– Stillingen på soldaterhjemmet var lige til mig!

Daniel Poulsen stråler af arbejdeglæde, mens han fortæller om KFUM’s Soldaterhjem. Han er uddannet professionsbachelor i 3K og er nu ved at færdiggøre sin cand. mag. i diakoni. Han har tidligere blandt andet arbejdet i restaurationsbranchen, aftjent sin værnepligt i Livgarden og er nu løjtnant i Hjemmeværnet.

Den 1. april i år startede Daniel Poulsen i sit nye job på KFUM’s soldaterhjem i Fredericia. Få dage forinden var han flyttet ind i lederboligen, der ligger i den ene ende af soldaterhjemmet på Treldevej.

Udfordrende og vigtigt

Daniel fortæller, at han med det samme vidste, at han ville søge jobbet som Soldaterhjemsleder. ”Jeg har før kørt en restaurant, haft personale under mig og lavet regnskab, og det har jeg det rigtig godt med. Det bliver også dejligt at arbejde med soldater og veteraner igen, selvom det fylder mig med ærefrygt at skulle løfte opgaven med veteranerne”.

Daniel giver klart udtryk for, at selvom det ikke er en helt ny boldbane for ham, så er det på veteranområdet, at han føler sig mest udfordret.

”Det er et meget komplekst felt, og der er meget på spil. Det er bare enormt vigtigt, at vi gør det godt nok med vores veteraner. Det relationelle arbejde er det mest komplekse, men også det mest givende.”

Atypisk leder

Daniel ser sig selv som en atypisk soldaterhjemsleder og føler, at det er en kæmpe tillidserklæring, at han har fået jobbet, selvom han boede i den anden ende af landet og ikke er mere end 29 år. Men stillingsopslaget havde ”talt” til ham:

”Jeg følte, at det var mig, som stillingen beskrev,” fortæller Daniel og fortsætter med et smil: ”Det var for oplagt og for fedt til at lade det gå forbi.”

Alsidig baggrund

Daniel Poulsen er uddannet professionsbachelor i 3 K fra Diakonissestiftelsen på Frederiksberg og er ved at færdiggøre sin cand. mag. i diakoni. Som værnepligtig ved Livgarden kom Daniel allerede tidligt i sin karriere til at stifte bekendtskab med KFUM’s Soldaterhjem. De militære færdigheder har han vedligeholdt i hjemmeværnet, hvor han har været gruppefører(sergent) og de sidste år løjtnant.

Arbejdsmæssigt har Daniel Poulsen en baggrund i blandt andet restaurationsbranchen i København, hvor han har været både bartender, bestyrer og personalechef i samme organisation, samt medvirket til opstart på flere ”underafdelinger”.

Også vagtbranchen har tiltrukket den tidligere soldat, og under corona-pandemien koordinerede han vagtindsatsen på ti forskellige hospitaler i hovedstadsområdet. Daniels rejse har også ført ham forbi arbejde på en af Kirkens Korshærs varmestuer.

Parallelunivers

”Forsvaret er et parallelunivers med eget sprog og mentalitet,” fortæller Daniel og tilføjer :”Jeg tror, at det er en kæmpe fordel for mig at være inde i det univers, allerede inden jeg blev ansat. Det univers har fyldt meget i min vennekreds og selvfølgelig i min egen identitet. At prøve at finde en civil identitet efter forsvaret er, for mig at se, en rejse.”

”Mange udsendte søger feltpræsten, og man kan se,
at det hænger ved, når de kommer hjem igen.
Der synes jeg, at det er enormt godt, at vi,
som KFUM’s Soldaterhjem,
kan pege i en retning og give en tryghed i det kaotiske”

I Fredericia ligger KFUM’s Soldaterhjem kun ca. 100 meter fra Føringsstøtteregimentets kaserne. Hjemmet er de værnepligtiges ”fritidshjem”, men også de fastansatte fra kasernen er meget velkomne. Der er også en SoldaterRekreation, hvor der er plads til fire veteraner i hyggelige værelser, hvor de kan få et pusterum fra hverdagen. KFUM’s Soldaterhjem håber også at kunne støtte op om familier og pårørende til veteranerne.

Vigtigt med kristen vinkel

Den kristne vinkel er også rigtig vigtig for den nye soldaterhjemsleder: ”Det er rart at kunne være i en organisation, hvor der er plads til, at der er en større ting end os selv. Troen fylder for os alle sammen, og især når man er på kanten af livet”.

Her refererer Daniel til livet som soldat og veteran, der indebærer en villighed til at ofre sit liv for en større sag. Ofte giver de svære ting i livet plads til en refleksion over livets mening og det, at vi ofte har brug for en højere magt.

”Mange udsendte søger feltpræsten, og man kan se, at det hænger ved, når de kommer hjem igen. Der synes jeg, at det er enormt godt, at vi, som KFUM’s Soldaterhjem, kan pege i en retning og give en tryghed i det kaotiske,” siger Daniel.

Glæder sig

Fredericias nye soldaterhjemsleder stråler af arbejdsglæde. ”Jeg glæder mig bare vildt meget til at komme i gang med det hele. Jeg har fået noget oplæring og nu skal jeg bare i gang,” smiler han.

”Jeg ser frem til at etablere mig og gøre det til mit hjem og min by. Jeg glæder mig til, at jeg føler, at jeg hører til,” tilføjer Daniel.