Intet kan ophæve Guds kærlighed
Louise Adrian er organist ved Vridsløselille Statsfængsel og leder af Fangekoret, der synger ved gudstjenesterne i fængslet og giver koncerter rundt om i landet.Lignelsen handler om sønnen, der beder om sin arv og går ud og ødsler pengene væk. Da den sidste krone er brugt, må han sulte og ender som svinepasser det mest nedværdigende job af alle i datidens Israel.
Til sidst går han hjem til sin far og bliver modtaget med åbne arme og en stor fest. Men hans storebror vil ikke deltage i festlighederne. Han mener ikke, at hans fortabte lillebror har fortjent sådan en velkomst.
En samling fortabte sønner, der synger sammen i svinestien! Sådan vil nogen sikkert betragte de indsatte, som søndag efter søndag, år efter år synger i fængselskirken i Vridsløselille Statsfængsel.
Mange af dem har ødslet deres formuer og evner væk. De har levet som den fortabte søn i sus og dus, og da de ikke havde flere penge, skaffede de dem ved kriminalitet, indtil de blev afsløret, dømt og straffet.
Den gængse opfattelse er, at de selv har købt billetten til fængslet, at ingen bør have ondt af dem, at de blot får som fortjent, og at de ikke kan synke meget dybere i det danske samfund.
Nogle af de indsatte har også set sig selv som den fortabte søn i svinestien. De har oplevet fængslingen og opholdet i fængslet som en statusopgørelse, hvor de har taget et nyt standpunkt, har ønsket en anden drejning i deres liv. Og uventet, også for dem selv, har de ønsket, at Gud skulle have en betydning.
For nogle er det derfor blevet som vandringen tilbage til deres himmelske far, som har ventet på dem på trods af deres blakkede fortid – og som tager imod dem med sin tilgivelse og nåde. Alverdens smerte, had, rod i eget og andres liv kan ikke ophæve eller udrydde Guds kærlighed, der retter sig mod ethvert menneske.
I 11 år har jeg glædet mig over at høre de indsattes sang. Deres tatoverede overarme og rå stemmer står i stærk kontrast til den pæne menighed og den konventionelle salmesang i landets kirker. Deres glæde over at synge er overraskende, da man ellers sjældent ser dem i højt humør i den grå hverdag bag tremmer.
Først da medierne satte fokus på Fangekoret, begyndte fangerne at tale om, hvad det betød for dem at synge i koret. Men alle gav udtryk for deres begejstring med sætninger som Når man synger, slås man ikke! Man kan ikke både være sur og synge! og At synge er et lyspunkt i hverdagen – et mentalt åndehul.
Kirken, musikken, teksterne og samværet i koret giver mange af de indsatte særlige stunder. Nogle oplever også at blive fejret som den hjemvendte søn, den søn, som Faderen har savnet, længtes og spejdet efter.
Jeg oplever gradvis, hvordan deres evne til at samarbejde udvikles, hvordan de lærer at lytte til andre, hvordan de bliver positive og omstillingsparate. Kort sagt: hvordan de erhverver eller genvinder de sociale kompetencer, som er så vigtige, når de en dag skal tilbage til samfundet. Jeg har set forbrydere rydde op i deres fortid, skrive breve til pårørende og bedt om tilgivelse for den smerte, de har forvoldt.
Det har altid været en glæde i sig selv at synge med gutterne, men nu oplever koret og jeg, hvad det betyder at dele glæden med andre. Fangekoret er blevet inviteret til at synge i forskellige kirker. Her møder vi et lydhørt og nysgerrigt publikum, der får nedbrudt barrierer og fordomme og begejstres over de indsattes engagerede, hudløse og overbevisende sang.
Mon ikke mange tilskuere får nedbrudt den selvretfærdige og selvtilfredse ældste bror, der bor i os alle. Den bror, som ikke vil være med til festen for sin yngste fundne og levende bror?
