’Kirken kan skabe sammenhængskraft’

Hvem står på kanten af samfundet og har brug for hjælp?

Det spørgsmål står mejslet ind i sindet hos Mette Møbjerg Madsen, der er generalsekretær for De Samvirkende Menighedsplejer.

– Jeg oplever, at samfundet kører derudaf på motorcykel, og så har vi et lad, der hænger bagpå og slingrer lidt. Her er kirken ikke god nok til at sige: ”Vi har faktisk noget at byde på”.

Derfor er De Samvirkende Menighedsplejer sat i verden for at organisere Folkekirkens omsorg til samfundets mest udsatte. Selv om Corona-epidemien har sat store dele af samfundet i stå, er Menighedsplejerne stadig i fuld gang med at skabe kontakt mellem mennesker. Det sker først og fremmest gennem telefonen.

Menighedsplejerne hjælper mennesker med særlige økonomiske eller sociale behov. Det er først og fremmest dårligt bemidlede, ensomme, psykisk skrøbelige og mennesker i en svær livssituation på grund af sygdom hos nærtstående eller sorg over døde. Videre er det børn, unge og forældre fra hjem, hvor der er vanskelige vilkår af økonomiske og sociale årsager.

Voksede op i Syrien

Tilbuddene gælder ikke kun kirkens medlemmer, forklarer hun, da vi møder hende på organisationens hovedkontor i Valby:

– Vi skal være gode naboer. Jesus gik jo ikke og skelnede mellem, hvem der hørte til hvilke religioner. Han talte med alle. Jeg ser kirken have en kæmpe rolle i at byde nye borgere velkommen og være med til at skabe sammenhængskraft i samfundet.

Mette Møbjerg Madsen er uddannet teolog og kommer fra en stilling som udviklingskonsulent i Specialcenter Øst og Vest i Slagelse. Forinden var hun chefkonsulent i Etikos, der arbejder med etisk ledelsesrådgivning. Hendes interesse for mødet mellem religioner har hun fra sin opvækst i Mellemøsten, hvor hendes far var FN-observatør:

– Vi flyttede til Syrien, da jeg var 12 år. I den dannelsesalder stiller man sig selv mange spørgsmål, og jeg lagde mærke til, at religion fyldte meget mere i det daglige, end jeg var vant til derhjemme. Så jeg har brugt min tid på at finde ud af, hvad religion betyder i Danmark.

Gør som Jesus

Folkekirken har ofte ”udliciteret” omsorgsopgaverne til organisationer som Kirkens Korshær og missionsselskaberne – men menighedsplejerne er stadig en del af Folkekirken, pointerer Mette Møbjerg Madsen:

– Troen medfører, at du har lyst til at gøre noget. Jesus gik ikke kun rundt og talte på jorden. Han helbredte også og hjalp folk. Det er ud fra hans forbillede, at vi prøver at handle godt mod andre.

Menighedsplejerne handler ikke om at ”gå ud med bannere og drive mission”, pointerer Mette Møbjerg Madsen:

– Men vi skal have øje for, at der er nogle strukturer, der skaber fattigdom eller ulighed. Der kan vi for eksempel tage fat i de særligt udsatte og finde årsagen til, at deres liv kører lidt i ring. Det kan vi gøre gennem Bisiddertjenesten, hvor vi tager med op og taler med sagsbehandleren.

Vi kan hjælpe med at læse breve fra det offentlige eller banken. Forsøge at hjælpe med eventuel gæld, hvis der er nogle ting, som kan sættes i system.

Frivillige skaber kaos

Menighedsplejerne hjælper sogne og pastorater med at rekruttere frivillige til at tage sig af mennesker, som ofte er opgivet af samfundssystemet. Det kan især være svært for små landsogne at organisere en menighedspleje. Men her har Mette Møbjerg Madsen er forslag:

– Vi kan aftale, hvilke projekter de har lyst til at starte med frivillige. For det at starte en frivillighedskultur indebærer, at man er klar til at give plads til noget kaos og nogle frivillige, som måske har lyst til at lave noget andet end den sædvanlige julebazar.

Eller at man tør arrangere nogle besøgstjenester, hvor præsten ikke er med. Så må man lave nogle kurser for de besøgende, så vi sørger for, at de behandler folk rigtigt. Vi skal sætte klare rammer, og så skal man finde en måde at organisere det på, som passer til kirken.

