Nyttig første-hjælps-håndbog

Depression er blevet en folkesygdom, hedder det sig, men for den, der personligt er ramt af depressionen, opleves den nu ikke som specielt folkelig. Heller ikke af ægtefæller, pårørende eller venner i øvrigt. Tabuiseringen af psykiske lidelser i vores samfund gør det ikke lettere. Heinrich Kaufmann har gennem mange år været leder af et kristent center for rådgivning og sjælesorg og kender derfor mange af de spørgsmål, de pårørende stiller. Det er der kommet denne lille fine, omend yderst kortfattede bog ud af.
Bogens formål er at give den, der søger at hjælpe den sygdomsramte, nogle værktøjer  – dels til at forstå sygdommen, dels til at sikre, at hjælperen ikke selv „går ned“, dels at den syges helbredelse fremmes bedst muligt, og problemerne i stedet ikke forværres.
En kort gennemgang af depressionens fire aspekter: de psykiske, de fysiske, de sociale og de religiøse er ganske nyttig, og forfatteren kommer her også med en lille, men i visse kredse tiltrængt opsang: „Ikke sjældent søger velmenende medkristne årsagen til sygdommen i, at noget er forkert ved den angrebnes religiøse liv. Manglende viden om sammenhængene og fornemmelsen af egen hjælpeløshed skaber tit formodninger om hemmelige synder, svaghed i troen eller endda en okkult baggrund, hvilket så styrter den syge endnu dybere ned i den afgrund, han befinder sig i“ (s. 16).
Bogens kerne-del er 22 gode anvisninger på, hvad man må lægge sig på sinde, når man søger at hjælpe den depressive. Jeg er selv pårørende og tog ved lære her. Som vi alle kan og bør.
Forfatteren runder af med den instruktive beretning i 1. Kongebog 19 om profeten Elias’ livskrise, her tolket som beretningen om en depression og dens helbredelse.
Jeg vil vende tilbage til Kaufmanns bog, når jeg fortsat vil hjælpe min ven, véd jeg. Det er vist den bedste anbefaling, jeg kan give den med på vejen.

Heinrich Kaufmann:
Ubegribeligt mørke
– hvordan hjælper jeg den, der er ramt af
depression?
76 sider 99,95 kr.
Lohse