Sverige i europæisk Top-Fem for diskrimination af kristne
En rapport fra The Observatory on Intolerance and Discrimination against Christians in Europe (OIDAC, som har hovedsæde i Wien), nævner Frankrig, Tyskland, Spanien, Sverige og Storbritannien som de fem europæiske lande, hvor det er sværest at være kristen.
Der er grund til bekymring for religionsfriheden i Europa, selv om de vesteuropæiske lande traditionelt lægger stor vægt på demokratiske værdier og menneskerettigheder, heriblandt samvittighedsfrihed og forældres rettigheder.
OIDAC har set på kristnes situation i Frankrig, Tyskland, Spanien, Sverige og Storbritannien i perioden 2019 – 2020, fordi man vurderede, at kristne i disse lande havde flest problemer.
Her oplevede kristne stigende intolerance og diskrimination både gennem lovgivningen og individuelt gennem social eksklusion og kriminelle handlinger rettet mod kristne. Den grundlæggende årsag til mindskelsen af de kristnes frihed bliver i rapporten betegnet ”sekulær intolerance”.
”Værst i Sverige”
I en leder i den norske avis Dagen med titlen ”Sverige – et verstingland for kristne” skriver chefredaktør Vebjørn Selbekk om både sekulær intolerance og islamisk undertrykkelse.
Han henviser til den svensk-norske advokat Ruth Nordström, som i sin nye bog ”Till de utsattas försvar” giver ”et rystende indblik” i intolerancen mod kristne.
OIDACs direktør, Madeleine Enzl-berger, opremser en række dramatiske hændelser som hærværk, antireligiøst motiverede angreb mod kirker og kristne bygninger samt øvrige hadforbrydelser, som har ramt kristne i Europa de seneste år.
Madeleine Enzlberger peger på, at der sker en gradvis indskrænkning af grundlæggende frihedsrettigheder, så kristne kan tvinges til at vælge mellem deres moralske værdier og jobbet, kristne studenter og debattører ikke må udtale sig, forældre udsættes for overdreven statslig indblanding i familielivet, og at asylansøgninger fra kristne flygtninge vilkårligt bliver afvist.
Fra Sverige nævnes to jordemødre, som blev fyret, fordi de af samvittighedsgrunde ikke ville medvirke ved abortindgreb. Advokat Ruth Nordström (45) hjælper trafficking-ofre og kristne konvertitter, som ikke får opholdstilladelse, samt helsepersonale i samvittighedskonflikter.
Således har hun været advokat for de to jordemødre Ellinor Grimmark og Linda Steen, og det har gjort hende til en persona non grata i store dele af svensk offentlighed.
I bogen fortæller hun blandt andet om en konference om trafficking, som blev aflyst, da medarrangørerne hørte, at jordemødrenes advokat var involveret i projektet.
Også dronning Silvia meldte fra. Man kunne ikke risikere at blive associeret med en person, som gjorde noget så forkasteligt som at forsvare samvittighedsfriheden for to helsepersoner, som ikke ville medvirke ved abortindgreb.
– Hvis jeg som offentlig forsvarer havde repræsenteret voldtægtsmænd eller mordere, er der ingen, som havde aflyst de konferencer, jeg skulle medvirke i, bemærker Ruth Nordstrøm tørt i bogen.