En rejsebog til den indre rejse

Hvem kunne ikke drømme om at sidde i solen på strandpromenaden på Gran Canaria og se turisterne, der er på vej til stranden med deres håndklæde under armen og deres småbørn i hånden?Owe Wikström rører ved en længsel i os alle sammen med sine beskrivelser af rejser til varme og eksotiske steder; en længsel efter sol og varme, efter at slappe af og bare nyde livet og efter at slippe væk fra alt det kedelige derhjemme og det travle hverdagsliv. Men han vil vise, at ønsket om at rejse kan være udtryk for en flugt fra den eksistentielle og åndelige „uro i hjertet“, som kommer af den vestlige verdens rodløshed, stress og overvældende mængder af valgmuligheder. Han opfordrer os til at erkende uroen i hjertet og lade den blive begyndelsen på en indre rejse.
Den indre rejse foregår, når vi tør forsøge at sammensætte vores egen historie; ikke som et egocentrisk selvrealiseringsprojekt, men som et ærligt forsøg på at forstå, hvor vi kommer fra, hvor vi er nu, og hvor vi er på vej hen. Derfor er det vigtigt at have Gud som centrum eller kompas for rejsen.

Gud kalder gennem naturen

Owe Wikström tager os med på en personlig indre rejse for at vise nogle af de spændende rejsemål, han har opdaget. Han fortæller, hvordan Gud kan kalde på os gennem naturen, kunsten, musikken og litteraturen, og han opfordrer os til selv at begive os ud på vores egen personlige rejse, når vi hører dette kald. Her er det ikke muligt at tage på grupperejse eller charterferie, det minder mere om en pilgrimsfærd, en livslang rejse, men med et fast mål.
„Med ikonen i lommen“ er en spændende rejsebog til den, der skal ud på en indre rejse, men er også en hyldest til alle de smukke steder i verden, som vi kan opleve og glæde os over. En dejlig bog til alle os, der er trætte af den grå danske vinter.

Owe Wikström:
Med ikonen i lommen
256 sider • 248 kr.
Boedal