Ras-Ras til EM i gokart i München

I denne weekend drøner Rasmus Rasmussen rundt i sin gokart til EM i München. Næste heat hedder DM i september og VM i oktober. Det sidste afhænger bl.a. af Udfordringens læsere…Lige nu står Rasmus overfor en kæmpe udfordring: EM i München her i weekenden.– Mine forventninger til EM er en placering i top ti, siger Rasmus. – Men bare det at komme med er jo stort.
Storebror Ronnie bryder ind med mental opbakning:
– Nu er du for beskeden, Rasmus, for du siger jo selv, at du tager derned for at vinde. Og på en god dag er der også en reel chance for, at det kan lade sig gøre. En podieplads er ikke urealistisk.

En familie med Go i

For familien Rasmussen fra Grindsted er det at køre gokart en livsstil. Alle i familien er involveret.
Det var far Frank og hans ældste søn Ronnie, der startede. Frank ønskede som andre fædre at gøre noget sammen med sine drenge. Frank er uddannet automekaniker. En dag fortalte Rasmus og Ronnies farfar om en bekendt, der havde en gammel gokart stående. Den købte de.
Familien meldte sig ind i Grindsted Gokart Klub, og så gik far og søn i gang med at fikse raceren hjemme i garagen.

Lillebror fik lov

Ronnie viste sig hurtigt at have talent og kørte blandt de allerbedste i juniorklassen. Alligevel måtte han i 1996 drosle ned for sine egne ambitioner, da den 10-årige Rasmus også skulle have chancen.
– Det blev for meget for far at holde styr på to gokarts, så det var enten mig eller Rasmus. Og så kunne vi ret hurtigt se, at Rasmus var rigtig dygtig, og det er jo aldrig sjovt at få baghjul af lillebror, griner Ronnie. I dag kører lillesøster Winnie på 16 også…
I år 2000 rykkede Rasmus op i ungdomsrækken. Første år gik okay. Andet år fik Rasmus sit gennembrud og vandt fire ud af fem afdelinger i de jysk-fynske mesterskaber!
I dag er Ronnie mekaniker og mental træner for Rasmus:
– Jeg har ikke det talent, som Rasmus har, og jeg har heller ikke psyken til at klare mig i det miljø, mener Ronnie.
Rasmus fortsætter:
– Omvendt kunne jeg ikke klare mig uden at have Ronnie med. Han er en utrolig stor støtte, både som mekaniker og som mental opbakning.

Gud greb ind

Da Rasmus vandt de jysk-fynske mesterskaber, skulle der træffes en stor beslutning: Enten skulle de nu køre gokarten i garagen, eller også skulle de fortsætte opad i rækkerne, vel vidende at udstyret bliver dyrere, jo længere man når.
Samtidig havde Rasmus det svært med kristendommen. Han var ikke i tvivl om, at der fandtes en Gud, og at Jesus var Guds søn og vores frelser, men kirken sagde ham ikke noget.
Det eneste, han havde i hovedet, var gokarts.
Familien Rasmussen har altid været nært tilknyttet Vestermarkskirken. Den er en del af Det Danske Missionsforbund. På en af kirkens teenlejre havde Rasmus en oplevelse, der forandrede både hans og familiens liv:
– Det var under et møde med den amerikanske evangelist Joel Staab. Der var flere, der fik profetier, og pludselig var der en profeti henvendt specielt til mig. En mand rejste sig og sagde: – Gud vil bruge dine talenter.
Efter denne oplevelse vandt Rasmus faktisk alle de løb, der var at vinde, og stod til at rykke op i en højere klasse. Problemet var bare, at der ingen penge var til det…

Hjælp til økonomien

En sæson i landets bedste række ville koste omkring 100.000 kr., og familien havde ikke i nærheden af de penge.
– Vi bad mange gange til Gud om, at han måtte vise os, hvad vi skulle gøre. Og pludselig en aften, lige som vi sad og snakkede om det, bankede det på døren. Det var et par, hvis søn var kommet en lille smule i Vestermarkskirken. De ville bare fortælle, at de gerne ville give Rasmus 20.000 kr. til en ny gokart, fortæller Ronnie.
– Det var bare rigtig fedt at opleve, hvordan Gud greb ind og hjalp os. Det overbeviste os om, at Gud ville bruge os i gokart-miljøet.

