To nye salmedigtere får 68 salmer med i salmer.dk

Gymnasielærer Merete Bandak har bidraget med 42 salmer i Salmer.dk

Merete Bandak og Marianne Bordinggaard har tilsammen bidraget med 68 salmer til databasen Salmer.dk.

Salmer.dk rummer over 2000 salmer, både fra Den Danske Salmebog, diverse salmebogstillæg samt en masse øvrige, nyere salmer. Salmer.dk arbejder på at udbrede kendskabet til både klassiske og nyere salmer, og de udgiver samtidig gode salmer af nye salmedigtere.

I den forbindelse har man nu lanceret hele to nyere salmedigtere:

Merete Bandak

Merete Bandak er født i 1955, gymnasielærer i fagene dansk, latin og religion. Desuden præstekone, forfatter og salmedigter.

Hun har skrevet salmer gennem hele dette århundrede. I de senere år er de blevet offentliggjort løbende på hendes hjemmeside nyesalmer.org og på hendes facebookside. Med denne lancering af 42 salmer, både ældre og helt nye ting, springer hun for alvor ud som salmedigter med en væsentlig produktion.

Forskellige genrer

Merete siger selv om sine salmer:

”Mine salmer falder i forskellige genrer. Nogle er naturinspirerede, andre tager udgangspunkt i bibeltekster, andre igen tager udgangspunkt i en aktuel tanke eller kritik eller oplevelse. For alle salmer gælder, at de forsøger at sætte ord og billeder på det, der ikke kan siges noget om: ’Guds hemmelige visdom’.”

Enkelte af de 42 salmer har melodi af Philip Faber, mens Kristian la Cour og Torsten Borbye Nielsen har sat de fleste af salmerne i musik med melodier, der er lige så umiddelbare og let tilgængelige som teksterne.

Man kan læse mere om Bandak og finde links til endnu en artikel af Bandak selv på salmer.dk.

Samme sted kan man se og lytte til de 42 salmer, som kan findes på salmer.dk, hvor de vil være frit tilgængelige indtil d. 1. juli. Bandak har skrevet kommentarer til hver af de 42 salmer.

Cand.mag. Marianne Bordinggaard har fået 26 salmer med i Salmer.dk

Marianne Bordinggaard

Marianne er en helt ny salmedigter, som salmer.dk har lanceret med hele 26 spritnye salmer.

Hun begyndte at skrive salmer i 2019 og sendte i den forbindelse et par stykker af dem til Salmer.dk, som opfordrede hende til at skrive videre. Det er blevet til foreløbigt 41 salmer, hvoraf man nu præsenterer de 26.

De nye salmer har alle melodi og er således klar til at blive sunget i de danske menigheder.

Enkelte af salmerne kan synges på kendte, klassiske salmemelodier, men de fleste er sat i musik af Arne Andreasen, Torsten Borbye Nielsen og Niels Bitsch Nielsen.

Inspireret af naturen

Om sine salmer siger Marianne: ”Mine salmer spænder over det meste af kirkeåret og de skiftende årstider. Naturen er en stor inspirationskilde i min digtning. Jeg har derfor i denne introduktion valgt at fokusere på salmer, hvor naturen indgår i mit billedunivers.”

Marianne Bordinggaard er cand.mag. i engelsk og religion fra Århus Universitet og tidligere lektor på Holstebro Gymnasium og HF. Hun har ikke tidligere udgivet salmer.

Man kan læse mere om Bordinggaard og se de 26 salmer på salmer.dk.