Lærer bliver ny forstander på Mariager Højskole

Leif Petterson har siden august 2019 været konstitueret forstander.

Bestyrelsen for Mariager Høj- og Efterskole har ansat Leif Petterson som ny forstander.

Allerede i november 2019 begyndte processen med at søge efter en ny forstander til Mariager Højskole. Bestyrelsen har arbejdet grundigt med at få afklaret profilen og kravene til skolens kommende forstander. Herefter blev stillingen slået op i dagspressen og på relevante sociale medier for at tiltrække et stærkt kandidatfelt.

Der var stor interesse for stillingen, og efter flere samtalerunder med egnede kandidater valgte bestyrelsen Leif Petterson som den kommende forstander for skolen.

Velkvalificeret – og kendt med arbejdet

Leif har været ansat som lærer på Mariager Højskole i 14 år. Siden august 2019 har han desuden været konstitueret forstander på skolen.

Gennem årene har Leif Petterson været involveret i det meste af højskolens hverdag, lige fra undervisning, det sociale fællesskab, coaching, studie- og missionsrejser til ansvar for skolens faglige profil samt leder-linje.

Han har tidligere været ansat som ungdomspræst hhv. præst i 8 år. Leif har uddannelsesmæssigt en robust baggrund, der matcher opgaven som forstander, med både en bachelor og masteruddannelse i teologi, og en Diplom i ledelse ved CBS. Desuden er han er i øjeblikket i færd med at gennemføre en ph.d., oplyser Michael Kjærgaard, der er bestyrelsesformand for Mariager Høj- og Efterskole.

Afholdt leder

– Som bestyrelse har vi lært Leif at kende som en respekteret lærer, men også som en afholdt leder i den periode, hvor han har været konstitueret forstander på skolen.

Han har stor passion for livet på og udviklingen af Mariager Højskole, og vi oplever, at han har ledt skolen trygt gennem den seneste tid. Vi er derfor overbeviste om, at han er den rigtige til at overtage ansvaret som leder af skolen.

Vi oplever Leif som en person, der hviler i sit lederskab og som samtidig vil gå ydmygt til rollen … med respekt i og for skolens bagland, men som også tænker visionære tanker for skolens fremtid, lyder vurderingen fra bestyrelsens formand.

Fortsætter momentum

”Jeg glæder mig til at forsætte det momentum, der er på højskolen lige nu og gøre det, som vi er gode til, nemlig personlig udvikling og dannelse. Det er dét, den danske højskoletradition står for, og hvad der har været omdrejningspunktet for livet på Mariager Højskole siden skolens start. Vi vil også fortsat skabe et rum for en teologisk og eksistentiel dialog, der kan hjælpe de unge til at finde ud af, hvad de skal med deres liv.

Samtidig tror jeg også, at højskolen kan engagere sig endnu mere i samfundets mange udfordringer og tage et medansvar for verden omkring os.

Jeg glæder mig derfor meget til jobbet som forstander, fordi jeg ikke kan finde noget mere meningsfyldt end at arbejde med den næste generation og det potentiale, de unge rummer”, siger Leif Petterson.

Den nye forstander er 48 år og gift med Birgitte. Sammen har de børnene Julie på 22 år og Sebastian på 16 år.