Den sidste nadver?

Som katolik er det surrealistisk at se Peterpladsen fuldstændig mennesketom. Men ikke nok med det. Peterskirken er også helt lukket, og der fejres ingen messer.

Efter den italienske bispekonference har besluttet at lukke alle kirker over hele Italien, er der ikke en eneste kirke tilbage, hvor man kan komme til messe. Det er chokerende. Det er aldrig sket før i verdenshistorien.

Ikke engang under pesten i Middelalderen eller den spanske syge lukkede man kirkerne. Det skulle netop være åbne, for at man kunne gå ind og bede, fejre messer og hente styrke.

Men den mulighed findes ikke i Italien lige nu. Og spørgsmålet er, om det samme kommer til at ske i Danmark. I skrivende stund er det mindre end et døgn siden, at statsministeren på et pressemøde tog skridt til at lukke Danmark ned de næste to uger.

Her lagde hun også op til, at trossamfund nu må overveje situationens alvor og måske lukke.
Med de lukkede kirker i Italien i baghovedet skyndte jeg mig derfor til morgenmesse i min lokale katolske kirke. For hvem ved, om nadveren denne morgen bliver min sidste i nogle uger?

Jeg kan slet ikke forestille mig en situation, hvor man ikke kan komme i kirke og modtage Kristi legeme, livets brød. Og hvad med den nært forestående påske?

Hvis kirkerne lukker, stiller det troende i en situation, hvor man må udleve troen på en måde, som situationen kræver. Præsten til morgenmessen pegede på, at forholdsreglerne for at undgå smittespredning viser en levende kristendom i Danmark. At der gøres så meget for at beskytte de svage, de i forvejen syge og ældre, er troen i handling. Kristne værdier.

Det er sandt, men måske det også handler om en frygt for det ukendte og det, som vi ikke kan kontrollere. Og da er det et tab af tro.

Da Mette Frederiksen på pressemødet sagde, at vi skulle stå sammen ved at holde afstand, og at folk i øvrigt ikke behøvede at hamstre, hvad skeete der så? Tusindvis af danskere stimlede sammen i supermarkeder i en orkanagtigt hamstringsstorm.

At stå tæt sammen i en kø øger smitterisikoen, og det er dumt at risikere sit liv for at redde det. Og at rive grådigt og panisk ned fra hylder, er ikke samfundssind, men hvad man kunne kalde velfærdssind.

I det kommende uger vil vi få danskernes inderste at se. På godt og ondt. Det er tankevækkende, at dette netop sker i fastetiden. For vi er faktisk nødsaget til gå tilbage til de kristne dyder som selvopofrelse, tålmodighed, nøjsomhed og afsavn for at få samfundet til at fungere. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, for det er gennem prøvelser og ofre, at vi vokser. Især i troen.