Charlotte tabte sit hjerte til nomaderne

For de fleste er ordet ”hjem” knyttet til et land og en by, hvor man hører hjemme. Men for den 26-årige lærer Charlotte Bech, der i sin barndom er opvokset i Tanzania som yngste datter af missionærparret Helle og Peter Bech, var det svært som teenager at vende tilbage til Danmark.

Hun følte ikke, at hun geografisk eller kulturelt hørte hjemme noget sted, og hun har siden rejst tilbage til de kendte steder i Ifakara og Iringa, både på besøg og som volontør i landet.

Nu er Charlotte Bech blevet ansat af LM til en diakonal og undervisningsmæssig opgave blandt nomader i Tanzania og rejser til januar til Dar es Salaam, hvor hun skal bo og arbejde ud fra den lutherske kirke.

Her kunne jeg bo

Kaldet til mission i sit barndomsland er modnet over mange år, men blev for alvor vakt under en sommerferie for nogle år siden, hvor hun sammen med en amerikansk missionær tog på en fire-dages tur og boede hos en nomadestamme i Nordtanzania.

”Den første dag blev vi inviteret med til et navngivningsritual for en nyfødt. Vi fik lov til at bede for barnet, for moderen var kristen. Det var rigtig stærkt. Da vi gik tilbage derfra mod bilen, var der en fantastisk solnedgang.

Jeg gik lidt bag ved de andre og fik tanken: ’Her kunne jeg bo i mange år.’ Det var en underlig tanke at have i en del af Tanzania, jeg aldrig før havde været i, og i en kultur, jeg ikke kender til,” fortæller Charlotte Bech.

”Hos nomaderne fik jeg oplevelsen af at høre til. At være hjemme. For et missionærbarn, der ikke kender den følelse, var det virkelig overvældende. Jeg oplevede at blive modtaget på en helt fantastisk måde – ikke på sådan en hvid-pige-spændende-måde – men med en ligeværdig interaktion.”

Hos nomaderne fik jeg oplevelsen af at høre til. At være hjemme.
For et missionærbarn, der ikke kender den følelse,
var det virkelig overvældende.

Efter den sommer fortsatte hun sin læreruddannelse i Silkeborg. Da hun nåede afslutningen, trak kaldet igen, og hun bad til Gud, om det var nu? Det oplevede hun ikke, det var. Desuden blev hun tilbudt en fastansættelse på Virklund Skole i en lille by uden for Silkeborg.

Det var det første job, hun søgte, som hun rigtig gerne ville have, og det virkede som det helt rigtige for hende, fortæller hun.

”Efterhånden var jeg faldet rigtig godt til i Silkeborg og Kirken ved Søerne og havde endelig fundet et sted, hvor jeg følte mig hjemme. Så jeg nåede dertil, hvor jeg sagde: ’Det er faktisk ok med mig, Gud. Det er ikke en skuffelse, hvis jeg skal blive i Danmark i fire, fem eller ti år mere.”

Hvor travlt har vi, Gud?

Bare halvanden måned senere kom vendepunktet, hvor hun mærkede Gud sige: ”Så Charlotte – nu må du godt gøre dig klar!”

”Jeg havde haft en ret frustrerende dag og sad på mit køkkengulv og bad. Pludselig fik jeg en stærk følelse af: ’Vi skal noget’. Så blev jeg faktisk lidt sur og spurgte: ’Gud, hvorfor lige nu? Ok, hvis det virkelig er det, du vil, på det allermindst oplagte tidspunkt, så lad gå. Jeg ved ikke, hvor hurtigt jeg kan sælge min bil og min lejlighed. Hvor travlt har vi Gud?’ Det var ret forvirrende,” husker hun.

Efterfølgende oplevede hun, at kaldet blev bekræftet – i bøn og gennem prædikener – og efter en samtale med en fra kirkens menighedsråd var hun ikke i tvivl: Hun skulle gøre sig klar, og hun skulle kontakte LM – også selv om der på det tidspunkt ikke var en ledig stilling til hende.

”Jeg kontaktede LM, og der gik ikke mere end to-tre dage, så fik jeg et meget positivt svar fra Christian, som er missionskonsulent. Efter vi havde talt i telefon sammen, var han i Tanzania og have møder med missionærerne.

Da han kom tilbage, fortalte han, at han ikke havde nævnt, at jeg var interesseret, men at flere af missionærerne på den tur havde nævnt for ham, at der var et behov for undervisning blandt nomader. Hvor vildt var det lige?”

Derfra gik det hurtigt. LM så et behov for undervisning af nomader, fordi det er afgørende for at oplæres i den kristne tro, at de lærer at læse i Bibelen. Desuden har den lutherske kirke brug for støtte i deres kald til mission og diakoni blandt nomader. Derfor blev det besluttet, at den unge lærer skal sendes til Dar es Salaam, hvor der er en kirke, der arbejder blandt nomader i området.

”Der har kun været åbne døre i den proces. Min frygt for, om jeg nu skulle til at sparke døre op og overbevise nogen om mit kald, blev gjort til skamme.”

Ikke alene i Tanzania

Lige nu går hun på LMH for at forberede sig til missionæropgaven, og den 10. januar er der udsendelsesfest for hende i Kirken ved Søerne. Det bliver dog uden deltagelse af hendes mor og far, der i mellemtiden er rejst til Tanzania for at stå for ombygningen af bygningerne ved den tidligere danske skole i Iringa.

”Ja, det var jo lidt underligt. Vi havde jo regnet med, at de skulle hjælpe mig med at pakke, for det har de jo erfaring med. Og alle mine ting står hos dem,” siger hun med et smil og tilføjer:

”Men det er helt ok. Nu får jeg dem jo tæt på for en tid, så det bliver rart.”

Selv om Charlotte rejser ud som single-missionær, er hun ikke bange for at være alene.
”De overvejelser, jeg havde, er blevet afklaret i processen, så jeg får den bedst mulige start. Jeg kommer ikke til at stå alene. Der er nogle, jeg skal samarbejde tæt med derude,” siger hun.

Og så har hun sin menighed i Silkeborg, der bakker hende op og beder med.

”Jeg kan ikke andet end glæde mig over Guds timing, at det faktisk er svært for mig at skulle sige farvel på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Gud kunne ikke bruge mig, før jeg havde den uddannelse, han skulle bruge, og den menighed, jeg hører til i, og før jeg følte, jeg havde rødder et sted.

Jeg skulle have en klar følelse af, at der er et sted, jeg kan komme hjem til, en menighed, jeg har så god en relation til, at det ikke ryger ud i sandet, og et netværk, som ikke mister interessen.”

”Det at have oplevet at være en del af en menighed, hvor man hører til, er virkelig betydningsfuldt, når man skal være med til at bygge nye menigheder – at man selv ved, hvad det er at høre til, at der er et sted, man kan kalde et åndeligt hjem.”

Artiklen har været bragt i Luthersk Missions blad Tro og Mission den 23. oktober 2020.