Troen er en klippe i krisen

Det gør en forskel at være kristen i Corona-krisen.

Af Rasmus Jonstrup Teologistuderende og ungdomspræst

I mine teologistudier har jeg undersøgt, hvilken forskel det rent faktisk gør i ens liv at være kristen. Men gør det nogen forskel nu midt i den her krise med et globalt spredende virus?

I et liv UDEN Gud kan frygten komme til at fylde det hele. Man kan frygte, at man bliver ramt af virusset. At dem, man holder af, bliver ramt af virusset. At man mister familiemedlemmer. At man mister sit job. At ens firma går konkurs. Og måske endda, at man kommer til at mangle madvarer og toiletpapir.

I et liv UDEN Gud er ingenting sikkert. Alt kan i virkeligheden gå galt, både i ens eget liv, men også i hele verden. Man er ikke blevet lovet noget som helst af nogen om fremtiden. Man har intet større håb for, at tingene vil blive gode igen.

I et liv UDEN Gud er man sin egen lykkes smed. Midt i alt dette kaos står man sig selv og sine kære nærmest og må gøre, hvad man kan for ikke at ende i ulykke. Man må leve ud fra, at det er den stærkeste, der overlever, og derfor skal man tage sig sammen. Der er intet andet håb end en selv.

MEN…

I et liv MED Gud må frygten vige bort. Som kristen har man en Gud, der hundredevis af gange i Bibelen har sagt: ”Frygt ikke.” Gud har sagt, at vi ikke skal bekymre os, for han sørger for os, ligesom han sørger for fuglene og blomsterne – og hvor meget mere elsker han ikke os end dem?

I et liv MED Gud står vi på sikker grund. I Salmernes Bog kaldes Gud for en klippe, som står fast midt i al storm og vind. Gud har allerede fortalt os, at verdenshistorien ender godt, og at vi som kristne kan glæde os til det, der kommer. Derfor er døden ikke en fjende at frygte, men en vinding.

I et liv MED Gud er det Gud, der er vores lykkes smed. Han har sagt til os: ”Jeg virker alt til gode for dig” – og dette ”alt” gælder endda sygdom og smerte. Vi har en Gud, der siger: ”Når jeg er for dig, hvem kan så være imod dig?” Gud har skabt universet, og han har lovet at passe på os. Hvad skal vi så frygte?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Den kristne tro ændrer ALT for et menneske i Corona-krisen! Vi kan løfte vores pande og se ud mod horisonten og vide, at der er håb!