Aslan!

Løven af Juda. Den var klar til sit sejrsbrøl – og havde kløer, der var spidse.
Jeg fik en dyb, dyb vished om, at han har revet døden ud af vores hænder – at han har sejret! Og at han viste sig for at manifestere, at han beskytter sit folk*.

Jeg tøvede et øjeblik, men strøg så direkte op til det profetiske team og delte min oplevelse, mens jeg græd – for jeg var rørt. Der var faldet en sten fra mit hjerte – for jeg havde haft tvivl og håbløshed inde over mit liv i et stykke tid. Her faldt det sidste menneskelige forsvar – og jeg var lettet og samtidig klar over, at dette kunne have stor betydning for andre. Og det er jeg blevet bekræftet i siden. Og det tror jeg stadig, det har.

Felix-rejse til Normandiet med oplevelser på mange ‘fronter’

Lammet og løven

Jeg er ”flasket” op med Jesus som billedet af det blide lam – lammet, der blev slagtet, og blodet, der flød, – det lam er jo helt overgivet og svagt, – det billede kan jeg spejle min egen svaghed og lidelse i, og ved hans sår blev jeg helbredt (Es. 53,5b).

Det er meget vigtigt, at det netop er her, jeg kan komme med min svaghed og smerte, for det kun her, den kan rummes helt og fuldt. Og det er vigtigt, fordi det har betydning for, hvordan jeg ser på andre menneskers svaghed og lidelse. Jeg har altid elsket billedet af lammet og hyrden, når det var mig, der var lammet – og skrålede ivrigt med som barn: Jesu lille lam jeg er! Det var sværere at forholde mig til, at Jesus var et lam. Jeg bryder mig ikke om, at Jesus er svag!

Men det er han heller ikke mere:
Han stod op som den sejrende løve! Der brøler imod døden, imod ondskaben, imod den Onde.
Og beskytter sit folk.

Han stod op som den sejrende løve! Der brøler imod døden, imod ondskaben, imod den Onde. Og beskytter sit folk.

Herren sagde til mig: ”Jeg er Herren, den Almægtige, og jeg vil kæmpe for Zions bjerg, som en løve kæmper for sit bytte. Lige meget hvor højt hyrderne råber, og hvor meget de larmer for at skræmme løven væk, så flytter den sig ikke, men viser blot tænder. Som fuglen, der svæver over sin rede for at beskytte den, sådan vil jeg beskytte og skærme Jerusalem. Jeg våger over byen og redder den.” (Esajas 31, 4-5)

”Når jeg engang brøler som en løve, vil mit folk følge mig.” (Hos. 11,10)
”Græd ikke! For Løven af Judas stamme, Davids rodskud, har sejret”. (Åb. 5,5).
Deri er vores håb.

Evt. forklaring på Løven af Juda: https://udfordringen.dk/2015/03/loeven-af-juda/

*hele Guds folk – ikke bare Oasefolk!