Godt nyt fra Cash

I sine sidste år indspillede Johnny Cash (1932-2003) adskillige sange. Nogle af disse er nu udsendt på to cd’er, en udelukkende med åndelige sange og en med en blanding af kristne og ikke-kristne sange.På cd’en My Mother’s Hymn Book hører vi „kun“ Johnny Cash og hans guitar. Fra sin mors „hymnebog“ valgte den 70-årige Cash 15 sange, som betød noget særligt for ham, og som han havde et stort ønske om at indspille.
Som han siger i teksthæftet: „Sangene i den gamle bog betyder mere for mig, end jeg kan sige, så jeg synger dem bare … i bevidstheden om, at Gud elsker musik, og at musik bringer håb om en bedre fremtid. Man har bedt mig om at udvælge et favoritalbum blandt alle dem, jeg har indspillet, og det er det her, My Mother’s Hymn Book. … Jeg er så glad for, at jeg har fået det lavet.“
Nu tre år efter, at han døde, har vi altså mulighed for at høre og læse hvorfor. Til hver eneste sang har Johnny Cash givet sin begrundelse for, at han har valgt netop den, og vi får derigennem et indblik i hans tro og trosliv. De fleste af sangene er kendt herhjemme, om ikke andet så fra andre indspilninger. Det er en enkel og stille cd, som næppe vil tiltale unge, men burde kunne glæde dem, der er ældre.

Endnu mere, endnu bedre Cash

Større appel til et bredere publikum har givetvis rækken af cd’er med fællestitlen American Recordings, hvortil nu er føjet en femte – og måske kommer der endnu en. A Hundred High-ways indledes med en god gospelsang Help Me, og dermed er det angivet, hvad der betyder noget for den „gamle“ Cash. På cd’en findes også to af hans egne sange, Like The 309 og I Came To Believe. En dejlig og stemningsfuld cd.
Noget af baggrunden for det hele kan man få gennem den glimrende film Walk The Line, som er kommet i to dvd-udgaver. Som ekstramateriale på den „ordinære“ udgave er der slettede scener, som også er med på „Collector’s Edition“ med to dvd’er: Her finder man selvfølgelig meget ekstramateriale, både om Johnny Cash og June Carter, om filmen og ikke mindst om Cash og hans tro. Så lidt klogere på ham bliver man da.
NJV

Johnny Cash:
My Mother’s Hymn Book
39 min. • 149,95 kr.
CMD / Hosianna.dk
Johnny Cash: A Hundred Highways – American V
43 min. • Kirkemusik.com-pris: 135 kr.
Walk The Line
Kirkefilm.dk-pris:
180 kr. (1 dvd) / 225 kr (2 dvd)