Synlig kristen

Lige så langsomt blev Rasmus mere synlig kristen på gokart-banen. Der blev syet kristne symboler på dragten, og han fik en ny hjelm.
– Der ringede en mand til mig og fortalte, at han var begyndt at male hjelme som hobby, og at han gerne ville male en hjelm til mig.
Manden er nok ikke kristen, men da han hørte, at jeg var det, vidste han lige, hvordan min hjelm skulle se ud, fortæller Rasmus.
Hjelmen har kors foran og på siden samt påskriften „Jesus Freak” i nakken.
Både Rasmus og Ronnie beskriver miljøet omkring gokart-banerne som hårdt, og i begyndelsen havde brødrene svært ved at blive accepteret. Indtil Rasmus gav konkurrenterne baghjul.
– Det virker jo latterligt, hvis man ikke respekterer dem, der kører fra én på banen, smiler Ronnie. Siden har flere gokart kørere være henne og spørge til symbolerne på hjelmen, og det kristne gokart-team bliver nu godt modtaget på banen.

Kirken er vigtig

Den megen tid med go-karten kan ikke undgå at tage noget af den tid, Rasmus gerne ville bruge i kirken.
– Jeg har brug for at få min egen tank fyldt op rent åndeligt. Derfor gør jeg, hvad jeg kan for at komme i kirken, siger Rasmus.
– Bl.a. er jeg leder af kirkens egen gokart klub for teenagere. Vi mødes hver mandag og kører gokart. Jeg spiller også trommer i Vestermarkskirkens lovsangsband.

Vejede 400 g for lidt

Der var dramatik på, da Rasmus kvalificerede sig til EM. Ronnie fortæller:
– Vi kvalificerede os rimeligt overbevisende. Europa er delt op i tre regioner. Til EM kvalifikationerne for Nordre Region var der 72 kørere, og de 24 bedste af dem gik videre til EM. Løbene er delt op i seks heat, der er spredt over en weekend.
Første heat er en tidskørsel, og i den blev vi nummer to.
Anden, tredie og fjerde heat er kvalifikations-heat. I det første af dem var vi faktisk lige ved at tro, at vi blev disket, fordi gokarten og Rasmus vejede 400 gram for lidt efter heatet. Vi havde simpelthen brugt for meget benzin.
Vi blev dog ikke disket, men vi fik kun en sidsteplads.
Det andet af de tre kvalifikationsheat vandt Rasmus. Og i det sidste fik han en andenplads.
Derefter kører man en præfinale og en finale. I finalen var Rasmus lige ved at komme rigtig galt afsted, da en flok gokarts kørte sammen lige foran ham. Heldigvis lykkedes det ham at komme videre og klare sig rimelig godt i finalen. Sammenlagt kom vi på en 19. plads – og gik altså videre til EM.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Usikkert VM

Rasmus og Ronnie har allerede kvalificeret sig til VM i oktober, men de ved endnu ikke, om de kommer afsted.
– Vi har simpelthen ikke pengene til det. Hvis vi skal afsted, skal der findes nogle nye sponsorer, siger Ronnie.
– Men det vigtigste er også, at vi har kvalificeret os, det er helt vildt, slutter Rasmus, som håber, at nogle af Udfordringens læsere vil være sponsorer.

Støt Rasmus!

Læsere, der ikke selv har et logo, de vil promovere, kan hjælpe Rasmus og Ronnie ved at indbetale en gave til Udfordringen, så vi kan få vores fælles Udfordringen-logo med til VM i oktober og DM i september.
Brug giro nr. (+01) 2 36 11 83 mrkt. ”Rasmus Gokart”.
Læs mere om Rasmus og Co. i de kommende uger.