For Anne-Marie hænger tro og job sammen

I oktober fejrede Sankt Lukas Stiftelsens Hospice 30-års jubilæum. Det var det først hospice, som åbnede i Danmark. Udfordringen har sat sygeplejerske, Anne-Marie Flyger stævne der.

Efter en rundvisning i de fysiske rammer med bl.a. terapirum, legerum og spise- og dagligstue for pårørende sætter vi os i husets stillerum til en snak om, hvordan Anne-Marie oplever sammenhængen mellem tro, kald og job.

Kald til sygeplejen

Hvorfor valgte du lige sygeplejen?

– Jeg gik ind i sygeplejen efter at have arbejdet som ufaglært på et hospice i London. Det gav mig mod på at uddanne mig til sygeplejerske. Det at have overskud og tid til at møde mennesker i det sværeste svære, betød meget for mig.

– I 1987 blev jeg færdig som sygeplejerske fra Den Sønderjyske Sygeplejerskeskole.

Det var før, der kom hospice til Danmark. Så hvad har du ellers arbejdet med?

– Jeg har været udstationeret som sygeplejerske både i Indien og i Nordafrika, hvor jeg sammen med min mand var udsendt af OM. I Danmark har jeg arbejdet på intensivafdeling, dialyseafdeling og på Anker Fjord Hospice ved Hvidesande.

Hospice-sygeplejerske

Hvordan er du så havnet her på Sankt Lukas Stiftelsens Hospice?

– Min mand og jeg flyttede til København i 2017. Vi kom primært herover, fordi min mand blev headhuntet til en stor frikirke i København, hvor han blev bedt om at være international præst. Det gik vi ind i sammen, og så var det en chance for, at jeg kunne komme til at arbejde på hospice igen.

– I dag kommer vi i pinsekirken på Frederiksberg, hvor vi skal starte et familienetværk på Blågårdsplads i København.

Er det lettere at tale tro med patienterne på et hospice end på en almindelig hospitalsafdeling?

– De åndelige og eksistentielle aspekter er vigtige på hospice, men det er vigtigt at understrege, at der hos os er plads til alle, uanset om de er kristne, muslimer, ateister eller andet. Samtaler om tro skal udspringe af patientens eget ønske.

– Når det er sagt, ja så tror jeg, at konteksten her gør det lettere. Når mennesker er ved livets afslutning, er det helt naturligt at begynde at snakke om døden, og hvad der sker efter døden. Og jeg oplever, at mange dér gerne vil tale om håb og tro.

– På alle stuerne har vi et bibelvers over døren. Så sent som i dag var der en patient, der til verset, Herren griber min højre hånd. Kast al sin bekymring på ham, sagde: ”Åh, det er mit yndlingsvers”. Hun var så glad.

– Ting i omgivelserne inviterer til at tale om det åndelige og eksistentielle. På den måde har rammerne en betydning.

– Til et kursus på Anker Fjord Hospice sagde underviseren: ”Hvis I ikke kan jeres Fadervor, må I have det skrevet på et stykke papir i lommen – for I kommer til at bruge det.” Og det er fuldstændig rigtigt! For om noget er der meget lindring i at kunne bede et Fadervor midt i magtesløsheden, og når man ikke kan finde en løsning på tingene. Der er meget håb og fred i den bøn.

Hvor er patienten?

I dag har mennesker ikke den samme grundlæggende kristentro med sig, og der er mange, hvis tro er en anden.

– Ja, men mange tænker, at der er mere mellem himmel og jord. Men de tænker ikke så meget i konfessioner. Det, man spørger om, er, om Gud er i det, og hvem og hvor han er. Her er jeg jo ikke forkyndende, men spørger de mig, hvad jeg tænker, er jeg klar til at dele det. Når nogen spørger, hvor jeg søger hjælp, kan jeg finde en salme. Vi synger meget.

– Det handler om at se, hvor patienten er. Det er jo let at se, hvis der er noget i rummet, der kommunikerer kristentro, f.eks. at der ligger en bibel.

