En „tør“ film

Da jeg gik ud fra biografen, havde jeg en tør smag i munden. For nok er filmen ”World Trade Center” forudsigelig, men den er også så virkelighedstro, at jeg kunne smage betonstøvet i min mund.
Anmeldt af Filip WallbergFørst kom United 93, og nu kommer World Trade Center. Begge film fokuserer på hændelserne den 11. september 2001, men de tager udspring i to forskellige historier.

Levende begravet

World Trade Center har sit omdrejningspunkt i de to betjente John McLoughlin (Nicolas Cage) og William J. Jimeno (Michael Pena), der i et mislykket forsøg på evakuering bliver levende begravet i ruinerne af World Trade Center. Uden at de to betjente kan gøre meget, følger vi deres fælles kamp for overlevelse.
Om end virkemidlerne er få, får vi et overbevisende indtryk af, hvordan det faktisk var at være levende begravet. Den klaustrofobiske og indelukkede situation er elegant overført til biograflærredet af filmens instruktør Oliver Stone.
Hvor Nicolas Cage skuffer, overrasker Michael Pena positivt, for han spiller både overbevisende og indlevende. Michael Pena løfter de lange, stillestående scener og gør scenerne bæredygtige. Nicolas Cage spiller derimod monotomt, og som vi kender ham fra Con Air og The Rock.

De pårørende

Parallelt med forløbet under ruinerne af World Trade Center følger vi de to betjentes ægtefæller Allison Jimeno (Maggie Gyllenhaal) og Don-na McLoughlin (Maria Bello). Vi kommer helt tæt på de to kvinders frygt, frustrationer og glæder.
Ved siden af filmens fire hovedpersoner møder vi et mylder af bipersoner, der alle har andel af en lille del af filmen. Dette gør desværre, at filmen er en smule forvirrende i visse passager.

En b-film værdig

Selvom filmen har mange stærke sider, så halter den desværre også på mange måder. Filmen er fx yderst forudsigelig, og handlingen er uden de store klimakser. World Trade Center halter også under, at filmen er en meget typisk amerikansk, helteglorificerende og følelsesladet produktion.
Da filmen skildrer en ekstrem situation, får kristendommen en vigtig plads i filmen. Det er troen på paradiset, der får de to betjente til at acceptere deres kollegers død. Det er bønnen, der holder dem oppe, da de tror, de skal dø.
Den grundlæggende fortælling i World Trade Center er en b-film værdig, selv om den er skrevet af de to betjente og deres hustruer. Oliver Stone hiver filmen op, så man trods alt kan glæde sig over en film om en så forfærdelig katastrofe.