Kvindernes kampdag mangler frihed!

I en tid, hvor diversitet fylder meget, er det i virkeligheden lidt mærkeligt med en årlig kampdag, hvor halvdelen af verdens befolkning forventes at stå sammen om fælles drømme og behov.

Det er måske kontroversielt at sige dette, men jeg tror simpelthen ikke på, at kvinder fungerer som én bestemt gruppe og kan tale på vegne af gruppen. Kvinder er forskellige. Mænd er forskellige.

Kampdagen bruges af mange til at kæmpe “kvindekampe” for forskellige emner. Fx i kampen mod sexisme.

Men det er i mine øjne misforstået. Sexisme er et problem for både kvinder og mænd. Kvinder og mænd udsættes for sexisme – og både kvinder og mænd udøver sexisme.

Kampdagen bruges også af og til for at få flere kvinder i bestyrelserne og nogle af de søstersolidariske feminister vil endda påstå, at jeg er mere ligestillet, hvis der er kvoter som skeler mere til køn end kompetencer.

Vi har brug for frihedskamp – ikke kvindekamp.

Frihed til at være kvinde – og mand – som man selv vil.
Frihed til at drømme om børn eller karriere – eller begge dele. Frihed til at hjemmepasse og frihed til at lade være.

Vi bliver nødt til at nå dertil, hvor vi har tillid til, at kvinder i dag faktisk kan træffe deres egne valg og forstå konsekvenserne. Som en hjemmepasser, jeg kender, fortalte: jeg ved da godt, at jeg får mindre i pension. Men det er mit valg, og det lever jeg med.

Der findes lande, hvor lovgivningen gør forskel på mænd og kvinders muligheder i samfundet. Danmark er ikke sådan et land. Her handler det om kultur og normer.

Det ville være godt, hvis vi kunne nå derhen, hvor man ikke behøver at tale om køn og have kampdage om køn.

Men i stedet kunne se på det enkelte menneske og give frihed til at leve sit liv, som man selv ser bedst. Selvfølgelig velvidende, at frihed og valg kommer med konsekvenser. Uanset om man fx vælger at passe hjemme, arbejde deltid, arbejde fuldtid eller virkelig dyrke karrieren.