– Hvis en patient ligger med foldede hænder, kan jeg spørge, om han plejer at bede Fadervor. Svarer han så: ”Ja, det plejer jeg at gøre sammen med min kone”, kan jeg spørge, om vi skal bede sammen, eller om jeg skal synge for ham. Det er så let at gå ind i f.eks. at synge ”Ingen er så tryg i fare” eller bede Fadervor. Der er en salmebog og en bibel på alle stuer.

Men kan du også selv tage initiativ til det, fx, hvis en patient er bange?

– Hvis en patient deler af sin bekymring, kan jeg sige, at det eneste, jeg kan gøre i det her, er at lytte til dig, men jeg kan også bede for dig. Har du lyst til, at jeg skal bede en bøn?

Tro på hospitalsgangen

Du har været sygeplejerske andre steder end på hospice. Har du kunnet tale tro dér?

– Det er op til den enkelte sygeplejerske at gribe øjeblikket og se, om der er en åben dør. For man ved, at der er åndelige behov alle steder, og patienterne vil gerne. Især ved livets afslutning er det helt naturligt. Det kan jeg sagtens opleve både på dialyseafdelingen og på intensivafdelingen. Også her kan jeg få mulighed for at pege på Gud

Hvordan balancerer du mellem professionalisme og tro?

– For mig er det også at være professionel som sygeplejerske at møde patientens åndelige behov. Også når patienten har det svært, men ikke blander Gud direkte ind i det, kan jeg spørge, om det vil være naturligt for ham eller hende at bede, og om vedkommende har lyst til, at jeg beder en bøn.

– Jeg ønsker at møde patienterne, hvor de er, lige meget hvilken overbevisning og tro, de har. Selv hvis det er en buddhist, kan jeg sagtens snakke om Gud og hans godhed og kærlighed og den fred, han kan give. Og så kan jeg jo altid bede for patienterne i mit indre om, at Gud vil møde dem, og at han vil hjælpe mig til at finde den rigtige lindring til patienten.

– Når jeg skal ind til en samtale, kan jeg ikke lade være at bede Gud om hjælp til at stille de rigtige spørgsmål og tale de rette ord, som kan lindre patientens behov. Jeg har jo Gud med i alt, jeg gør, tænker og siger.

Så den åndelige omsorg er en integreret del af dit arbejde?

– Ja. Den engelske sygeplejerske, Cicely Saunders, som var foregangskvinde indenfor hospicebevægelsen, udviklede begrebet ”total pain”, som er en omsorgsform, der forsøger at dække alle patientens behov, fysisk, psykisk, åndeligt, socialt og eksistentielt. Her er de åndelige behov en del af det.

Det kræver hele dig

Er der bedre tid til patienterne på et hospice, end på en almindelig hospitalsafdeling?

– Vi har jo travlt på en anden måde, og vi prioriterer at bruge tid med patienterne. På intensiv afdeling har man alle maskinerne, man kan dække sig bag. Men her skal du hele tiden være klar med dig selv. Du skal ind og møde patienten og dennes situation, som kan være rigtig svær. Det kræver virkelig meget.

– Vi har planlagte samtaler med de pårørende og patienten, hvor vi taler om, hvor de er nu, hvad vi ser, vil komme, og hvad der skal ske. Vi taler også om, hvad de gerne vil nå. Det kræver meget mod, kreativitet og overskud at skulle gå ind i disse samtaler.

Glæden i arbejdet

Hvad giver det dig – også trosmæssigt – at arbejde på hospice?

– Det er en stor glæde. Man bliver jo dybt involveret i andre menneskers liv. Det er en gave at få lov at stå tæt ved mennesker i det sværeste svære. Så som menneske giver det mig rigtig meget.

– Også det at kunne snakke med de pårørende om, hvad der sker i døden og efter døden – og snakke om åndelige behov – giver mig virkelig meget. Jeg har bedt med og for mange patienter.

– Jeg elsker mit arbejde og føler, jeg lever min tjeneste ud ved at være her som sygeplejerske. Det, som Gud har talt til mig om, føler jeg, at jeg kan leve ud på alle måder her.