Volontører må ikke rejse
Brødremenighedens Danske Mission BDM skulle d. 17. januar have udsendt 6 volontører til Tanzania. Dette kan desværre ikke lade sig gøre pga. de nye restriktioner, som forhindrer al udrejse til andre lande. Det er derfor uvist, hvornår de kan gøre drømmen til virkelighed.
De seks volontører er Kathrine Hagelskær, Liane Skovhold Plauborg, Jonas Skifter Laulund, Mads Gram Sørensen, Julie Skjold Hedegaard og Heidi Linde Pedersen.
Kathrine Hagelskær (20) og Liane Skovholm Plauborg (20) er begge fra Skjern og skulle arbejde på børnehjemmet og med gadebørn i Sumbawanga.
Julie Skjold Hedegaard (21) fra Horsens og Heidi Linde Pedersen (21) fra Skjern skulle begge arbejde i førskolen i Kipili. Jonas Skifter Laulund (22) og Mads Gram Sørensen (22) er begge fra Kibæk og skulle som praktiske volontører understøtte og arbejde for BDMs missionærer Janice og Mads Refshauge Jakobsen på missionsstationen i Kipili.
Der ventede ellers en oplevelse for livet for de seks nye unge volontører, som skulle rejse til det sydlige Tanzania. Fremmed kultur, glade børn og spændende udfordringer ventede forude.
I 5 måneder skulle de bl.a. arbejde for BDM på børnehjemmet Peter´s House i Sumbawanga, i førskole-arbejdet Cheke Chea og hjælpe med praktiske arbejdsopgaver i Kipili ved Tanganyikasøen.
Populært program
To gange årligt sender BDM volontører afsted. Opholdet i Tanzania udfordrer hvert år unge mennesker til at gøre en konkret forskel i et projekt, hvor der er brug for dem. I 2020 satte coronapandemien begrænsninger for volontørprogrammet.
– Som volontør hos BDM bliver man en del af det lokale samfund, idet vi arbejder tæt sammen med de lokale tanzanere. Volontørerne tilknyttes også byens kirke.
Det betyder, at de lærer kulturen at kende indefra, hvilket giver en unik mulighed for at få Tanzania under huden, siger ungdomsmedarbejder Tine Elmelund Christensen. Hun er ansvarlig for volontørprogrammet og samler i første weekend af januar de nye volontører til forberedelser.
På grund af corona-restriktionerne blev volontørkurset i år holdt online.
– Når du rejser med BDM kommer du langt ud! Du kommer til at spise ris og bønner med fingrene, svinge hofterne til trommerytmer i kirken, beundre stjerneklare aftener, vågne til lyden af haner, der galer, og børn, som leger – alt sammen noget, der vil udfordre dig og sætte sig spor i dit liv, fortæller Tine Elmelund Christensen.