Sanser eller fornemmelser?
Jeg er lige blevet slået omkuld af en agressiv forkølelse. Så agressiv, at jeg var helt sikker på, at det var COVID-19, der “endelig” havde fået ram på mig (jeg er sluppet udenom indtil nu). Stemmen er afløst af en hæs hvæselyd, både lugtesans og smagssans er forsvundet, jeg sover det meste af dagen og laver intet fornuftigt resten af dagen.
Jeg er skolelærer og elsker at tale, spørge og forklare, så når stemmen ryger, bliver jeg hårdt ramt. Tvungen stilhed er ikke lige min stærke side. Jeg kan mærke, hvordan jeg skiftevis er desperat og opgivende. Desperat, fordi jeg ikke kan gøre mig forståelig, når fx telefonen ringer, og folk smider røret på, trods mit ihærdige forsøg på at præsentere mig i den anden ende.
Opgivende, når det går op for mig, at jeg ikke kan kalde hundene til mig (der kom ikke lyd ud, da jeg prøvede), eller ikke lige kan råbe ud i køkkenet, om nogen vil tage et stykke chokolade med ind til patienten. Ting jeg har lyst til at sige, at forklare eller at spørge om, må pænt blive inde i mit hoved, og der bliver ret stille.
At smags- og lugte-sansen forsvandt, gik først op for mig efter flere dage, hvor jeg indvendigt har kritiseret min egen og folks smagsløse kogekunst. Først da jeg dyppede næsen i krydderierne, og fyldte rummet med spray-deodorant, gik det op for mig, at jeg absolut intet kan lugte.
De sidste par dage har jeg eksperimenteret med de manglende sanser. Jeg puttede godt med cayennepeber på kyllingen, og masser af lakridspulver på chiagrøden, og koncentrerer mig helt vildt om at smage. Faktisk troede jeg et kort øjeblik, at det lykkedes, men det gik op for mig, at jeg nu fornemmer i stedet for at sanse. Jeg fornemmer peberens varme i munden, og fornemmer den lidt tørre overflade på chiagrøden, men en rigtig smagsoplevelse er det ikke.
Jeg har aldrig været taknemmelig for min stemme (den kan altså heller ikke noget særligt), og heller ikke mine sanser, som jeg vel har taget for givet, da de altid har været der. Det har sat nogle tanker i gang om, hvordan min åndelige sans mon har det? I Johannes evangeliet kap 14. forklarer Jesus os, at han vil sende Helligånden, der vil lære os, hvad der er rigtigt og forkert, og forklare os om Jesus’ ønsker og kald for os.
Lidt som min smagssans normalt fortæller mig, om jeg skal nyde maden eller spytte ud, fordi det er skidt for mig at spise det. Hvad med Helligåndens sans i mit liv? Er den sløvet eller forsvundet, uden jeg opdagede det? Har jeg taget den for givet? Er den blevet en fornemmelse i stedet for en levende, hurtigt responderende sans? Er Jesus i virkeligheden lige så desperat, som jeg er over min manglende stemme? For Helligånden i mig er jo Jesus, der taler til mig.
Lægen siger, der ikke er noget at gøre ved mit virusangreb. Jeg må bare vente og håbe, at stemmen og sanserne vender tilbage. Jesus, den største læge, siger heldigvis noget helt andet: “Lad jer fylde med Helligåndens kraft,” (Efeserbrevet 5:18 BDAN). Der er ingen begrænsninger på, hvor tit vi må sige ja-tak til at lade os fylde af Helligåndens kraft og igen at give Jesus taleret ind i vores liv og tanker.
Min bøn i dag vil være at få velsignet ALLE mine sanser… Især dem fra Helligånden.