Mette Møbjerg Madsen fortæller bl.a. om Sandved/Fuglebjerg som består af seks sogne omkring Slagelse, som er gået sammen om at organisere én menighedspleje. De har købt en gammel købmandsgård, som bliver brugt som mødested med aktiviteter for unge og ældre.

Et stort sogn som Roskilde Domsogn har én stor menighedspleje, hvor hvert bestyrelsesmedlem står for et område, såsom ældre, unge, ferier, juleaften eller spisearrangementer.

Det skal også være hyggeligt

Kristeligt Dagblad har lavet en analyse, der viser, at flere og flere bruger kirken, mens der er færre, der går til søndagsgudstjeneste.

– Omsorgstjenesten viser, at kirken har betydning i lokalområdet, og jo større social stemme, vi har, jo mere kan vi få lov til at betyde, mener Mette Møbjerg Madsen og giver et eksempel fra plejehjemmene:

– Her taler vi ind imellem om, hvor meget krop skal fylde i forhold til ånd. Ja, vi kan dø af COVID-19, men man kan også dø af ensomhed. Som når man sidder alene og aldrig får besøg, fordi der ikke er nogen, der tør besøge én? De ting skal balancere. I dag får krop og hygiejne lov at bestemme mere, og så kommer de sjælelige værdier og eksistentielle samtaler efter.

Derfor bidrager Menighedsplejerne med at gøre det lidt hyggeligt for plejehjemsbeboerne gennem for eksempel biografer, spisearrangementer og besøgsvenner.
– Så bliver man glad og får det måske også lidt bedre fysisk.

Inviterer imamer og rabbinere

Som nævnt er Menighedsplejernes indsats ikke begrænset til kristne eller folkekirkemedlemmer.

– Når vi er majoritet, har vi en forpligtelse til også at række hånden ud til imamer eller rabbinere. Mange af dem er jo ikke fuldtidsansatte som religiøse ledere, så de har slet ikke samme fortrin.

Så hvis vi i et sogn, hvor der også ligger en moske, ser nogle enlige kvinder, som har brug for et sted at mødes, så invitér dem med! Eller tag over at besøg dem og sig: ”Vi kan også holde det hos jer!”, sådan at de muslimske kvinder også får lov at være med i fællesskabet.

Vi skal skabe nogle mødesteder og få snakket, for lige nu bor vi i ghettoer. Vi får ikke skabt følelsen af, at vi har samme mål.

Hvad siger du til kritikken om, at diakonien bliver et redskab for mission?

– Vi mener, at diakonien er et mål i sig selv. Det at få folk til at tale sammen, spise sammen og sidde sammen er næstekærlighed i sin reneste form. At man så ikke kan lade være med at tale om det, hjertet er fuldt af – det vil give en dialog om tro i nogle sammenhænge.

Men det er der alt for lidt plads til i vores samfund i dag. Der er næsten ikke nogen tabuer, men tro er et af de tabuer, vi har. Og der kan vi være med til at sætte tro på dagsordenen.

Værdierne er vigtigst

Hvad kan den religiøse dimension tilføre et sekulært samfund som det danske?

– Jeg ville ønske, at det kunne tilføre, at Finansministeriet ikke havde så meget magt. At man ikke ville kunne indføre besparelser uden at besvare ”Hvorfor?” At vi taler mere om visionerne for det gode samfund, end vi taler om vores økonomi og hvem, der tjener mest. At værdierne vil være det, vi snakker om som det primære. At vi får øje på kærligheden, varmen og det gode i vores samfund.

Mette Møbjerg Madsen fortæller glad om projekt ”Peer to peer” (kammerat til kammerat – red.), hvor psykisk sårbare mødes med andre psykisk sårbare, som har fået det bedre.

– Den, som støtter, kan give håb til den anden. De fortæller, at udslagsgivende er, at de mødes som ligeværdige. Jeg skal ikke sige mit CPR-nummer og passe ind i en handlingsplan.

– Dér kan kirken altså byde ind med noget andet. Der findes masser af huller som dem. Her skal Menighedsplejerne ud og støtte. Vi skal ikke tage opgaver fra staten. Vi skal fylde huller ud og være en anden næste, slutter Mette Møbjerg Madsen.

Læs mere om De Samvirkende Menighedsplejer på www.menighedsplejer.dk.