Jakob Martini afvist i CityKirken Aarhus, fordi han ikke havde coronapas

Jakob Martini står bag foreningen Jysk Tabernakel, hvor han rejser rundt med den gamle prædikestol.

Søndag den 21. november blev Jakob Martini nægtet adgang til gudstjeneste i CityKirken Aarhus. Han kunne nemlig ikke vise coronapas.

”Jeg måtte ikke komme ind, fordi de ville se coronapas,” siger Jakob Martini.

Han kunne ikke fremvise et coronapas, da han ikke har taget imod covid-19-stik og heller ikke vil testes.

”Jeg havde tænkt, at jeg nok ville blive afvist. Men jeg tøffede lige op for at se, og det var rigtigt nok, at jeg ikke kunne komme ind,” siger Jakob Martini. Han er aktiv på internettet med argumentation imod regeringens restriktioner imod covid-19.

CityKirken Aarhus følger ligesom andre kirker regeringens krav om coronapas.

Den ledende præst i CityKirken i Aarhus Jürgen Galonska afviste ikke selv Jakob Martini i kirken den søndag, men han siger:

”Vi har instrueret vores velkomstteam i, at folk skal vise coronapas for at komme ind i kirken. Jeg kan ikke se problemet i at tage en test, og vi vil gerne vise hensyn til folk, der er bange for smitte”, siger han.

Udfordringen har spurgt Jakob Martini:

– Hvad siger du til, at nogle kan være bange for, at du kommer ind og smitter?

”Så skal de omvende sig fra det og have tro til Gud. Så må de holde op med at se tv,” mener Jakob Martini.

Han kalder det antikristelig virksomhed at hindre folk i at komme til arrangementer, hvor evangeliet bliver forkyndt.

”Hele denne coronahistorie er en frugt af lovbrud, løgn, manipulation, bedrag, tvang og fordækthed, som vi kender det fra medierne,” siger Jakob Martini og uddyber:

”Min samvittighed og kærlighed til sandheden forbyder mig at gå ind under det system. Det er en ideologisk pandemi”, siger han.

Underordne sig myndighederne?

Romerbrevet 13 taler om, at kristne skal underordne sig myndighederne. Men Jakob Martini mener kun, man skal underordne sig gudfrygtige og gode øvrigheder, der støtter det gode.

Læs også Leder klumme: Førelser og fornuft