De Helliges samfund, pastor, de Helliges samfund

I en af mine gamle bibler, fra engang i forrige århundrede, har jeg gemt et udklip fra et dansk kirkeblad. Indeholdet greb mit dengang unge hjerte så meget, at jeg gennem årene har bevaret citatet, brugt det i en af mine bøger og gengivet det i taler, bl.a. for kirkelige gejstlige her på Færøerne.

Citatet er fra fra den verdenskendte tyske teolog, læge, musiker og nobelprisvinder m.m.- Albert Schweitzer.

Albert Schweitzer levede fra 1875-1965. Som tyveårig besluttede han at arbejde med videnskab og kunst i ti år. Derefter blev han kendt for sit liv i medmenneskets tjeneste.

I 1905 startede hans periode som lægemissionær, og efter lægeeksamen i 1913 tog han til Fransk Ækvatorialafrika (nuv. Gabon). Der oprettede han i 1924 et junglehospital, hvis drift blev finansieret gennem hans omfattende foredrags- og koncertvirksomhed. Det var bl.a. for dette arbejde, at Schweitzer i 1953 modtog Nobels fredspris. Udover dette modtog han i 1959 Danmarks store kulturpris, Sonningsprisen.
Schweitzers far var evangelisk præst i den lille by Günsbach i Miinsterdalen, derfra kommer disse betragtninger, som Schweitzer her deler med os:

”Når jeg sidder i min barndoms kirke, lukker jeg mine øjne. For mit indre blik ser jeg de skikkelser, som engang var her, men som nu er borte. En af dem, Mitchi, var så døv, at han ikke forstod et eneste ord. Men alligevel sad han hver søndag på sin plads i kirken.

Da min far en gang beklagede over for ham, at han måtte gå i kirke uden at høre et ord af prædikenen, rystede Mitchi smilende på sit gamle hoved og sagde: ”De Helliges samfund, pastor, de Helliges samfund”.

Mitchis udtalelse rammer centralt ind i vores daglige liv som kristne. Verdens største teologer, med al deres viden, ville have svært ved at formulere en sætning så dyb som Mitchis: ”de Helliges samfund, pastor, de Helliges samfund”!

Sætning rammer centralt ind i milliarder af kristne menneskers liv. Det er dette hellige og himmelske samfund, som dagligt bærer den kristne gennem livet, gennem stress, forfølgelse, tortur, ydmygelse, bagvaskelse og, som i Mitchis tilfælde, ensomhed. Og det er denne for udenforstående, uforståelige virkelighed, som gør, at alverdens trusler og forfølgelser ikke formår at standse de kristne med deres livgivende budskab.
Den kristne er aldrig alene. Noget af det sidste, Jesus sagde til sine disciple, før han forlod dem, var:

”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; Jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve”.

Et fantastiskt løfte, til mig, til dig og til alle, som vælger at sætte deres lid til Jesus. Han er altid med os, omkring os og i os.

Hvis du ikke kender til livet sammen med Jesus, vil jeg anbefale dig at kontakte Ham! Har du spørgsmål, er vi mange, som med glæde vil vejlede dig!