Redaktøren er selv en corona-tosse

I dag har vi et læserbrev fra en af vores læsere, som er fortørnet om mine kommentarer imod Corona-reglerne i sidste uge.

Da læseren forlanger et ordentligt svar og ikke bare ”et goddag-mand-økseskaft svar”, vil jeg gerne her svare på hans og måske andres spørgsmål.

Har du ikke stadig tro, trykke- og talefrihed? spørger læseren, fordi jeg mener, at den personlige frihed er truet.

Jo, men det er svært at sige noget andet, når et overvældende flertal mener det samme som statsministeren, og de, der ikke følger reglerne, betragtes som uansvarlige.

Det provokerer mig, at medierne og de andre politikere ikke protesterede, da regeringen lukkede hele samfundet ned og indskrænkede vores personlige friheder.

Hvad ville du have sagt og gjort, hvis ikke der var blevet lukket ned, og vi havde oplevet franske og italienske tilstande? spørger læseren.

Vi kan IKKE sammenligne vores sundhedsvæsen med det italienske. Og mediernes skræk-billeder har været med til at skabe en atmosfære af frygt og bekymring.

Tror du det har været for at genere befolkningen? spørger læseren, som mener, at kirkerne også har været smittesteder.

Nej, selvfølgelig har man ikke gennemført reglerne for at genere befolkningen. Men det var efter min mening en unødvendigt overreaktion. Og det er heller ikke rimeligt, at medierne hænger kirkerne ud, fordi folk bare mødes her.

Hvad mener du med begrebet ”en emsig coronatosse”?

Dette udtryk var humoristisk ment. Jeg burde i stedet have skrevet ”en person, som er så skræmt af corona, at vedkommendes virkelighedsopfattelse er kommet lidt ud af proportioner.”

”Vil det være muligt at være kristen uden at have samme mening og politiske holdning som dig?” spørger læseren retorisk.

Til det kan jeg kun svare ja og amen!

Endelig antyder læseren, at han risikerer at blive bortcensureret, men det håber jeg, at denne artikel modbeviser.

Forskel på meninger og inspirerede ord

Når man uge efter uge skal skrive en lederartikel, kan man ikke undgå, at nogle læsere er uenige, eller at man selv tager fejl eller overdriver.

Men en lederartikel skal efter min mening ikke bare sige det, som alle kan være enige om. Man skal gerne have noget nyt at sige. Eller i det mindste se det kendte fra en ny vinkel. Udfordre læserne. Også selv om man godt véd, at det ikke er populært, og at man nok får tæsk for det.

For hvis man altid blot siger det, der ikke gør en kat fortræd, så bliver det så ligegyldigt.
Engang var jeg til en begravelse af en spændende personlighed. Og jeg glædede mig faktisk til at høre noget om den afdødes liv og karakter.

Men præsten holdt bare en standard-prædiken, hvis banale og poetiske ord kunne passe på hvem som helst.

Så ”præsten holdt en tale, men sagde ingenting.”

Nu er der heldigvis andre præster, der virkelig har noget på hjerte, – og som også har noget at give til os. Og det er dem, vi skal lytte til. Det er også tydeligt, at det er de kirker og præster, der har noget på hjerte, som ikke har kunnet ”hvile”, men har brugt medier og andre måder til at komme ud med det gode budskab.

Kristne forkyndere har jo et særligt ansvar for at sige noget ”profetisk”. At give et ord fra Gud ind i en aktuel situation. Noget, der er inspireret af Helligånden.

Det vil jeg slet ikke påstå, at min leder om corona-regelrytteriet var. Men nogle gange er det nødvendigt, at nogen ”taler Roma midt imod” – og på den måde får os til at tænke over, hvad der sker, og om flertallet nu også har ret.