Kaldet til at bane vej for noget nyt

Det er ikke en let opgave at bane vej for noget nyt i et menneskehjerte. Det er vanskeligt at rydde forhindringerne bort, så Jesus kan drage ind. Og for de fleste lykkes det kun at give troen videre til deres børn.

Men Johannes var kaldet til at bane vejen for Jesus, ikke bare i ét menneskehjerte, men i hele verden. Og det gjorde han. Han banede vejen, så Jesus kunne drage ind, og verden blev en anden. Selvfølgelig havde der været profeter før ham, som havde været med til at gøre vejen lettere at gå, men Johannes var den sidste profet. Det var ham, der slog døren ind.

Hvem er det vi lukker ind?

Johannes Døber banede vejen for Jesus. Han slog døren ind, så Gud kunne drage ind i verden. Men til sidst blev han bange. Hvem var det, han havde åbnet døren for? Og det er altid spørgsmålet. Hvem er det, vi lukker ind?

Det er ikke ligegyldigt, hvem vi lukker ind. Og Johannes må stille spørgsmålet: “Hvem er det, jeg har banet vejen for?” Er Jesus den, der kommer, eller skal vi vente en anden? Og svaret til Johannes er: “ Blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene, døve hører, døde står op og evangeliet forkyndes for fattige”. Eller sagt med andre ord: “Himmelen kysser jorden. Noget nyt er kommet ind i verden. Troen, håbet og kærligheden har taget bolig hos menneskene”.

De ufornuftige dyder – Tro, håb og kærlighed

Johannes Døber var født ind i en verden, hvor dyder som mådehold, mod, retfærdighed og klogskab havde banet sig vej ind i menneskehjerter. De fornuftige dyder – dem, som verden i sin visdom selv kunne finde frem til. En vis mand ved, hvad retfærdighed er, og en klog mand kender til mådehold.

Det, som Johannes har åbnet døren for, er de ufornuftige dyder. De dyder, vi ikke selv kan finde frem til, men som må åbenbares for os af Gud. De ufornuftige dyder er tro, håb og kærlighed.

For tro er tro på det utrolige. Ellers er det ikke tro. Tro er troen på, at spedalske kan blive rene, og blinde kan komme til at se, og at evangeliet er sandt. At der er frelse for mennesket, selvom det er utroligt. Håb er at håbe, når der ikke er håb. Det er ikke håb at håbe på morgen, hvis man allerede skimter solens stråler. Håbet er det lys, der skinner i håbløsheden.

Det er blevet sagt, at det ikke var de kristnes tro, der gjorde romerne kristne. De var ligeglade med de kristne dogmer. Det var heller ikke de kristnes kærlighed. Romerne var ikke interesserede i at give deres liv for de fattige. Det, som fangede romerne, var de kristnes håb.

Romerne kunne ikke stå for, at de kristne kunne synge lovsange til Gud, mens de blev ædt af rovdyr. Håb er de døde, der står op af graven. Håbet er at se himmelen åben. Kærlighed er at elske de uelskelige – det er at elske dem, der ikke fortjener kærlighed. Selvfølgelig skal vi elske de elskelige og gode, men det er retfærdighed.

De fortjener at blive elsket. Skal kærlighed være en dyd, må kærligheden være for dem, som ikke fortjener at blive elsket. Johannes så, at kærligheden var kommet ind i verden, for Gud viste sin kærlighed til alle os, der ikke fortjener kærlighed.

Døren er åbnet

Johannes havde fået et kald. Han skulle bane vejen for Jesus, så verden var klar til at modtage ham. Det kald kostede Johannes alt, endda hans liv. Og da han sad i fængslet og skulle dø, måtte han vide: “Har jeg brugt mit liv rigtigt?” Og svaret var, at Johannes havde åbnet døren for Gud. Troen, håbet og kærligheden er kommet ind i verden, og mennesket er ikke længere fortabt.

Prædikentekst: Mat. 11, 2-10

Johannes Døber kommer i tvivl om, hvem Jesus er

I sin fængselscelle hørte Johannes Døber om, hvad Jesus gik rundt og gjorde. Han sendte derfor sine disciple hen for at spørge ham: 3„Er du den Messias, vi har ventet på så længe, eller skal vi vente en anden?”

4 Jesus sagde til dem: „Gå tilbage til Johannes og fortæl ham, hvad I selv har set og hørt: 5 Blinde får deres syn, lamme går omkring, spedalske bliver helbredt, døve får hørelsen, døde bliver levende, og der forkyndes godt nyt for dem, som erkender deres behov for hjælp.

6 Sig til ham: Velsignede er de, som ikke mister troen på mig.”

Jesus taler om Johannes

7 Da Johannes Døbers disciple var gået, begyndte Jesus at tale om ham til folkeskaren. Han sagde: „Dengang I tog ud i ødemarken for at lytte til Johannes, hvad så I? Et siv, der svajede hid og did for vinden?

8 Nej, vel? En mand klædt på som en fyrste? Nej, den slags folk bliver i deres paladser.

9 Var det for at møde en profet fra Gud? Ja, men ikke bare en almindelig profet.

10 For Johannes er den mand, om hvem der er skrevet: ‚Jeg vil sende min udsending foran dig. Han skal berede vejen for dig.’

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk